Julen står for døren, og det betyder som altid travlhed på vejene. Ifølge Vejdirektoratets seneste prognose kan juletrafikken i år strække sig over flere dage, men særligt lillejuleaften og 2. juledag forventes trafikken at blive tæt.

Travlhed før og efter juleaften

Vejdirektoratet forventer, at trafikken lillejuleaften topper mellem klokken 11 og 14. Men med juleaften på en tirsdag kan udrejsetrafikken allerede begynde fredag den 20. december og fortsætte de følgende dage. Mandag den 23. december er der risiko for tæt trafik, og Vejdirektoratet anbefaler, at man så vidt muligt undgår de mest travle timer.

Når juledagene er ovre, vil mange danskere sætte sig bag rattet for at vende hjem eller besøge familie. Særligt 2. juledag mellem klokken 11 og 15 kan trafikken blive tung, især på strækningerne mellem Jylland og hovedstadsområdet i begge retninger, forklarer de videre.

Vejarbejde og vejret kan skabe udfordringer

Trafikken kan blive yderligere påvirket af vejarbejde på E45, hvor der er hastighedsnedsættelser og smallere kørespor mellem Vejle og Randers. Samtidig kan vintervejret skabe udfordringer i form af glatte veje, sne og vind, der kan gøre kørslen mere risikofyldt.

Vejdirektoratet opfordrer derfor bilister til at være ekstra opmærksomme på vejret og vejarbejdet – og til at forberede sig på eventuelle forsinkelser.

For at undgå de værste køer anbefaler Vejdirektoratet, at man planlægger sin rejse uden for de travleste tidsrum og tjekker den aktuelle trafiksituation på trafikinfo.dk inden afrejse. Derudover lyder rådet, at man bør køre efter forholdene, holde afstand og være opmærksom på vejrudsigten.

Vejdirektoratet har samtidig udarbejdet seks råd til turen, som fremgår herunder.

Gode råd til turen af Vejdirektoratet

  • Kør uden for de mest trafikerede tidsrum, og sæt god tid af til din rejse.
  • Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på trafikinfo.dk.
  • Hold ekstra godt øje med vejrudsigten.
  • Kør efter forholdene, pas på farten, og hold god afstand til de forankørende.
  • Hav tæpper, noget at drikke og evt. en skovl med i bilen.
  • Lyt til P4 Trafik under din tur.