Der var kaffe i det historiske Struense-værelse, og der var øjenkontakt over kopperne. Nicolai Wammen, Lars Løkke Rasmussen og Stephanie Lose mødtes tirsdag morgen, inden de trådte frem for kameraerne og præsenterede det, der i regeringskredse længe har været omtalt som den sidste store sten, der skulle flyttes, inden valgkampen for alvor kan begynde: DK2035, regeringens økonomiske og sikkerhedspolitiske plan for det næste årti.

Kulissen var velvalgt. Struense-værelset minder om, at politik altid har handlet om det muliges kunst — og om at de, der sidder ved bordet, ikke nødvendigvis sidder der i morgen.

Det vidste alle tre godt.

Hvad planen siger

Indholdsmæssigt er DK2035 ikke uden substans. Forsvarsudgifterne løftes til 3,5 procent af BNP allerede i 2030 — fem år før NATO-målsætningens frist — og støtten til Ukraine forstærkes med yderligere 3,8 milliarder kroner i år. Det civile beredskab styrkes med fem milliarder kroner frem mod 2035, og en akutpakke på 1,2 milliarder kroner rulles ud allerede i 2026 til bl.a. nødstrøm og redningsberedskab.

Klimatilpasningen får en samlet ramme på 15 milliarder kroner frem mod 2040 til kystsikring i hele landet. Et nyt klimamål for 2035 på 82 procents reduktion er fastsat. Og hverdagen skal blive billigere: momsen på fødevarer eller frugt og grønt sænkes inden for en ramme på seks milliarder kroner om året fra 2028.

Det er store tal. Og bag dem ligger et finanspolitisk råderum, som Finansministeriet opgør til godt 120 milliarder kroner frem mod 2035 — hvoraf der efter planens prioriteringer realistisk set resterer et prioriteringsrum på omkring 39 milliarder kroner i 2035, når man medregner de sandsynlige udgifter til bevillingsudløb og driftsudfordringer, der ikke er indregnet i de flotte oversigtstabeller.

Det der ikke blev sagt

Men DK2035 er også en plan, der fortæller noget ved sine fraværer.

Løkke efterlyste for et år siden en 2040-plan. Den fik han ikke. Planen rækker præcis langt nok til, at den kan præsenteres som ambitiøs — og præcis kort nok til, at de virkelig svære spørgsmål kan parkeres til efter et valg, der kan komme når som helst.

For hvad sker der efter 2035? Planen selv er åbenhjertig nok til at konstatere, at udfordringerne fortsætter: flere ældre, faldende fertilitet, klimaneutralitet i 2045, og en verdensøkonomi, som ingen kontrollerer. Finanspolitikken er holdbar, konkluderer Finansministeriet — men kun givet de beregningstekniske forudsætninger, der lægges til grund. Og de forudsætninger kan ændre sig.

Realitetsberegninger for en mere langsigtet plan nåede ifølge flere kilder aldrig for alvor op til overfladen. Udsigterne til enighed var simpelthen for dårlige.

Manden der ikke kunne lade være

På pressemødet selv var Løkke den eneste partileder til stede — Frederiksen er statsminister, Lose var der, men Venstres leder var det centrale skuespil ved siden af tallene. Han indledte med at konstatere, at det var »allersidste nat med kliken«, en sætning han har brugt før, og som i dag klang som en mand, der er klar til at pakke sine ting.

Og så kunne han alligevel ikke lade være.

»Nu skal det her ikke udforme sig til et valgkampsmøde,« sagde han — og fremførte i samme sætning Moderaternes næste valgprioritering om bedre rammevilkår for erhvervslivet. Kort efter: »Vi gik til valg på sidst at sætte skatteprocenter ned. Det kommer vi også til at gøre næste gang.«

Det var ikke subtilt. Men det var ærligt.

For DK2035 er på én gang en regeringsplan og en afskedsforestilling. Wammen præsenterede tallene med den ro, der kendetegner en finansminister, der ved, han har leveret inden for rammerne. Lose stod ved siden af og svarede undvigende, da hun blev spurgt, om hun kunne forestille sig en ny regering med Løkke. »Jeg kommer ikke til at lave regeringskonstellationer i dag,« sagde hun.

Løkke bankede på sit ur. Og så var der ikke flere spørgsmål.

Planen og virkeligheden

DK2035 er ikke en svag plan. Den rummer reelle prioriteringer i en tid, hvor verden har ændret sig hurtigere end de fleste havde troet muligt for bare tre år siden. Men den er heller ikke den store fremsyn, der løser de spørgsmål, danskerne faktisk venter på svar på: hvornår kan vi gå på pension, hvad koster det at drive virksomhed her, og hvem betaler regningen, når vi bliver endnu ældre.

De spørgsmål tilhører tilsyneladende den næste regering.

Hvem den så bliver sammensat af, var der ikke nogen i Struense-værelset tirsdag morgen, der ville sætte navn på.