SAMFUND. Hjerteløberordningen har fået solidt fodfæste i hele landet, og nye tal fra TrygFonden viser, at ordningen også står stærkt i Region Syddanmark. Den første årsrapport fra Hjerteløberordningen, som dækker hele 2025, peger på både høj deltagelse og hurtig respons, når der bliver slået alarm.
På landsplan er der nu 59.300 aktive hjerteløbere, hvilket svarer til 1,2 procent af den voksne befolkning. Det betyder, at der i gennemsnit er 985 hjerteløbere for hver 100.000 indbyggere i Danmark.
I Region Syddanmark er der registreret 10.732 aktive hjerteløbere. Det svarer til 864 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere. I løbet af 2025 er Hjerteløberordningen i regionen blevet aktiveret 992 gange, og i langt de fleste tilfælde har frivillige reageret hurtigt. I 99 procent af alarmerne har mindst én hjerteløber accepteret, mens der i 98 procent af tilfældene har været mindst to hjerteløbere på vej.
Rapporten introducerer for første gang opgørelser over hjerteløbernes responstid. Her måles tiden fra ordningen aktiveres, til den første hjerteløber ankommer. For Region Syddanmark ligger det kommunale gennemsnit for den undersøgte periode på 4 minutter og 46 sekunder. Vejle Kommune har den korteste responstid med 3 minutter og 34 sekunder, mens Fanø Kommune har den længste med 7 minutter og 5 sekunder.
TrygFonden oplyser, at responstiderne bygger på data fra perioden 1. januar 2024 til 31. august 2024. Siden da er antallet af aktive hjerteløbere vokset med mere end 10 procent, og forventningen er, at responstiderne fremover vil blive endnu kortere.
En spørgeskemaundersøgelse blandt hjerteløbere i Region Syddanmark viser samtidig, at beredskabet er både erfarent og uddannet. Gennemsnitsalderen blandt hjerteløberne er 50 år, og 96 procent har været på kursus i livreddende førstehjælp. Over ni ud af ti har modtaget mindst én alarm, og halvdelen har udført hjertelungeredning i forbindelse med en udrykning. Næsten hver tredje har desuden været med til at påsætte og tænde en hjertestarter.
Ifølge rapporten har Haderslev, Varde og Esbjerg den bedste dækning af hjerteløbere i Region Syddanmark. Samlet set tegner tallene et billede af et frivilligt beredskab, der er bredt forankret og klar til at træde til, når hvert sekund tæller.














