Arla Foods har meddelt, at deres Baby&Me Organic-produkter, herunder grød, modermælkserstatning og tilskudsblandinger, gradvist vil forsvinde fra det danske marked fra januar 2025. Produktionen vil helt stoppe i løbet af året.
Beslutningen om at udfase babyprodukterne skyldes, at produktionen af modermælkserstatning flyttes til Frankrig, hvilket betyder, at produkterne ikke længere kan bære det danske Ø-mærke eller mærket for dansk mælk.
Ifølge Arla har netop disse mærkninger været afgørende for Baby&Me’s unikke position på det danske marked.
– Når vi ikke kan levere det produkt, vi ønsker, giver det bedre mening at trække sig fra markedet, forklarer Arla i en udmelding på deres hjemmeside.
På grund af produkternes lange holdbarhed forventes det, at Baby&Me-produkter fortsat vil være tilgængelige hos nogle forhandlere resten af 2025, selvom produktionen stopper. Arla opfordrer forældre, der har spørgsmål, til at kontakte deres sundhedsplejerske eller læge for rådgivning om alternativer.
Kritik fra forbrugere
Beslutningen har mødt kritik fra forældre, der er afhængige af produkterne til deres spædbørn. Flere har udtrykt bekymring for, at deres børn ikke kan tåle alternativer på markedet. Arla anerkender, at målgruppen er særligt sårbar, men forsikrer, at der findes andre kvalificerede alternativer på det danske marked.
– Der er meget streng regulering af produkter i kategorien ’Early Life Nutrition’ i Danmark og EU, og vi ser vores konkurrenter som gode alternativer, udtaler virksomheden.
En forretningsmæssig beslutning
Beslutningen om at flytte produktionen til Frankrig og stoppe salget i Danmark er ifølge Arla en forretningsmæssig afvejning. Som andelsselskab er virksomheden forpligtet til at balancere økonomiske hensyn med hensynet til deres kunder.
– Babyers ernæring ligger os meget på sinde, og vi gør alt for at sikre, at ingen forældre føler sig svigtet, lyder det fra Arla, som også understreger, at udmeldingen er sket tidligt for at give forældre tid til at tilpasse sig.