En tilskuer har meldt Bjerringbro-Silkeborg til Danmarks Idrætsforbund for matchfixing efter grundspillets sidste runde, skriver Midtjyllands Avis. BSH tabte 26-27 til Grindsted, der ikke havde vundet en eneste kamp i hele sæsonen, og nederlaget betød, at BSH i slutspillet undgår at møde Aalborg og GOG.
TV 2 Sports håndboldekspert Bent Nyegaard var ikke i tvivl. På direkte tv efter Fredericias hjemmesejr over Mors-Thy, som TV2 havde sendt, så han billederne fra kampen mellem BSH og Grindsted. Han var ikke i tvivl, og slog han fast, at BSH efter hans vurdering tabte kampen med vilje. Det har BSH-lejren afvist.
Disciplinærinstansen meddelte mandag, at man endnu ikke har modtaget en officiel indberetning fra kampen, og der er således endnu ikke åbnet en formel sag.













