SPORT. Håndbold har i foråret været én af danskernes favoritkandidater i Kulturministeriets store folkehøring om immateriel kulturarv – og nu er det officielt. Sporten er blevet føjet til den danske UNESCO-fortegnelse efter en afstemning med næsten 60.000 deltagere.
De fem vinderbidrag, som nu indgår i fortegnelsen hos Det Kgl. Bibliotek, er håndbold, højskolerne, pølsevogne, foreningsliv og tillidssamfundet. Her kan man læse beskrivelser af den kulturelle betydning, de hver især har for Danmark.
I pressemeddelelsen fra Det Kongelige Bibliotek lyder det blandt andet
»Håndbold er både eliteidræt og folkelig bevægelse, der forbinder generationer, lokalsamfund og livssituationer. Sporten beskrives som noget man går til, følger med i og er en del af – et levende fællesskab.«
Direktør for Det Kgl. Bibliotek, Bente Skovgaard Kristensen, glæder sig over optagelsen
»Vores kulturarv er uhyre vigtig. Det er det, der binder os sammen som folk – og det er med til at give Danmark kulturel modstandskraft i en turbulent tid. De fem vinderbidrag viser de fællesskaber, værdier og praksisser, der samler os danskere på tværs af alder, baggrund og sociale skel. Nu får de en velfortjent anerkendelse og plads på den danske UNESCO-fortegnelse.«
Folkehøringen tog udgangspunkt i 20 kulturfænomener udvalgt blandt 10.000 forslag, indsendt til Kulturministeriet. Udvælgelsen blev foretaget af en komité bestående af kulturminister Jakob Engel-Schmidt, Ghita Nørby og Søren Ryge, med faglig støtte fra Det Kgl. Biblioteks vicedirektør Søren Bitsch Christensen.
Hos DanskHåndbold er stoltheden stor over, at sporten nu officielt er en del af Danmarks levende kulturarv.
»Jeg er ekstremt stolt over nu at se håndbolden på den fine liste. Det bekræfter sportens status som en af Danmarks vigtigste folkelige idrætsgrene og fællesskaber, og det er et skulderklap til de tusindvis af frivillige, trænere, børn, unge, forældre og fans, som er hele sportens fundament« siger administrerende direktør Heino Knudsen.
Vinderne får nu også muligheden for at blive indstillet til UNESCO’s internationale verdensarvsliste – en mulighed, DanskHåndbold vil undersøge nærmere.














