0.9 C
Copenhagen
tirsdag 30. december 2025

Benzintyve på spil: Hul boret i bil ved Middelfart

0

KRIMI. Det seneste døgn har budt på flere sager hos Fyns Politi. Især i Middelfart Kommune har der været travlt med både hærværk og trafikuheld.

På en samkørselsplads ved Aulbyvej i Middelfart fik en bilejer en kedelig overraskelse. Ukendte gerningspersoner havde nemlig boret hul ind til benzintanken på hans parkerede bil. Hærværket skete allerede den 10. juli, men blev først anmeldt den 15. juli.

Samme dag, den 15. juli, blev politiet kaldt til et trafikuheld på Fynske Motorvej nær Ejby, hvor to personbiler var impliceret. Den ene bilist mistede herredømmet over sin bil, trak pludseligt ind foran en anden bil og kolliderede med autoværnet. Kort efter blev bilen påkørt af den anden bil. Uheldet skete ved en hastighed på omkring 110 km/t. Begge parter slap heldigvis uden personskade, men uheldet medførte betydelige materielle skader.

Også på resten af Fyn har politiet været travlt beskæftiget. I Broby i Faaborg-Midtfyn Kommune blev en bilist fastklemt efter et voldsomt eneuheld på Fangelvej, hvor bilen endte med at rulle rundt på taget i forbindelse med en undvigemanøvre. Bilisten blev reddet ud af bilen af redningspersonel og pådrog sig personskader.

I Munkebo mistede en bilist kontrollen på Munkebovej og kolliderede frontalt med en modkørende bil. Selvom uheldet var voldsomt, kom begge parter fra uheldet uden alvorlige personskader, men én blev kørt til hospitalet for sikkerhedens skyld.

I Odense var der ligeledes travlhed med flere sager om spiritus- og narkokørsel, samt tyverier og indbrud. Blandt andet blev en 21-årig mand sigtet for både narkobesiddelse og overtrædelse af våbenloven, da han blev fundet med en peberspray på Hans Tausens Gade.

Et vækstcentrum for logistik og arbejdspladser

0

BUSINESS. CEO Rune D. Rasmussen fra ADP tager os med på en tur gennem Fredericia og viser, hvordan Taulov Dryport er blevet et væsentligt knudepunkt for både lokal og international logistik. Turen går ikke ad den almindelige lastbilrute, men via en mere rolig personbilrute, der tydeligt illustrerer området og dets udvikling.

Taulov ved Fredericia har gennem de seneste år udviklet sig til en central logistikhub, ikke bare for Danmark, men for hele Nordeuropa. Rune D. Rasmussen, direktør hos ADP, tager os med rundt i området og fortæller undervejs om visionerne, der driver udviklingen af Taulov Dryport.

»Det her er et rigtig godt eksempel på, at vi har en kommune, der faktisk har været fremme i skoene. Tidligere lå der en rundkørsel her, som hurtigt blev ineffektiv, da trafikken steg. Nu har vi fået et helt nyt kryds, der er forberet til modulvogntog og klarer langt mere trafik,« siger Rune D. Rasmussen.

Det nye kryds er blot et symbol på, hvordan Fredericia Kommune og ADP aktivt understøtter den lokale erhvervsudvikling. Virksomheder som Bestseller, Elgiganten, Salling og Google har allerede slået sig ned i Taulov Dryport.

»Nogle af virksomhederne kunne sagtens have valgt udlandet eller andre kommuner. Men de valgte at etablere sig her, fordi placeringen er optimal for deres distributionsnetværk. Det handler ikke kun om at tiltrække nye virksomheder. Vi skal også sikre, at vi fastholder de lokale arbejdspladser, vi allerede har,« understreger han.

Under køreturen passerer vi et stort lager, som huser Bestsellers såkaldte »Never Out of Stock«-varer, hvorfra Zalando eksempelvis får leveret sine produkter.

»Når danskerne sidder derhjemme og klikker varer i kurven, er det sandsynligt, at varerne kommer fra netop dette lager. Bestseller får også sine containere ind via Fredericia Havn, så sammenhængen mellem havnen og Taulov Dryport er helt central,« forklarer Rasmussen.

Samtidig arbejder ADP målrettet med at finde mere bæredygtige transportløsninger. Der er allerede planer om at indsætte elektriske lastbiler mellem Fredericia Havn og Taulov Dryport allerede næste år. Togtransport kunne også være en del af løsningen, men politiske rammer begrænser desværre mulighederne her.

»Det er frustrerende, at politikerne ofte siger, at de ønsker mere togtransport, men i praksis gør de vilkårene dårligere i stedet for bedre,« siger han og tilføjer:

»Det samme gælder solceller. Vi har enorme tagarealer herude, hvor vi kunne installere mere end 40 megawatt solcelleanlæg. Men havneloven forhindrer os i at eje og drive disse anlæg selv. Det er simpelthen skørt.«

Rune D. Rasmussen håber, at den politiske vilje til at ændre havneloven nu endelig er ved at være på plads. Det vil gøre en stor forskel for områdets udvikling – og for Danmarks grønne omstilling.

»Der er heldigvis tegn på, at politikerne er begyndt at forstå, at havnene spiller en afgørende rolle, ikke blot for lokal vækst, men også for Danmarks position i Nordeuropa. Den seneste større revision af havneloven skete i 1999 – der er virkelig behov for at tænke nyt nu,« understreger Rune D. Rasmussen.

Mens han langsomt kører bilen tilbage mod Taulov Dryports udgangspunkt, peger han på områdets bygninger:

»Det her er ikke kun funktionelt byggeri. Der er også investeret betydeligt i æstetik og kvalitet. Det viser, at de virksomheder, som slår sig ned her, ønsker at blive her i mange år fremover. Det gør os både stolte og optimistiske,« siger Rune D. Rasmussen.

Fyn Rundt tæt på udsolgt – 55 flotte skibe sætter sejl

0

EVENTS. Mandag formiddag den 21. juli lyder startskuddet til en af sommerens største maritime begivenheder, når 55 historiske skibe fra fem lande deltager i Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe. I løbet af ugen vil sejladsen besøge Vejle, Middelfart, Assens, Faaborg, Marstal og Svendborg, hvor tusindvis af nysgerrige tilskuere ventes at møde op for at opleve skibene tæt på.

Fyn Rundt har i år tiltrukket omkring 600 medsejlere, som alle skal sejle den traditionsrige kapsejlads med fokus på venskabelighed og bevaring af maritime traditioner. Blandt feltets deltagere er både klassiske veteraner og nyrenoverede fartøjer, der hver især fortæller deres egen unikke historie.

En særlig opmærksomhed retter sig i år mod den 120-årige skonnert Fionia fra Middelfart, som efter en omfattende renovering står skarp og klar ved sin nye faste plads ud for den globale, danske koncern USTC’s hovedsæde på havnen i Middelfart. Alt renoveringsarbejde er foretaget med respekt for skibets oprindelige karakter, og Fionia deltager for 12. gang i kapsejladsen under skipper Allan Lundgaard fra Rudkøbing.

Også det schweizisk-flagede fartøj Emma, med hjemmehavn i Ærøskøbing, sejler med for første gang. Emma er en moderne replika inspireret af amerikanske kystfiskerskonnert fra slutningen af 1800-tallet, bygget i Sillerslev på Mors og leveret for cirka fem år siden.

Sejladsens største skib bliver tremasteren Northern Grace fra Aarhus. Den blev bygget i 1942 på det anerkendte Ring-Andersens Værft i Svendborg, hvor den også for nylig har gennemgået en større renovering.

Starten går fra Vejle, hvorefter sejlskibene sætter kurs mod Middelfart, Assens, Faaborg og Marstal. Fredag den 25. juli ankommer flåden til Svendborg, hvor kapsejladsen afsluttes med en præmiefest i Rundbuehallen.

Undervejs vil sejlskibene kunne opleves fra mange udsigtspunkter, ikke mindst fredag, hvor ruten går øst ind i Svendborgsund og derfor giver flot udsyn fra Rudkøbing, Langelandsbroen, Troense og Christiansminde.

Stævneleder Jan Jay Brun Jensen fra Svendborg fortæller, at mange af skibene har charter-gæster med ombord, og tilføjer, at arrangementet er tæt på udsolgt.

DMI varsler kraftig regn og risiko for lokale skybrud – Fredericia, Middelfart og Vejle kan også blive hårdt ramt

0

VEJRET. De næste 48 timer skal danskerne forberede sig på markante vejrændringer, varsler DMI. Fra tirsdag middag er der risiko for kraftig regn og lokale skybrud i store dele af landet, herunder også i Fredericia, Middelfart og Vejle.

Ifølge DMI kan der lokalt falde mellem 30 og 50 millimeter regn inden for 24 timer, og dermed overskrides kriteriet for kraftig regn, der ligger på 30 millimeter på ét døgn.

Prognoserne er dog endnu usikre og uenige om, hvor meget nedbør der præcist vil falde, og hvor i landet der rammes hårdest. Særligt Nordjylland og store dele af Sjælland vurderes lige nu at være mest udsatte, men Trekantområdet, herunder Fredericia, Middelfart og Vejle, er også blandt områderne, hvor risikoen for kraftig nedbør og skybrud er forhøjet.

Samtidig advarer DMI også om høj risiko for lokale skybrud, og enkelte prognoser antyder endda mulighed for dobbelt skybrud – altså mere end 30 millimeter på kun en halv time. Et almindeligt skybrud defineres som mindst 15 millimeter regn på 30 minutter.

Den kraftige regn skyldes en kombination af varm og fugtig luft, som presses op af en koldfront, der tirsdag formiddag bevæger sig ind over landet fra vest. Koldfronten ventes at gå i stå over den nordlige del af Jylland og det nordlige Sjælland, hvor de mest intense regnskyl forventes at opstå.

Flugtforsøg, stjålen robotplæneklipper og fuld kabinescooter-kører

0

KRIMI. Der har været travlt hos Fyns Politi det seneste døgn, hvor både spirituspåvirkede bilister og en stjålen robotplæneklipper figurerer blandt sagerne.

I Odense stak 22-årig af i stjålet bil

En 22-årig mand fra Odense forsøgte mandag aften at stikke af fra politiet, efter han blev set med en håndholdt telefon bag rattet. Eftersættelsen begyndte på Risingsvej, hvor manden forsøgte at slippe væk via Petersmindesvej og området omkring Plantorama. Flugten endte brat foran Leos Legeland, hvor den 22-årige blev anholdt efter at have forsøgt at løbe væk til fods. Han er nu sigtet for både biltyveri, narkokørsel, kørsel med håndholdt telefon, kørsel i frakendelsestiden og for ikke at efterkomme politiets anvisninger.

Spiritus, narko og butikstyverier i kabinescooter

En 19-årig mand fra Odense blev tidligt mandag morgen stoppet på Skomagerstræde i Odense C, mens han kørte kabinescooter påvirket af både spiritus og narkotika. Derudover havde han angiveligt begået tre butikstyverier samme aften. Den unge mand gjorde det ikke nemmere for sig selv, da han nægtede at oplyse sit navn, kom med fornærmelser mod betjentene og modsatte sig anholdelse. Han er nu sigtet for en lang række forseelser.

Tyv løb med robotplæneklipper i Faaborg

På Svendborgvej i Faaborg forsvandt en orange robotplæneklipper af mærket Landroid søndag eftermiddag. Politiet har endnu ikke oplysninger om gerningspersonen, og plæneklipperen er stadig efterlyst.

Derudover har politiet haft flere sager om spiritus- og narkokørsel rundt omkring på Fyn, blandt andet i Ringe, Odense NV og Odense NØ, samt flere indbrud og hærværkssager.

Ustadigt sommervejr fortsætter: »Risiko for kraftige skybrud og lokale tordenbyger«

0

VEJRET. Sommeren 2025 har indtil videre været præget af omskifteligt og ustadigt vejr, hvor solen alt for sjældent har fået lov til at dominere. Et lavtryk har dikteret betingelserne i det danske sommerland, og det har givet anledning til byger, skyer og frustrationer hos ferierende danskere.

Og selvom lavtrykket ifølge DMI omsider er ved at miste styrken, giver det ikke op uden kamp. Faktisk ser mandagen ud til at blive en særligt intens afslutning på lavtrykkets dominans.

Lavtrykket, der mandag morgen befandt sig over det nordlige Tyskland, bevæger sig i løbet af dagen nordpå og placerer sig centralt over Danmark. I lavtrykkets slipstrøm følger en varm og fugtig luftstrøm fra Sydeuropa, og det skaber en yderst ustabil atmosfære.

»Den varme luft stiger opad og danner først de velkendte, boblende cumulusskyer, som siden vokser og udvikler sig til kraftige tordenbyger. Derfor har vi udsendt en risikomelding for lokale skybrud og torden,« lyder det fra DMI.

Især i eftermiddagstimerne kan store dele af landet blive ramt af kraftige byger med torden og risiko for lokale skybrud. Risikoen er særligt høj i den vestlige del af øerne, hvor solopvarmningen af jorden giver bygerne det sidste afgørende skub.

»Når solen opvarmer landjorden, varmes luften over den også op. Med vinden fra øst, betyder det, at luften bevæger sig mod vest og varmes yderligere op. Det skaber ideelle forhold for kraftige byger, som kan give skybrud,« oplyser DMI.

Derudover spiller et andet meteorologisk fænomen – søbrisen – en afgørende rolle for dagens vejr. Solens opvarmning kan skabe lokal pålandsvind, især langs den jyske vestkyst, hvor en såkaldt konvergenszone dannes.

»En søbrise opstår, når luften over land bliver betydeligt varmere end luften over havet. I dag betyder det, at vi har vinden fra vest ved kysten og øst inde over land. Det skaber en zone, hvor bygerne kan blive ekstra kraftige og langvarige,« forklarer DMI.

Onsdag er der stadig ikke udsigt til væsentlig bedring. Den varme, fugtige og ustabile luftmasse holder fortsat sit greb om landet, mens en koldfront onsdag bevæger sig ind fra sydvest med udbredt regn og torden. Fronten ventes at gå i stå over Nordjylland og Nordsjælland, hvor særligt store nedbørsmængder forventes.

»Der er stadig en del usikkerhed i prognoserne, men i de nordlige egne kan der lokalt falde mellem 30 og 50 mm regn på 24 timer. Derfor har vi også her udsendt en risikomelding for kraftig regn og lokale skybrud,« oplyser DMI.

Danskerne må altså fortsat væbne sig med tålmodighed og paraplyer, mens lavtrykket langsomt slipper sit tag i det danske sommerland.

Politi efterforsker hærværk i Middelfart – Kameraer ved banegården smadret

0

KRIMI. Weekenden har budt på en del arbejde for Fyns Politi. I døgnrapporten er en række hændelser registreret, og særligt Odense skiller sig ud med en række sager om narkotika, spirituskørsel og tyveri. Her er overblikket over de vigtigste hændelser fra weekendens politiarbejde.

Uro på Ørbæk Marked – 16-årig sigtet

På Ørbæk Marked måtte dørmændene gribe ind over for en 16-årig ung mand fra Langeland Kommune, der opførte sig voldsomt og aggressivt. Da politipatruljen nåede frem, fortsatte manden sin opførsel, hvilket resulterede i en sigtelse for at forstyrre den offentlige orden.

Også i Ørbæk skete et færdselsuheld, hvor en knallertkører påkørte en cyklist bagfra på Odensevej. Knallertføreren, en 27-årig mand fra Nyborg Kommune, viste sig at være alkoholpåvirket over det tilladte og blev sigtet.

Flere sigtelser for narkotika i Odense

I Odense centrum er flere personer blevet sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Blandt andet blev en 51-årig kvinde fra Aarhus og en 29-årig mand fra Nordfyn sigtet i Vestergade og Nørregade natten til søndag.

På Nonnebakken standsede politiet lørdag aften en 18-årig mand i en bil, hvor der blev fundet narkotika fordelt i såkaldte “pølsemandsposer”, der indikerer salg. Han var ligeledes i besiddelse af kontanter, som formodes at stamme fra salg af stofferne.

I Odense NV observerede en patrulje søndag aften en bil med fem personer på Fyrreparken. Da patruljen nærmede sig, forsøgte tre personer at flygte. To blev tilbageholdt, og en 31-årig mand blev sigtet for besiddelse af narkotika.

Indbrud og tyverier præger også døgnrapporten

En række indbrud har også fundet sted hen over weekenden. På Slåenhaven i Odense NØ blev et vindue knust med en sten, hvorefter gerningspersonerne stjal lamper, brugskunst, smykker og tøj. På Møllemarksvej i Odense V kunne en ferierende husejer via videoovervågning følge med, mens en indbrudstyv stjal en lampe fra hans bolig.

I Broby blev der torsdag aften begået indbrud på Hedenvej. Gerningspersonerne brød en port op og stjal blandt andet en havetraktor, kompressor, et luftgevær og to palleløftere samt en trailer.

Trafikuheld flere steder på Fyn

Et alvorligt frontalt sammenstød skete fredag formiddag på Thinggyden i Ebberup i Assens Kommune. En personbil kørte frontalt ind i en modkørende bil i en kurve. Den ene fører blev bragt til OUH til kontrol, men slap tilsyneladende uden alvorlige skader.

Også på Fynske Motorvej ved Odense S opstod fredag middag et færdselsuheld, hvor en personbil kolliderede med en norsk indregistreret bil med omkring 90 km/t. Der var omfattende materielle skader, men ingen meldinger om personskader.

Hærværk og vold

I Middelfart blev to overvågningskameraer ved indgangen til Middelfart Station ødelagt ved hærværk, mens en beboer på Hedelundmarken i Odense N fik knust fem ruder i sin bolig af ukendte gerningspersoner.

I Bogense udviklede en mindre kontrovers ved REMA 1000 sig fredag til vold. En 37-årig mand fra Nordfyns Kommune kørte efter en anden bilist og tildelte ham flere knytnæveslag gennem bilens siderude. Den 37-årige blev anholdt og er også sigtet for at have kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer.

Spirituskørsel flere steder

Flere personer blev i weekenden sigtet for spirituskørsel. Blandt andet blev en 57-årig mand fra Nordfyn sigtet på Uggerslevvej i Otterup, og en 53-årig mand fra Faaborg-Midtfyn blev anholdt i Vester Skerninge, hvor han desuden modsatte sig anholdelsen.

Fyns Politi opfordrer alle, der har oplysninger om de nævnte hændelser, til at kontakte politiet på telefon 114.

Uheld skaber lange køer: Storebæltsbroen spærret mod Sjælland

0

TRAFIK. Sommerferien er i fuld gang, og det mærkes nu tydeligt på de danske motorveje. Flere uheld på E20 skaber lørdag eftermiddag omfattende trafikale problemer, især omkring Storebæltsbroen i retning mod Sjælland.

Ifølge Vejdirektoratet er der meldinger om lange køer og markant forlænget rejsetid på Storebæltsbroen efter et uheld. Bilister kan forvente en forlænget rejsetid på mellem 30 og 60 minutter, og selvom uheldet nu er under afvikling, ventes normal trafik først i løbet af eftermiddagen.

Problemerne strækker sig dog længere vestpå mod Fyn. På strækningen mellem Middelfart og Odense SØ, nærmere bestemt mellem afkørslerne Vissenbjerg og Odense SØ, opleves ligeledes lange køer. Her må bilister regne med en ekstra rejsetid på op til 30 minutter. Køen forventes først helt afviklet sidst på eftermiddagen.

Medicin mod forhøjet kolesterol kan redde liv: Danske forskere påviser vigtig effekt mod livstruende sygdom

0

VIDEN. En udposning på legemspulsåren er en farlig lidelse, som især rammer danske mænd over 65 år. Sygdommen giver sjældent symptomer, før det pludselig er for sent. Men nu viser et nyt dansk studie fra Syddansk Universitet (SDU) og Odense Universitetshospital (OUH), at medicin mod forhøjet kolesterol effektivt kan bremse udviklingen af udposningerne og dermed forhindre dødsfald.

En udposning på legemspulsåren – også kaldet en abdominal aortaaneurisme – opstår, når væggen i kroppens største pulsåre svækkes og begynder at bule ud, typisk i maveregionen over navlen. Hvis udposningen vokser tilstrækkeligt, risikerer man, at den brister, og det har ofte fatale følger.

»I vores nye studie har vi fundet ud af, at kolesterolsænkende medicin – såkaldte statiner – klart og sikkert reducerer hastigheden, hvormed udposningerne vokser,« fortæller Jes Lindholt, professor i karkirurgi ved Klinisk Institut, SDU og OUH, der er en af forskerne bag studiet.

Han fortsætter:

»Medicinen kan hjælpe os med at forebygge behovet for operationer, som ellers skulle forhindre en livstruende bristning. Det betyder, at vi kan redde flere liv, samtidig med at vi sparer penge på operationer.«

Billig medicin med stor effekt
Forskerne har undersøgt effekten ved hjælp af data fra to store danske screeningundersøgelser (VIVA og DANCAVAS), hvor knap 1000 danske mænd mellem 65 og 74 år blev fulgt gennem flere år med årlige ultralydsscanninger.

»Vi kunne se, at udposningerne i gennemsnit voksede halvt så hurtigt hos personer, der fik den anbefalede maksimale dosis af statiner,« fortæller Joachim Skovbo, ph.d.-studerende ved Klinisk Institut på SDU.

»Derudover viste studiet, at en fordobling af dosis var forbundet med næsten 20 % lavere risiko for både operation, bristning og død hver især. Vi forventer faktisk, at den reelle effekt er endnu højere, da de undersøgte personer i gennemsnit kun tog en halv dagsdosis, hvor den anbefalede dosis typisk er højere,« forklarer han.

Behov for nationale screeningprogrammer
Udposningerne opdages sjældent, før det er for sent, da de ofte ikke giver symptomer. Derfor anbefaler forskerne en national screening af danske mænd fra 65-årsalderen, hvilket allerede praktiseres i Storbritannien, Sverige og Tyskland.

»En screening tager kun omkring fem minutter med ultralyd, og den skal kun foretages én gang. Den væsentligste omkostning ved screeningsprogrammerne er operationerne. Hvis vi kan forebygge en stor del af operationerne og samtidig redde ekstra liv, bliver screeningsprogrammer endnu mere omkostningseffektive,« siger Jes Lindholt og fortsætter:

»Det er vanskeligt at se, hvad der nu kan tale imod at indføre national screening i Danmark.«

Joachim Skovbo supplerer:

»Patienter med udposning har næsten tre gange større risiko for også at blive ramt af andre hjerte-kar-sygdomme. Derfor kan tidlig opdagelse og forebyggende behandling med statiner potentielt forbedre livskvaliteten betydeligt for mange mennesker.«

FAKTA

Udposning på legemspulsåren (abdominal aortaaneurisme)

  • En udposning, som opstår når karvæggen svækkes.
  • Rammer især mænd mellem 65-74 år (3-4 %). Kvinder rammes langt sjældnere (<1 %).
  • En udposning, der brister, er ofte dødelig.
  • Patienter har 2-3 gange højere risiko for at dø af andre hjerte-kar-sygdomme.

Statiner

  • Kolesterolsænkende medicin, der reducerer risikoen for blodpropper.
  • En vigtig forebyggende behandling af hjerte-kar-sygdomme.
  • Reducerer væksten af udposninger på legemspulsåren med næsten 50 %.

Om forskningsprojektet

  • Forskerne har anvendt data fra to store danske screeningsstudier: VIVA og DANCAVAS.
  • Studiet er offentliggjort i det førende videnskabelige tidsskrift for hjerte-kar-sygdomme, Circulation.
  • Finansieret af bl.a. EU, Region Midtjylland og Syddanmark, Danmarks Frie Forskningsfond og Hjerteforeningen.

Studiet kan læses her:
Cirkulation – American Heart Association

Emma og Oscar topper listen over navne til nyfødte i 2024

0

NAVNE. Emma og Oscar var danskernes foretrukne navne til nyfødte i 2024. Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik. Ud af 1.000 nyfødte piger fik 16 navnet Emma, og blandt drengene var det tilsvarende 16 ud af 1.000, der blev døbt Oscar. Begge navne har tidligere ligget øverst på listen, men i 2024 vendte de altså tilbage til førstepladsen efter en kort pause.

På pigernes side blev Emma efterfulgt af Ella og Luna, mens Oscar hos drengene blev efterfulgt af Carl og William.

Nye navne på fremmarch

Der var flere spændende nyheder på årets liste. Kaja og Gry var begge nye på pigernes top-50-liste, mens drengenes liste bød velkommen til Atlas, Vilhelm og Bjørn.

Årets højdespringer blandt pigerne var navnet Kaja, som sprang 21 pladser op på listen og dermed indtog en 47.-plads. Til gengæld gik det nedad for Liva og Andrea, der begge faldt flere pladser og endte henholdsvis på nummer 39 og 45. Rosa og Sofie faldt helt ud af pigernes top-50-liste.

Hos drengene tog navnet Atlas det største spring. Navnet steg hele 33 pladser og kom ind på listen som nummer 42 efter at have ligget helt nede på en 75.-plads året før. Omvendt måtte Villads tage et stort fald og røg fra nummer 48 til nummer 64, mens Leo og Christian helt forsvandt ud af listen.

Geografiske forskelle

Selvom Emma og Oscar samlet set toppede listen på landsplan, var der tydelige regionale forskelle. Navnet Oscar var mest populært i Østsjælland, mens Emma toppede listen i Sydjylland.

Top-10 pigenavne i 2024

  1. Emma (445 piger)
  2. Ella (437 piger)
  3. Luna (423 piger)
  4. Alma (415 piger)
  5. Frida (408 piger)
  6. Olivia (390 piger)
  7. Ida (387 piger)
  8. Agnes (382 piger)
  9. Karla (379 piger)
  10. Nora (373 piger)

Top-10 drengenavne i 2024

  1. Oscar (483 drenge)
  2. Carl (466 drenge)
  3. William (457 drenge)
  4. Noah (440 drenge)
  5. August (437 drenge)
  6. Aksel (429 drenge)
  7. Emil (428 drenge)
  8. Oliver (423 drenge)
  9. Alfred (414 drenge)
  10. Theo (393 drenge)

»Drop detailstyringen – giv plads til flere speciallæger«

0

Politisk detailstyring kan spænde ben for både patienter og læger, således også for speciallægeuddannelser. I årevis har ministerier og regioner fastlåst antallet af hoveduddannelsesforløb efter modeller i stedet for efter det akutte behov på hospitalsgangene.

Netop derfor er den nye aftale, der åbner for markant flere speciallægepladser og et mere smidigt uddannelsesforløb, et kærkomment tiltag. Når systemet giver dygtige læger mulighed for hurtigere og mere forudsigeligt at blive specialister, vinder alle. Dog er det vigtigt, at den private sektor ikke glemmes, og dens behov bør inddrages i dimensioneringsplanen. Selvom de private hospitaler varetager en stor del af behandlingerne inden for visse specialer, tages der i dag ikke tilstrækkeligt hensyn til deres personalebehov. Dette betyder, at man ender med for få speciallæger, som afdelingerne så må kæmpe om. Det gælder f.eks. ortopædkirurgi.

Så lad os bruge den nye aftale som løftestang til reelle liberaliseringer. Luk private klinikker ind som uddannelsessteder (og honorér dem tilstrækkeligt for det). Allerede i dag tilbyder 8 % af de private sundhedsvirksomheder uddannelsesforløb, men der er potentiale til mere. Dette vil desuden styrke de fremtidige speciallægers mulighed for at blive introduceret til forskellige sektorer under deres uddannelse.

Danmark har brug for flere hænder. Hvis vi styrker det offentligt-private samarbejde, vil kapacitet, kvalitet og klinisk innovation vokse hurtigere, end noget ministerielt styringsværktøj kan nå at justere. Sådan sikrer vi, at både næste generation af læger og de patienter, de kæmper for, får et sundhedsvæsen i verdensklasse baseret på tillid frem for detailstyring.

Mistillidsvotum, Mette Frederiksen og en manglende stemme: En hektisk uge i EU-Parlamentet

0

POLITIK. Der har været travlhed og drama i Europa-Parlamentet i Strasbourg i denne uge, hvor politiske dagsordener kolliderede, og en dansk MEP fik sig en personlig lærestreg.

Ugen blev indledt dramatisk med et mistillidsvotum mod EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen. Det var en rumænsk medlem af parlamentet fra den nationalkonservative gruppe ECR, som stod bag forslaget. Som ventet samlede votummet dog ikke tilstrækkelig støtte til at vælte von der Leyen. Ifølge Niels Flemming Hansen, medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti, var udfaldet det eneste ansvarlige:

»Når man ser på de alvorlige kriser, verden står over for lige nu, ville det også være direkte uansvarligt at kaste EU ud i en ledelseskrise,« lyder det fra Niels Flemming Hansen.

Ugen bød også på besøg af statsminister Mette Frederiksen, som gæstede plenarsalen i anledning af det danske EU-formandskab. Hansen havde et klart budskab til statsministeren:

»Der er brug for handlekraft fra alle sider, hvis vi skal sikre Europas fremtid. Det kræver et stærkt samarbejde i Rådet, men ikke mindst også her i Parlamentet, især mellem EPP, som jeg repræsenterer, og den socialdemokratiske gruppe S&D.«

Men ugen gav også anledning til en personlig lærestreg, indrømmer Niels Flemming Hansen ærligt. Under en vigtig afstemning om at fremskynde EU’s klimalov begik han en ærgerlig fejl:

»Under en vigtig afstemning om at fremskynde klimaloven glemte jeg ganske enkelt at sætte mit stemmekort i boksen.«

Fejlen var særlig frustrerende, fordi Hansen aktivt arbejder på at trække sin egen gruppe, EPP, i en grønnere retning. Det betyder ofte, at han går imod sin gruppe, når han vurderer, at linjen ikke er ambitiøs nok. Netop denne gang blev stemmen imidlertid ikke registreret:

»Det ærgrer mig virkelig. Denne gang gik det galt, og min stemme blev ikke talt med. Jeg glæder mig dog til at stemme for forslaget, når det kommer op igen senere på året. Men hold op, hvor er det frustrerende, at det ikke skete denne gang,« siger Niels Flemming Hansen.

Han ser nu frem mod arbejdet efter sommerferien – og lover én ting med sikkerhed:

»Fremover dobbelttjekker jeg altid, om stemmekortet er sat i.«

Skal du på ferie? Tjek passet i dag, siger politiet

0

REJSER. Sommeren er højsæson for rejser, men også for ubehagelige overraskelser ved gaten. Sydøstjyllands Politi minder derfor alle borgere om at få tjekket gyldigheden af deres pas i god tid før afrejse.

Hvert år oplever politiet rejsende, der først ved ankomsten til Billund Lufthavn opdager, at passet er udløbet eller ikke har den nødvendige gyldighedsperiode tilbage.

»Vi oplever hvert år borgere, der først ved ankomsten til lufthavnen eller ved gaten opdager, at deres pas er udløbet. Vi vil naturligvis gerne hjælpe folk med at komme på ferie, men det er som udgangspunkt den rejsendes eget ansvar at have et gyldigt pas,« siger fg. vicepolitiinspektør Jesper Brian Jensen fra Grænsekontrolenheden ved Sydøstjyllands Politi.

Siden midten af juni har Sydøstjyllands Politi alene i Billund Lufthavn udstedt omkring 80 midlertidige pas. Men det er ikke sikkert, man kan nå flyet, hvis passet skal laves i sidste øjeblik. Hvert pas tager tid at fremstille, og der kan hurtigt opstå ventetid.

Politiet opfordrer derfor borgerne til både at kontrollere passets udløbsdato og til at sætte sig godt ind i reglerne for det land, man rejser til. Eksempelvis kræver Tyrkiet, at passet er gyldigt i op til 150 dage fra indrejsedatoen. Egypten stiller endnu større krav og kræver seks måneders gyldighed ved indrejse.

Skulle passet være tæt på udløb, er det vigtigt at tage kontakt til kommunens borgerservice i god tid, hvad enten man skal bruge et nyt eller et midlertidigt pas.

»Vi hjælper så godt vi kan, men vores muligheder er ikke ubegrænsede. Derfor er vores klare opfordring: Tjek dit pas nu. Det tager kun et øjeblik og kan spare dig for mange frustrationer senere,« slutter Jesper Brian Jensen.

Når myndighederne løber med falske rygter

Foto: AVISEN

Det bliver desværre mere og mere ligegyldigt, om det, der formidles, nu også er sandt. For eksempel synes præsident Donald Trumps 30,573 usandheder i sin regeringstid og hans mange lovovertrædelser ikke at have haft nogen betydning for hans opbakning i befolkningen.

I Storbritannien har tømmermændene meldt sig efter alle løgnene om de herligheder, der ventede efter Brexit, men som skabte et land, spøgefugle omdøbte fra Great Britain til Little England.

I Danmark går det også ned ad bakke for sandheden, hvilket jeg skal illustrere med et eksempel, hvor myndighederne, som vi ellers plejede at have tillid til, løb med en halv vind.

Heksejagt på grund af en klage over det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA)

I 2016, da jeg var chef for det Nordiske Cochrane Center, klagede jeg til EMA over dets lemfældige håndtering af mistanken om, at HPV-vaccinerne i sjældne tilfælde kunne forårsage alvorlige neurologiske skader. Jeg har redegjort for sagen i min bog om vacciner og skal her kun omtale, hvad vi blev udsat for af danske myndighedspersoner.

Det begyndte med et elektronisk læserbrev i marts 2017 i et ret ukendt tidsskrift, NPJ Vaccines. Forfatterne beklagede sig over, at vi brugte det Nordiske Cochrane Centers brevhoved i vores brev til EMA og den Europæiske Ombudsmand. De hævdede, at det gav indtryk af, at vore synspunkter var godkendt af Cochrane-samarbejdet, og at denne opfattelse blev fremmet i anti-vaccinekredse.

Deres to referencer gav ingen støtte for disse påstande, idet det klart fremgik, at vores kritik af EMA kom fra vores eget center.

Forfatterne var uhæderlige også på et andet punkt. De skrev, at de havde rejst sagen over for Cochranes styringsgruppe, men de udelod vigtige dele af svaret: ”Brevet [til EMA] nævner ikke, at det var skrevet på Cochranes vegne, og det er ikke en officiel erklæring fra Cochrane-samarbejdet … og, så vidt vi ved, bruger de deres korrekte tilknytninger.”

Det var derfor en ”ikke-sag“, der skulle have været selvdød. Men indflydelsesrige personer i Danmark ville det anderledes. De startede en bizar heksejagt, hvor de kompromitterede både sig selv og de institutioner, de repræsenterede, ved at sprede åbenlyst falske oplysninger i tweets og på Facebook.

Webadressen til læserbrevet indeholder ”nature.com,” og nogle troede åbenbart, at det var udkommet i tidsskriftet Nature. Men NPJ Vaccines vigter sig med lånte fjer. Det er bare et tidsskrift, der ejes af Springer-koncernen.

Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, tweetede: ”@PGtzsche1’s fejlagtige kritik af EMAs vurdering af #HPVvaccine-bivirk. på @CochraneNordic-papir er problematiske.“

Og da Karen Price tweetede: ”How easy is misinformation???“, skrev Senderovitz: ”Netop! Glimrende indlæg, der påpeger misinformation fra Nordic Cochrane“. Formanden for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, sendte en såkaldt ”like”.

Direktøren for Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard, tweetede: ”Uacceptabel sammenblanding. Og de kritiserer altid andre for inhabilitet!“

Jeg kunne ikke se, hvad problemet skulle være. Jeg antog, at Vestergaard brugte Kræftens Bekæmpelses brevhoved, når han skrev breve relateret til sit arbejde, og vi var da heller ikke inhabile.

Tidligere formand for Kræftens Bekæmpelse, Frede Olesen, deltog også i hylekoret og tweetede: ”En ’must read‘ i Nature om HPV. Bør ref. i alle da. tidsskr og aviser, og læses af HPV skeptikere eller de som stadig tror på Nord. Cochr.“

Olesen skrev på Facebook: ”Artikel i ‘Nature’ verdens bedste naturvidenskabelige tidskrift – tilbageviser klart angsten for hpv vaccine og siger klart fra over for formidling af falsk videnskab via det Nordiske Cochrane center.”

Det var det pure opspind, og det var også bagvaskelse. Læserbrevet handlede ikke om vores formidling af videnskab; tidsskriftet var ikke ”Nature”; og vi har naturligvis aldrig formidlet falsk videnskab.

Journalist Ole Toft fra Altinget tweetede: ”Danske Nordic Cochrane får (igen) hård kritik – nu i HPV-sag i Nature. Både fagligt og for at misbruge Cochranes troværdighed.“

Igen det pure opspind, og der var ingen som helst faglig kritik af vores videnskabelige arbejde i læserbrevet.

Professor i psykiatri Poul Videbech skrev på Facebook: ”Det Nordiske Cochrane Center får atter kritik – der bakkes op af det internationale Cochrane samarbejdes styregruppe. Denne gang i selveste Nature. Forrige gang var kritik af udtalelserne om psykofarmaka. Det er yderst bekymrende – er Det Nordiske Cochrane Center ved at nedlægge sig selv? Hvilken tragedie for Cochrane-arbejdet!“

Også det pure opspind. Vi blev ikke kritiseret af Cochranes styringsgruppe. Og vores kritik af psykofarmaka var videnskabeligt set særdeles velbegrundet.

Stinus Lindgren fra Radikale Venstre skrev på Facebook, at jeg havde udtalt mig imod HPV-vaccinen; at jeg havde misbrugt „Cochranes gode navn og rygte“; og at „to af de ledende folk i Cochrane bad forfatterne om at gå offentligt ud med denne information for at understrege, at dette ikke er Cochranes officielle holdning“.

Der var absolut intet om dette i brevet fra Cochranes styringsgruppe, og vi havde ikke udtalt os ”imod” HPV-vaccinen.

Line Emilie Fedders fra Styrelsen for Patientsikkerhed skrev: ”Er Nordic Cochrane stadig på finansloven mhb. på at lave uvildig forskning?“

Jeg har svært ved at forestille mig, at noget kan blive værre end dette. Middelalderen offentlige gabestok findes øjensynlig stadig i Danmark, til brug mod folk, der ikke har begået noget forkert, men har sagt, at Kejseren – i dette tilfælde EMA – ikke har noget tøj på.

Skyd, før du spørger!

Det er beskæmmende, at folk i ledende stillinger spreder nedsættende, ærekrænkende og falske kommentarer om noget, de ikke engang har sat sig ind i, før de trykker på send-knappen. Jeg tror ikke, en eneste af dem havde læst læserbrevet, fordi det klart fremgår, at det ikke var offentliggjort i Nature.

Denne amerikansk inspirerede ”skyd, før du spørger“-mentalitet undergraver deres autoritet og de institutioner, de repræsenterer, og udstiller også deres hykleri. Myndighederne har klaget højlydt over, at der spredes falske nyheder på sociale medier om farerne ved vacciner, mens de glad og gerne spreder falske rygter om en forskningsgruppe, hvis eneste interesse er at komme så tæt på sandheden som muligt.

Horribel censur fra Springer-koncernen

Redaktørerne af NPJ Vaccines opførte sig også tarveligt. Vi bad om at få lov til at svare på læserbrevet, hvilket blev efterkommet, men efter udveksling af utallige e-mails, der diskuterede petitesser i vores svar, var det stadig ikke blevet offentliggjort mere end to et halvt år senere, selvom vi havde imødekommet alle redaktørernes ønsker.

Som jeg har gjort rede for i min bog, ”The Chinese virus: killed millions and scientific freedom”, der kan hentes gratis på min hjemmeside, var det ikke meningen, at vort svar nogensinde skulle offentliggøres. Den 16. februar 2020 mistede vi langt om længe tålmodigheden og skrev til Springer, at de kunne imødese et sagsanlæg, hvis de ikke havde udgivet vort svar inden den 1. marts. Det virkede. Svaret blev udgivet samme dag, fristen udløb.

Vi overbeviste på samme måde Springer til også at udgive – samme dag – vores systematiske oversigt af lodtrækningsforsøgene af HPV-vaccinerne, som byggede på det registreringsmateriale, firmaerne havde indleveret til myndighederne.

Springer udsatte os for horribel censur i begge tilfælde. Vores systematiske oversigt blev accepteret til udgivelse i marts 2019, men et år senere var den stadig ikke udgivet, selvom tidsskriftet lover offentliggørelse inden for 20 dage efter accept. Vores korrespondance med Springer fylder 66 sider, og vi havde fået 20 forskellige undskyldninger og en række bizarre, modstridende, og usandsynlige grunde til, at vores artikel ikke var blevet offentliggjort. Efterfølgende trak flere af redaktørerne sig, og en af dem fortalte os, at han var stærkt utilfreds med Springers åbenlyse censur.

Vi påviste i vores forskning, mod alle odds, fordi man havde anvendt aktive substanser i kontrolgrupperne, som også giver bivirkninger, at HPV-vaccinerne øger forekomsten af alvorlige lidelser i nervesystemet signifikant. Vi kaldte det en eksplorativ analyse, men det var den vigtigste af vores analyser, fordi det netop var mistænkte skader på det autonome nervesystem, som fik EMA til at vurdere vaccinesikkerheden i 2015 på opfordring af de danske myndigheder.

Senere hen er der fremkommet andre data, der tyder stærkt på, at HPV-vaccinerne i sjældne tilfælde kan forårsage invaliderende nerveskader.

Det er faktisk ikke så overraskende. Det kender man også fra andre vacciner, fx mod COVID-19 og mod influenza, hvor Pandemrix forårsagede narkolepsi. Men vi måtte åbenbart ikke dele vores viden om HPV-vaccinerne med andre.

Fri os for ”fake news” og censur

Når folk i ledende stillinger opfører sig som gadedrenge og spreder falske rygter uden at have sat sig ind i sagen, bliver jeg bekymret for, hvad det er for en falsk virkelighed, vi er på vej ind i. Denne amerikanisering af vort samfundsliv skal vi modarbejde. Tillid er altafgørende for, at vi i Danmark gang på gang havner i top i internationale undersøgelser af, hvor befolkningen er mest tilfreds med deres liv.

Under COVID-19 pandemien har vi set mange eksempler på fejlinformationer fra myndighederne, bl.a. om nødvendigheden af at slå 17 millioner mink ihjel; om mundbind, som ikke synes at have nogen som helst effekt; og om drastiske nedlukninger af samfundet. Det gav indtryk af politisk handlekraft, men var skadeligt.

Offentligt toilet brændt ned

0

KRIMI. Fyns Politi har det seneste døgn igen været travlt beskæftiget med flere sager om hærværk, narkokørsel og indbrud rundt omkring på øen. Det viser den seneste døgnrapport, som redaktionen har modtaget i dag, den 10. juli 2025.

Omfattende seriehærværk i Otterup

Nordfyns Politi står over for en større opgave efter en bølge af groft seriehærværk mod parkerede biler i Otterup. Siden i går aftes er mindst fem biler blevet udsat for omfattende skader, herunder knuste ruder, ødelagte sidespejle, buler og revner. Politiet modtog anmeldelser fra bilejere på Skolegade, Langelinie, Jernbanegade, Langeliniegården og Nørregade, hvor en bil fik revet bakspejlet af og placeret det på taget.

Politiet efterforsker fortsat sagerne og opfordrer borgere med oplysninger til at kontakte dem.

Hærværk i Ebberup og Faaborg

På Helnæs Byvej ved Ebberup har ukendte gerningsmænd sat ild til et offentligt toilet i en træbygning i skoven. Bygningen udbrændte totalt, og politiet har oprettet en hærværkssag.

Også i Faaborg blev en ejendom på Vesterballe ramt, hvor der var flere knuste ruder og tydelige spor af færden inde i et værksted. Politiet undersøger nu sagen nærmere.

I Svendborg har en række biler på Marslevvej fået skåret og stukket dæk op i endnu en serie af hærværkssager.

Flere sager om narkokørsel i Odense og omegn

Det seneste døgn har politiet anholdt flere bilister for kørsel under påvirkning af narkotika og alkohol.

En 67-årig mand fra Faaborg-Midtfyn Kommune blev onsdag aften stoppet på Holmevej i Gislev for narkokørsel, og i Odense-området blev der registreret hele fire sager:

  • En 18-årig bilist og hans 22-årige passager blev sigtet for salg af euforiserende stoffer efter en episode på Finlandkaj i Odense C, hvor politiet observerede, at der blev kastet narkotika ud af bilvinduet. Ved ransagning af bilen fandt politiet flere poser med stoffer.
  • En 21-årig mand blev stoppet på Blangstedgårdsvej i Odense SØ og sigtet for narkokørsel.
  • På Hjallesevej i Odense M blev en 37-årig kvinde fra Nordfyns Kommune også sigtet for narkokørsel.
  • En 55-årig mand blev stoppet på Ivar Huitfeldts Vej i Odense SØ på en knallert, hvor han var påvirket af alkohol over det tilladte.

Flere indbrudsforsøg i Odense

Indbrudstyvene har igen været på spil i Odense. På Thomas Overskous Vej i Odense C blev der stjålet lamper efter indstigning gennem et vindue. På Møllemarksvej i Odense V forsøgte ukendte gerningsmænd at knuse en rude, dog uden at komme ind.

En 32-årig mand fra Odense blev anholdt på en stjålet cykel og sigtet for tyveri, da han samtidig medbragte en taske med diverse indbrudsværktøj.

Trafikuheld på Bjergskiftet i Odense NØ

På Bjergskiftet i Odense NØ påkørte en bilist af ukendte årsager en parkeret bil med lav fart på 10-20 km/t. Sammenstødet medførte større materielle skader på begge køretøjer, og bilisten blev efterfølgende kørt til skadestuen for tjek.

Mere end 50 historiske træskibe anløber Middelfart midt under jazzfestival: »Det bliver et fantastisk syn,« lover lokal ildsjæl

0

EVENTS. Når sommeren lægger sin arm om Middelfart, og Lillebælt spejler himlen som et poleret sølvspejl, sker der noget ganske særligt nede omkring Gammel Havn. Byen, der i juli normalt er kendt for sin jazzfestival, sommerlige havneaktiviteter og den uovertrufne udsigt til de to ikoniske broer, skifter pludselig karakter. Den bliver levende historie.

Mandag den 21. juli får Middelfart nemlig fornemt besøg af mere end halvtreds bevaringsværdige træskibe, der alle deltager i kapsejladsen Fyn Rundt. Begivenheden, som gennem mere end fyrre år er blevet en hjørnesten i det maritime Danmark, falder sammen med årets Middelfart Jazz Festival, og det lover ifølge arrangørerne en festdag af de helt store.

Bent Frandsen, der er næstformand i Middelfart Jazz Festival, en rigtig lokal ildsjæl og en af hovedkræfterne bag arrangementet på havnen, ser frem mod dagen med stor begejstring.

»Det bliver helt fantastisk. Skibene passerer jo ikke bare forbi, de lægger rent faktisk til kaj ved havnen, hvor publikum får mulighed for at komme ombord på flere af dem og virkelig opleve historien på tæt hold,« fortæller Bent Frandsen og tilføjer, at arrangementet handler om mere end blot de majestætiske fartøjer.

»Vi sørger også for at skabe en fest omkring det hele. Vi stiller en scene op på Gammel Havn, og vi har arrangeret, at Lune Carlsen spiller musik mandag aften. Så det hele går op i en højere enhed.«

Bent Frandsen har været med til at arrangere besøget flere gange tidligere, og hans erfaring fortæller ham, at byens borgere og gæster står klar med åbne arme, når de store træskibe glider forbi Lillebæltsbroen og langsomt lægger til kaj.

»Det kommer selvfølgelig lidt an på vejret, men det plejer at trække rigtig mange mennesker til havnen – typisk mellem 1.000 og 1.500 gæster. Arrangementet er kendt lokalt, og det passer perfekt ind i sommerferien, både for os, der bor her, og for turisterne,« fortæller han.

At Middelfart i år kan byde skibene velkommen er dog ikke en selvfølge. Byerne skal hvert år byde ind på at få kapsejladsen til netop deres havn, og det kræver økonomisk engagement, timing og en vis portion held. Kampen om at få skibene til at lægge til er ofte hård, og mange byer står i kø for at blive værtsby.

Sidste år gik Middelfart glip af arrangementet, da skibene lagde til kaj i nabobyen Fredericia, og derfor føles glæden ekstra stor denne gang. Byens tætte historiske forbindelse til Lillebælt med skibsfart som en central del af dens identitet gør, at de gamle skibes besøg altid rammer noget helt særligt hos både lokale og besøgende. At skibene i år lægger ruten omkring Middelfart, giver samtidig byen en chance for at samle det bedste af to verdener – historiske skibe og jazz – på én gang.

»Det er jo ikke hvert år, at turen passer med at ligge til kaj her hos os, men i år gjorde den, og derfor var vi selvfølgelig klar med åbne arme,« siger næstformanden videre med tydelig begejstring.

Men hvorfor er det overhovedet vigtigt at blive ved med at investere i de gamle skibes besøg? For Bent Frandsen handler det om oplevelsen, men også om det ansvar byen har for at videreformidle historien til kommende generationer.

»Der bliver jo færre og færre af disse gamle skibe. De er ekstremt dyre at holde ved lige, og meget af arbejdet med at bevare dem sker gennem støtte fra staten. Derfor er det også et krav, at publikum skal have adgang til skibene. Det giver en unik mulighed, også for unge mennesker, til at opleve historien. Man mærker virkelig fortiden og lærer, hvad de sejlede rundt med. For eksempel saltede fisk fra Norge og mange andre ting,« påpeger Bent Frandsen.

Og fordi træskibene kun sjældent viser sig i området, bliver fascinationen ekstra stærk, mener han.

»Hvis man kigger ud over Lillebælt fra Middelfart eller Fredericia til daglig, ser man jo næsten aldrig disse skibe – i hvert fald ikke i så stort et antal. Måske oplever man hen over sommeren enkelte skoleskibe, men synet af så mange historiske skibe med fulde sejl er virkelig noget særligt,« siger Bent Frandsen og fortsætter:

»Det at se de fantastisk flotte gamle skibe, når de kommer ind med fulde sejl under den nye Lillebæltsbro og sejler mod havnen, det er virkelig et flot syn.«

At træskibenes besøg falder sammen med Middelfart Jazz Festival er, som Bent Frandsen tidligere har understreget, en oplagt mulighed for at forbinde musikken med det maritime. Samtidig fremhæver han, at det ikke kun er stemningen, der vinder ved kombinationen, men muligvis også festivalens økonomi.

»Det betyder meget, fordi det samtidig kan give os et overskud til jazzmusikken under festivalen, hvis der altså bliver et overskud. Og samtidig skaber det en helt særlig stemning omkring havnen, som jeg ved, mange både lokale og turister glæder sig til.«

Han lover med en frisk bemærkning også godt vejr, inden han afrunder:

»Jeg tør godt love højt solskin og fint vejr. Men selvfølgelig ikke så vindstille, at skibene ikke kan sejle. Det ville jo være ærgerligt.«

Melvin åbner op om frygt og psykisk efterspil efter operation

0

KENDTE. Komikeren Melvin Kakooza deler nu i en ærlig opdatering på Instagram, hvordan livet efter hans operation i 2021 stadig præges af frygt, tvivl og psykiske udfordringer.

Melvin fortæller, at han normalt bliver scannet én gang om året, men for et halvt år siden fandt lægerne noget, som de ikke kunne identificere, og besluttede derfor at gennemføre en ny scanning efter kun et halvt år. Dette satte gang i en voldsom følelsesmæssig reaktion hos Melvin.

»Bare det, at de ville kigge på det igen så hurtigt, satte gang i en masse frygt og tvivl. Alt det, der fulgte efter operationen, har været noget af det hårdeste,« skriver han.

Han beskriver, hvordan selve operationen blot var én ting – den virkelige kamp har været det psykiske pres bagefter: »Følelsen af at være ved siden af sig selv, det psykiske pres, og frygten for at miste livet – uden at vide hvornår eller hvordan.«

Efter den seneste scanning har Melvin fået at vide, at lægerne stadig holder øje med fundet, og han skal igen scannes om et halvt år. Oplevelsen efterlod ham følelsesmæssigt overvældet.

»Da jeg kom ud i bilen, kunne jeg mærke, at det hele eksploderede. En masse følelser, som er gået igennem kroppen de sidste halve år – faktisk siden dengang jeg blev udskrevet fra hospitalet,« fortæller han.

Melvin understreger vigtigheden af at tale åbent om det psykiske efterspil af alvorlig sygdom. Under et tidligere arrangement, »hjernetumor-dag«, hørte han en kvinde stille spørgsmål om, hvordan man håndterer de stærke følelser, der følger efter sygdom, hvilket fik ham til at erkende sin egen vrede og frustration.

»Jeg tror, det er fordi, jeg ikke har talt nok om efterspillet. Så her sidder jeg. I bilen. Og græder. Ikke fordi jeg tror, jeg skal dø, men fordi frygten for det er kommet tættere på.«

Han håber, at hans åbenhed kan sætte mere fokus på det psykiske efterforløb af sygdom, og hvordan det påvirker både patienten selv og deres pårørende. Han slutter sin opdatering med et kort øjeblik af samhørighed med en fremmed mand i bilen ved siden af, hvor de tavst anerkendte hinanden med et smil, inden de kørte hver deres vej.

Næsten hver dag er det ved at gå galt ved danske togskinner

0

TRAFIK. Det er tæt på at gå helt galt næsten hver eneste dag ved jernbaneoverskæringer rundt om i landet. Nye tal fra Trafikstyrelsen, som forsikringsselskabet Gjensidige har fået adgang til, viser, at der alene de seneste to år er registreret over 700 episoder, hvor det har været lige ved og næsten.

Sidste år blev der registreret 313 såkaldte »forløbere« – situationer, hvor en kollision eller påkørsel var tæt på at finde sted. I 2023 var tallet endnu højere med 399 registrerede episoder.

I seks tilfælde i 2023 endte episoderne med egentlige kollisioner eller påkørsler, og samme antal ulykker blev registreret i 2024.

Selvom langt de fleste af episoderne heldigvis ikke ender i alvorlige ulykker, kan hændelserne stadig have store konsekvenser for de involverede personer. Ikke mindst lokomotivførerne oplever ofte store eftervirkninger.

»Det kan være en voldsom oplevelse for den enkelte pludselig at stå i en farlig situation med et tog som bilist, gående eller cyklist, men særligt for togførerne kan det være voldsomt ubehageligt og have en påvirkning længe efter,« siger Lene Rasmussen, skadedirektør i Gjensidige.

Hun understreger, at det især i sommerperioden er vigtigt at udvise ekstra opmærksomhed ved overskæringerne, da mange danskere er på ferie i områder, hvor trafikforholdene er nye og ukendte.

»Opmærksomhed er helt afgørende for at undgå de her situationer, og i værste tilfælde ulykker. Sørg for at orientere dig, når du er ved en jernbaneoverskæring, og respekter bomme og advarselslamper. For selvom du ikke kan se noget tog, så kan det sagtens komme indenfor meget kort tid,« siger Lene Rasmussen.

Hos Trafikstyrelsen vækker det høje antal forløbere bekymring. Kontorchef Laura Meyer Harrison kalder tallene »alt for høje« og understreger, at det aldrig er i orden at tage chancer ved overskæringerne.

»Du må aldrig krydse en jernbaneoverkørsel med blinkende lys, advarselslyde og bommen nede. Heller ikke, hvis bommen er på vej op eller ned, og det måske ser ud til, at toget er langt væk. Det kan føre til alvorlige ulykker eller nærved-ulykker, som er en stor psykisk belastning for lokomotivførerne, der ofte ikke kan nå at bremse toget,« siger Laura Meyer Harrison.

Danske bueskytter får stort rygstød frem mod OL

0

SPORT. Danske bueskytter får nu et massivt rygstød frem mod OL i Los Angeles 2028. Den populære bueskydningsdisciplin Compound Mix bliver nemlig en del af Team Danmarks støttekoncept i perioden 2025-2026. Det skriver Team Danmark i en pressemeddelelse.

Tilbage i april blev det annonceret, at Compound Mix for første gang bliver en olympisk disciplin til OL i 2028. Det var en stor nyhed for dansk bueskydning, hvor atleterne i flere år har leveret resultater i verdensklasse.

Derfor er glæden også stor hos Bueskydning Danmark over, at Team Danmark nu officielt har valgt at støtte disciplinen økonomisk. Sportschef Kenn Romme kalder aftalen en »åbenlys gamechanger«.

»Vi har store ambitioner med vores olympiske satsning, og det er enormt glædeligt, at Team Danmark også ser potentialet i et samarbejde. Vi har i de seneste år været dominerende på verdensplan i compound-disciplinen, og den position vil vi gerne fastholde. Med aftalen her ser vi gode muligheder for, at det kan lykkes, og det vækker stor glæde og optimisme i hele Bueskydning Danmark,« siger Kenn Romme.

Bueskydning Danmark er nu indplaceret som innovationsstøttet forbund i perioden 1. juli 2025 frem til 31. december 2026, med mulighed for forlængelse. Konkret betyder aftalen, at Team Danmark har bevilget 400.000 kroner allerede i 2025.

I løbet af efteråret 2025 begynder arbejdet med at afklare, hvilke yderligere ressourcer og ekspertindsatser, der skal prioriteres i 2026 for at styrke satsningen frem mod OL.

Også Taekwondo får støtte

Også Dansk Taekwondo Forbund får nu en solid økonomisk håndsrækning frem mod OL i Los Angeles. Team Danmark støtter i 2025 med 500.000 kroner via Det Fælles Elitebudget, og yderligere 220.000 kroner er bevilget fra Salling Fondene.

Pengene skal sikre optimale forhold for landets bedste taekwondo-atleter gennem træningslejre, konkurrencer og præstationsfremmende tiltag i samarbejde med Team Danmarks eksperter.

Begge discipliner er dermed officielt på vej mod OL med nye, markante økonomiske kræfter i ryggen.

Uro og butikstyveri på Middelfart Station: 29-årig mand sigtet

0

KRIMI. I Middelfart måtte politiet tirsdag eftermiddag klokken 17.20 gribe ind mod uro og uorden på Middelfart Station, hvor en 29-årig mand fra Aarhus Kommune sammen med en anden person råbte og udviste en truende og aggressiv adfærd. Manden blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og desuden for butikstyveri, efter at han klokken 16.32 havde stjålet en airfryer fra et supermarked i Middelfart.

I Odense SØ blev politiet kaldt til Rosengårdcentret klokken 16.00, da flere kvinder var kommet op at slås. En 25-årig kvinde fra Odense Kommune blev her sigtet for at have overtrådt ordensbekendtgørelsen.

Et tricktyveri fandt sted på Gyldenstenvej i Odense M klokken 12.00, hvor to kvinder henvendte sig til en borger og hævdede at være fra kommunen. Mens den ene kvinde opholdt borgeren i døren til stuen, benyttede den anden lejligheden til at stjæle kontanter fra en pung, der lå på et bord.

På Lindegårdsvej i Otterup, Nordfyns Kommune, blev der begået indbrud mandag aften omkring klokken 19.00. Gerningsmanden eller -mændene havde brudt en dør op, men det er endnu uklart, hvad der blev stjålet.

På Ærø standsede politiet tirsdag eftermiddag klokken 14.20 en 66-årig lokal mand på Vråvejen i Ærøskøbing. Manden blev sigtet for spirituskørsel efter at være testet til en promille over det tilladte.

Unge kastede sten mod skole

0

KRIMI. Fyns Politi har haft travlt med flere episoder på øen det seneste døgn. Ifølge døgnrapporten, som redaktionen har modtaget den 8. juli, er der rapporteret hændelser fra både Assens, Faaborg-Midtfyn, Nordfyn og Odense kommuner.

Unge på hærværkstogt i Haarby

På Sportsvej i Haarby skabte en gruppe unge i går aftes omkring kl. 21.15 uro ved skolen. De unge kastede sten gennem flere ruder og satte desuden ild til aviser. Politiet har endnu ikke identificeret gerningspersonerne, men efterforsker sagen.

Tyveri af selvkørende græsslåmaskine i Ringe

På Grøftager i Ringe måtte man i går formiddag kl. 10.00 konstatere, at en selvkørende græsslåmaskine var blevet stjålet. Politiet undersøger sagen nærmere, men har endnu ingen mistænkte.

Flere indbrud i Odense

I Odense har flere borgere været udsat for indbrud og hærværk i de seneste dage.

På Jernbanevej i Odense NV blev et vindue brudt op, hvorefter gerningsmanden stjal smykker og udenlandsk valuta. På Fredens Allé i Odense SV blev der ved et indbrud, som skete ved at opbryde en dør, stjålet sølvtøj og sparegrise.

I Odense S blev et hjem på Østerdalen også udsat for indbrud, hvor gerningsstedet endnu er uklart. Her blev der stjålet træfigurer, mindre elektronik, smykker og kontanter.

Natten til mandag kl. 00.58 lykkedes det på Kirkevænget i Odense N at tilbageholde en 29-årig mand efter et indbrudsforsøg. En nabo greb hurtigt ind, og gerningsmandens makker flygtede til fods. Den anholdte mand havde desuden euforiserende stoffer i lommen, oplyser Fyns Politi.

Sko og nummerplader stjålet i Odense C

En beboer i en opgang på Skibhusvej i Odense fik søndag aften kl. 21.40 stjålet et par sko, mens en bilejer på Tolderlundsvej har mistet den forreste nummerplade fra sin bil.

Bilist med kørselsforbud kørte narkokørsel

På Bøgeparken i Odense NØ blev en 20-årig mand mandag kl. 14.03 stoppet af politiet. Det viste sig, at han førte bilen under påvirkning af euforiserende stoffer og desuden havde et kørselsforbud. Han er også sigtet for ikke at have brugt sikkerhedssele under kørslen.

Færdselsuheld i Bogense – betydelige skader

Mandag eftermiddag kl. 14.03 skete der et færdselsuheld ved krydset Middelfartvej/Assensvej i Bogense. En bilist overså sin vigepligt og blev påkørt på højre side af et andet køretøj. Uheldet medførte betydelig materiel skade, men heldigvis meldes der ikke umiddelbart om personskade.

Indbrud i Søndersø – smykker stjålet

På Sømarksvej i Søndersø blev der søndag aften begået indbrud, hvor gerningspersonerne kom ind via en opbrudt dør. Der blev stjålet smykker, og politiet har endnu ikke et fuldt overblik over tyvekosterne.

Sundhedsministeren har lyttet: Bedre grundlag for lægedækning i Region Syddanmark

0

POLITIK. Efter pres fra Region Syddanmarks politikere har Sundheds- og Indenrigsministeriet lyttet og gjort det nemmere at sikre en god lægedækning i regionen.

En ny national bekendtgørelse for lægedækning gør det lettere for Region Syddanmark at tiltrække og fastholde læger i områder med lægemangel. Den nye model er en klar forbedring sammenlignet med det oprindelige forslag.

I det første forslag var der kun lagt op til at øge antallet af læger på Fyn, mens resten af regionen ikke ville få flere læger. Det begrænsede regionens muligheder for at sikre lægedækningen, eksempelvis i Sønderjylland.

Efter politisk pres fra Region Syddanmark har ministeren justeret modellen, så regionen nu også har bedre muligheder for at tiltrække læger til eksempelvis Sønderjylland. Dermed bliver det lettere at sikre lægedækning i områder med størst behov.

Den nye model giver regionen flere redskaber til at sikre lægedækningen, både gennem muligheden for at øge antallet af læger og ved at yde økonomisk støtte til lægepraksisser.

Pernelle Jensen (V), formand for Udvalget for det Nære Sundhedsvæsen, udtaler:

»Vi er rigtig glade for, at ministeren har lyttet til vores bekymringer og imødekommet os på vigtige områder. Det er positivt, at vi nu kan bruge pengene dér, hvor behovet er størst, og at vi kan sikre flere læger i de områder, der mangler dem mest. Den justerede model tager nu også hensyn til Region Syddanmarks udfordringer. Det giver os bedre mulighed for at sikre en ordentlig lægedækning for borgerne i regionen. Nu vil vi gå modellen nærmere igennem og få den til at fungere bedst muligt inden for disse rammer.«

Røde partier slår kræfterne sammen før regionsrådsvalg

0

POLITIK. Når vælgerne i Region Syddanmark til efteråret går til stemmeurnerne for at afgøre det kommende regionsråds sammensætning, bliver valget for første gang præget af en tættere alliance mellem SF og Enhedslisten. De to røde partier har indgået en aftale om et teknisk valgforbund, der skal sikre, at ingen stemmer på venstrefløjen går tabt i det matematiske spil om pladserne. 

Annette Blynel, spidskandidat for SF, fremhæver, at samarbejdet med Enhedslisten er helt nyt i Region Syddanmark, og hun forklarer aftalen med det tætte parløb, som de to partier har haft i regionsrådet i den forgangne valgperiode.

»Det er første gang vi indgår et sådant samarbejde med Enhedslisten i Region Syddanmark. Det skyldes, at det stort set er det parti, der sammen med SF, har ført oppositionspolitik. Vi har haft et tæt og konstruktivt samarbejde med Enhedslisten i hele denne valgperiode. I fællesskab har vi politisk arbejdet for at nedbringe den stigende ulighed, centralisering og privatisering, der desværre bliver mere og mere tydelig i vores sundhedsvæsen,« siger Annette Blynel.

Fra Enhedslistens side er der også stor tilfredshed med samarbejdet. Spidskandidat Martin Schmidt Konradsen understreger nødvendigheden af en klar rød-grøn opposition i regionsrådet og fremhæver kampen mod social ulighed og privatisering som centrale mærkesager for partiet.

»Enhedslisten går til valg på en klar rød-grøn opposition i Region Syddanmark. Sundhedsvæsenet skal være for alle – ikke kun for dem med penge eller de rigtige forsikringer. Vi vil bekæmpe den voksende sociale ulighed i sundhed og bremse privatiseringen. Samtidig vil Enhedslisten konsekvent fortsætte sin grønne linje i regionen. Vi siger nej til rovdrift på vores fælles natur og ja til rent drikkevand. Derfor indgår vi samarbejde med det eneste andet røde parti i regionsrådet,« siger Martin Schmidt Konradsen.

Valgforbundet sker i lyset af, at Regionsrådet i Syddanmark ved det kommende valg reduceres fra 41 til 31 medlemmer. Partierne ser derfor en risiko for, at røde stemmer kan gå til spilde, hvis ikke de to partier står samlet. I øjeblikket sidder SF med tre medlemmer, mens Enhedslisten har to pladser.

Aftalen mellem de to partier indeholder også en række politiske pejlemærker, som partierne forpligter sig til at arbejde for i den kommende valgperiode.

Begge partier åbner samtidig op for, at samarbejdet kan udvides med flere partier på et senere tidspunkt, hvis der opstår enighed om det politiske grundlag.

Tumult i Nørre Aaby: Butikstyv truede med knust flaske

0

KRIMI. Fyns Politi har haft en travl weekend med en række forskellige hændelser, der spænder fra færdselsuheld og indbrud til episoder med vold og stofpåvirkede bilister.

I Middelfart forsøgte to ukendte gerningsmænd forgæves at bryde ind gennem et vindue på Kløvervej. På Jernbanevej i Nørre Aaby opstod der tumult, da en butikstyv truede med en knust flaske.

Et alvorligt færdselsuheld fandt sted på Fynske Motorvej ved Ejby, da en bilist kørte op bag i en bil med trailer. Traileren blev slynget ud i grøften, mens bilen drejede rundt og ramte autoværnet.

Assens og Faaborg-Midtfyn kommune oplevede flere tilfælde af spiritus- og narkokørsel. En knallertfører blev bragt til OUH FAM Svendborg efter at være væltet med en promille på 1,24. Derudover blev flere indbrud rapporteret, herunder tyveri af en robotplæneklipper og en pyntepingvin.

I Odense centrum var weekenden præget af flere tilfælde af vold, hærværk og euforiserende stoffer. En person blev anholdt efter at have slået en anden persons hoved mod væggen på Proud Mary i Vestergade. En bilist på Jarlsberggade forsøgte at flygte efter at være påkørt et hegn, og politiet sigtede ham efterfølgende for spiritus- og narkokørsel.

Flere andre steder i Odense blev personer sigtet for at føre køretøjer påvirket af stoffer eller alkohol. Politiet foretog også flere anholdelser i forbindelse med besiddelse af euforiserende stoffer og forstyrrende adfærd, herunder en episode med vold mod en passager på letbanen.

Svendborg var også præget af uroligheder med flere tilfælde af spiritus- og narkokørsel samt uro under en havnefest på Frederiksø.

Stilstand i søgningen til professionshøjskoler – men reform skal vende udviklinge

0

UDDANNELSE. Fristen for at søge ind på videregående uddannelser gennem kvote 1 udløb i dag, lørdag, klokken 12, og tallene viser, at søgningen til professionshøjskolerne står stille. Antallet af ansøgere til uddannelser som pædagog, lærer, sygeplejerske og socialrådgiver er stort set uændret sammenlignet med sidste år.

Ifølge Danske Professionshøjskoler er der tale om en stilstand med en samlet lille tilbagegang på 2 procent siden 2024 til de fire store velfærdsuddannelser. Mens ansøgertallet til socialrådgiver- og sygeplejerskeuddannelserne er faldet med henholdsvis 2 og 8 procent, oplever pædagog- og læreruddannelserne en mindre fremgang på 1 og 4 procent.

Camilla Wang, forperson for Danske Professionshøjskoler, ser alvorligt på udviklingen, men understreger samtidig, at en ny politisk reform kan vende billedet:

»Det er ingen hemmelighed, at vi som samfund står midt i en længerevarende udfordring med faldende interesse for og søgning til de store velfærdsrettede professionsuddannelser. Det er bekymrende, men ikke uventet. Der er dog grund til optimisme med forårets politiske aftale, der investerer stort i både et kvalitetsløft af uddannelserne og de fagprofessionelles mulighed for at videreuddanne og specialisere sig gennem arbejdslivet,« siger Camilla Wang.

Reformen, som blev vedtaget i marts med bred politisk opbakning, betyder blandt andet mere praksisrettet undervisning, bedre vejledning og feedback samt en satsning på livslang læring med etablering af nye professionsmasteruddannelser.

Camilla Wang understreger dog, at reformens positive effekt vil tage tid:

»Reformens ambitionsniveau er højt, og vi er i fuld gang med at føre de mange positive tiltag ud i livet. Det tager tid, men vi tror på, at det vil gøre en forskel – både for de studerende og for samfundet, der har brug for dygtige fagprofessionelle i velfærden og erhvervslivet. Der bliver tale om et langt, sejt træk, især fordi ungdomsårgangene også bliver mindre.«

Ifølge Danmarks Statistik forventes ungdomsårgangene at falde med cirka 45.000 unge i alderen 19-26 år frem mod 2035, hvilket også vil påvirke antallet af potentielle ansøgere.

Professionshøjskolerne vil følge udviklingen tæt i de kommende år med særligt fokus på de velfærdsrettede uddannelser, hvor behovet for kvalificeret arbejdskraft stadig vokser.

Middelfart Sparekasse bakker ikke op om fusion mellem Nordfyns Bank og Fynske Bank

0

FINANS. Middelfart Sparekasse har meddelt bankerne, at sparekassens aktiepost i Nordfyns Bank ikke er til salg.

Middelfart Sparekasse købte den 23. juni SJF Banks aktiepost i Nordfyns Bank. I den forbindelse oplyste Middelfart Sparekasse, at de ønskede at undersøge muligheden for en fusion mellem Nordfyns Bank og Middelfart Sparekasse. Samme dag meddelte Nordfyns Bank i en selskabsmeddelelse, at bankens bestyrelse så positivt på interessen for en mulig fusion. Ifølge Nordfyns Banks indledende udmeldinger har der været konstruktive drøftelser mellem parterne.

Nordfyns Bank har for nylig meddelt Middelfart Sparekasse, at banken har besluttet at indstille dialogen om en mulig fusion. Middelfart Sparekasse har som følge heraf umiddelbart efter meddelt både Nordfyns Bank og Fynske Bank, at sparekassens aktiepost på 25,9 procent af aktiekapitalen i Nordfyns Bank ikke er til salg.

Middelfart Sparekasse bakker således ikke op om en fusion mellem Nordfyns Bank og Fynske Bank.

Middelfart Sparekasse har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.

Livet på landet hitter: Unge vil blive

0

SAMFUND. Langt størstedelen af de unge mellem 15 og 25 år, som bor i landdistrikterne, er glade for livet uden for byernes summen. Det viser en ny undersøgelse fra LandboUngdom, der sætter fokus på trivslen blandt unge i landdistrikterne.

Undersøgelsen afslører, at hele 88 procent af de unge på landet er tilfredse med deres bopæl. Desuden forestiller to ud af tre sig en fremtid, hvor de fortsætter med at bo der. Naturen, friheden og det stærke fællesskab spiller en stor rolle for deres tilfredshed, fortæller formanden for LandboUngdom, Christian Orthmann, der selv bor på Fyn.

»I en tid hvor unge konstant bliver presset til at tage valg og ansvar, er der brug for en modvægt. Her er naturen og landsbysamfundene et kærkomment pusterum. For selvom der ofte bliver talt ned om, at livet går langsomt uden for de store byer, så er der også en gevinst at hente i nærheden og det langsommelige,« siger Christian Orthmann.

Frivillighed styrker sammenholdet

Noget af det, som især kendetegner unge på landet, er deres store engagement i frivilligt arbejde. Hele 52 procent af de unge mellem 15 og 25 år deltager i frivilligt arbejde, mens landsgennemsnittet for unge mellem 16 og 35 år kun er 36 procent.

Christian Orthmann mener, at netop frivilligheden er afgørende for, at der fortsat er liv i landdistrikterne.

»Tag bare høsten eksempelvis. Når høsten skal ind, så hjælper man hinanden, fordi alle er afhængige af, at det lykkes, mens vejret er godt. Det samme gælder på mere formelt plan, hvis der ikke er nogen træner, er der ikke noget fodboldhold. Det frivillige engagement er en forudsætning for, at der er liv på landet,« siger han.

Frivilligheden har desuden en positiv effekt på de unges trivsel. De frivillige unge oplever nemlig også, at de i højere grad har indflydelse på samfundets beslutninger – hele 14 procent højere end unge, der ikke deltager i frivilligt arbejde.

»Man skal ikke undervurdere, hvad det gør ved menneskers trivsel at føle sig værdifulde og være noget for andre, og her er frivillighed jo en genvej til at opnå netop det,« forklarer formanden.

Data til undersøgelsen er indsamlet af LandboUngdom fra februar til maj 2025 blandt unge, som bor i byer med maks. 5.000 indbyggere.

Markant flere børn dyrker idræt i udsatte boligområder

0

IDRÆT. Idrætsforeningerne i udsatte boligområder oplever i disse år en stærk vækst i medlemstallet. Fra 2021 til 2024 er antallet af medlemmer i de såkaldte DIF get2sport-foreninger steget med hele 21 procent, fra 14.426 til 18.242 medlemmer blandt de 0-18-årige. Det viser DIF og DGI’s medlemstal.

Sommerferien betyder samtidig fodboldskoler rundt om i landet, også i de udsatte boligområder, hvor DBU og DIF i fællesskab afholder såkaldte Get2 Fodboldskoler. Disse er målrettet børn og unge i områder med særlige sociale udfordringer, og i år kan næsten 1800 børn og unge opleve glæden ved fodbold.

Ifølge DIF’s næstformand, Frans Hammer, er den positive udvikling resultatet af en langsigtet, vedholdende indsats:

»Der er virkelig sket en ændring de seneste år. Foreningslivet har ikke tidligere været en naturlig del af kulturen i mange hjem i udsatte boligområder, men gennem et opsøgende arbejde har mange nu fået øjnene op for glæden og værdien i idrætsforeningerne. Fodboldskolerne fungerer som et fremragende udstillingsvindue, hvor både børn og forældre oplever fællesskabet og forhåbentlig også fortsætter i foreningerne efter sommerferien,« siger Frans Hammer.

Flere piger med i fællesskabet

Blandt pigerne, der tidligere var særligt underrepræsenterede, er der også sket en flot fremgang på hele 24 procent. En målrettet indsats med særligt opsøgende arbejde hos forældrene har gjort, at langt flere piger nu dyrker idræt i foreningsregi.

Mere end blot idræt

Tidligere undersøgelser fra VIVE har dokumenteret positive effekter af idrætsforeningernes arbejde i udsatte boligområder. Børnene oplever blandt andet større livsglæde, selvtillid og markant mindre ensomhed, når de deltager aktivt i foreningslivet.

»Det altoverskyggende formål er selvfølgelig, at børnene bliver glade, får smil på læben og sved på panden. Men vi kan samtidig se, at det også smitter positivt af på børnenes trivsel andre steder, eksempelvis i skolen. Det er afgørende med gode og positive fællesskaber, særligt i disse områder,« pointerer Frans Hammer.

Fakta om DIF get2sport:

  • Har eksisteret siden 2005
  • Arbejder for at sikre et velfungerende foreningsliv i udsatte boligområder ved at støtte og aflaste frivillige kræfter i idrætsforeningerne.
  • Samarbejder med 25 kommuner, 53 boligområder og 75 idrætsforeninger over hele landet.
  • Nordea-fonden støtter indsatsen med 19 millioner kroner i perioden 2023-2025.
  • Midlerne anvendes blandt andet til opsøgende aktiviteter, der skal få flere piger med i get2sport-foreningerne, mikrofodboldskoler for de yngste børn samt sociale aktiviteter for både børn og voksne.

Bilist kørte over for rødt lys og ramte anden bil

0

KRIMI. Fyns Politi har haft travlt de seneste dage med en række hændelser i kredsen, viser døgnrapporterne fra den 2. og 3. juli 2025. Særligt hærværk, indbrud og færdselsuheld har præget billedet.

Hærværk mod cykler og biler i Assens og Kerteminde

I Vissenbjerg har der været flere tilfælde af omfattende hærværk mod cykler på Søndersøvej. Cyklerne blev både ødelagt ved, at styr blev knækket, dæk bukket, kæder hoppet af og cykler kastet op på et cykelskur.

I Tommerup blev en bil udsat for hærværk, hvor venstre siderude ved førersædet blev knust med en ukendt genstand natten til den 2. juli. Desuden blev en barnecykel på Fjordvej i Munkebo udsat for lignende groft hærværk, hvor både ringeklokke, håndbremse og dæk blev ødelagt.

Flere uheld på motorvejen ved Nyborg og Langeskov

Onsdag morgen omkring klokken 07.20 skete der et alvorligt færdselsuheld på Fynske Motorvej ved Nyborg. En personbil, hvor føreren angiveligt faldt i søvn, kørte op bag i en holdende lastbil med stødpude. Begge førere blev kørt på OUH, men slap uden alvorlige personskader.

Ved Langeskov skete endnu et færdselsuheld, da en bil overså langsomt kørende trafik og ramte både en anden bil og autoværnet. Her blev der heller ikke meldt om personskade.

Spiritus- og narkokørsel i Odense og Svendborg

I Odense blev flere bilister stoppet for spiritus- og narkokørsel. På Døckerslundsvej blev en 28-årig mand sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret. En 18-årig mand blev stoppet på Risingsvej med alkohol over det tilladte i blodet.

I Svendborg blev en 47-årig mand sigtet for spirituskørsel på en lille uindregistreret knallert. Knallerten var desuden uden forsikring.

Indbrud flere steder i Odense-området

Der har også været flere indbrud rundt om i Odense Kommune. På Ådalsvej, Egøgårdvej og Strandholtvej er der blevet brudt ind via vinduer, og gerningspersonerne har stjålet lamper, smykker og kontanter. På Egøgårdvej blev en bilnøgle stjålet i forbindelse med indbruddet.

Voldsomme uheld i Odense SV

På Clausens Allé i Odense SV skete der onsdag klokken 17.52 et alvorligt færdselsuheld, da en bil kørte over for rødt lys og ramte en anden bil, der væltede om på siden og ramte et lyssignal. Uheldet medførte betydelige materielle skader, men heldigvis ingen personskader.

Øvrige episoder på Fyn

I Søndersø er der meldt om tyveri af to nummerplader fra en personbil. I Bogense blev en motorcykel stjålet fra en indkørsel, samtidig med at en parkeret bil fik mindre skader. I Ærøskøbing fik en person stjålet en jakke med kørekort fra sin knallert på Smedegade.

Promillen stiger med temperaturen – sommeren er årets farligste trafikperiode

0

KRIMI. Sommeren er en dejlig tid med grillfester, lange, lune aftener og rigelige mængder alkohol. Men sommerens festlige aktiviteter betyder også en betydelig stigning i antallet af spritulykker på de danske veje.

Hele tre ud af ti alvorlige spritulykker finder sted i månederne juni, juli og august. Det viser nye tal fra Vejdirektoratet, som netop er offentliggjort af Rådet for Sikker Trafik.

I perioden 2020 til 2024 kom 985 personer alvorligt til skade eller mistede livet i spritulykker. Ud af dem skete hele 297 – næsten hver tredje ulykke – i sommermånederne. Det understreger, at der er en markant overrepræsentation af ulykker om sommeren sammenlignet med resten af året.

»Sommeren er fyldt med grillfester, festivaler og sociale arrangementer, hvor mange nyder de lyse aftener med alkohol. Desværre betyder det også, at nogle sætter sig bag rattet i påvirket tilstand, hvilket er et alvorligt problem. Tænk over hvordan du kommer hjem, inden du tager afsted til en festlig aften og sig tydeligt fra, hvis andre i selskabet vil køre bil med for høj promille,« siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Han peger samtidig på, at en helt ny lovgivning nu stiller endnu skrappere krav til helt unge bilister. Fra 1. juli er promillegrænsen nemlig sænket til 0,2 for nye bilister, der har haft kørekort i mindre end tre år.

»Det er positivt, at der bliver sendt et klart signal til nye bilister om, at alkohol og bilkørsel ikke hænger sammen. Nye bilister mangler erfaring og rutine, og deres evne til at køre bil bliver påvirket negativt ved selv lave promiller, så derfor er det godt, at nye bilister møder et klart signal om ikke at blande alkohol og kørsel,« siger Jakob Bøving Arendt.

Tallene fra Rigspolitiet viser også, at flere bliver sigtet for spritkørsel i sommerperioden. I juli måned alene står for næsten 10 procent af alle sprit-sigtelser gennem året – og det selvom mange danskere i juli holder ferie uden for landets grænser.

»Vi oplever hver sommer, at der er trafikanter, som drikker for meget og sætter sig ind bag rattet. Derfor kontrollerer vi naturligvis trafikanter, som vi mistænker for at have spiritus i blodet, og det resulterer i både frakendelser af kørekortet og store bøder. Vi skal have stoppet spritbilisterne, inden det går galt, så derfor har vi fokus på området,« lyder det fra politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Koncernkommunikation.

Både politiet og Rådet for Sikker Trafik opfordrer alle til at tage ansvar, hvis man ser nogen, der vil køre bil efter at have drukket alkohol. Gode råd kan være at tilbyde vedkommende overnatning, ringe efter en taxa, eller kontakte politiet.

COOP og 365discount betaler bøder på i alt 400.000 kroner

0

BUSINESS. 365discount A/S og COOP Danmark A/S har begge vedtaget bøder på 200.000 kroner for at have haft tobaksvarer og tobakssurrogater synligt placeret i flere af deres butikker. Forbrugerombudsmanden har otte gange konstateret, at butikkerne SuperBrugsen og 365discount har overtrådt udstillingsforbuddet ved ikke at dække produkterne til.

Tobaksvarer og tobakssurrogater må ifølge tobaksreklameloven ikke vises frem eller være synlige i fysiske butikker. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at butikkerne overholder udstillingsforbuddet, men har flere gange konstateret, at butikker ikke efterlever reglerne.

I otte tilfælde – fire gange i fire forskellige 365discount-butikker og fire gange i tre forskellige SuperBrugsen-butikker – har Forbrugerombudsmanden konstateret, at tobaksvarer ikke var skjult for kunderne, eksempelvis bag et forhæng eller en låge. Det udløser nu bøder på 200.000 kroner til hver af de to virksomheder. Begge virksomheder har erkendt overtrædelserne og valgt at betale bøderne, så sagen dermed afgøres uden retssag.

Årsagen til, at sagen kan afgøres uden retssag, er, at Forbrugerombudsmanden per 1. januar 2025 har fået beføjelse til at udstede administrative bøder for overtrædelse af udstillingsforbuddet. Det er første gang, Forbrugerombudsmanden anvender denne mulighed i praksis på tobaksreklameområdet.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen udtaler:

»Ifølge tobaksreklameloven må virksomheder ikke fremvise eller på nogen måde reklamere for tobaksvarer eller tobakssurrogater. Det forbud skal naturligvis tages alvorligt, og derfor skal butikkerne sørge for at dække varerne til, så ingen – særligt ikke børn og unge – bliver fristet af dem.«

Lovgivningen på området:

Udstillingsforbuddet følger af tobaksreklamelovens § 5 a og bekendtgørelse nr. 570 af 11. februar 2021 om forbud mod synlig anbringelse og fremvisning af tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter § 2.

Det er forbudt at vise de tobaksvarer, som en butik sælger, medmindre man har en fysisk butik, der er specialiseret i salg af piber, pibetobak og cigarer. Butikker, der ikke er specialiserede i disse varer, må kun vise tobaksprodukter efter direkte anmodning fra kunden. Forhandlere skal dermed sikre, at tobaksvarerne effektivt gemmes væk, f.eks. under disken, bag et forhæng eller bag en låge.

Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at udstillingsforbuddet overholdes og har pr. 1. januar 2025 fået beføjelse til at udstede administrative bødeforelæg, jf. tobaksreklamelovens § 7 a. Det betyder, at Forbrugerombudsmanden kan afgøre sager uden retssag, såfremt virksomhederne erkender sig skyldige og indvilliger i at betale bøden til statskassen inden for en nærmere angivet frist.

Minister slår fast – omstridte p-afgifter er ulovlige

0

POLITIK. Det er slut med at få parkeringsbøder dumpende ind ad brevsprækken, uden at man overhovedet var klar over, at man havde parkeret ulovligt. De såkaldte »usynlige p-afgifter«, som private p-selskaber har sendt ud i stort antal, har nemlig aldrig været lovlige.

Det præciserer transportminister Thomas Danielsen nu i en klar melding, der glæder både bilister og FDM.

Ifølge ministeren er der ikke tale om nye regler, men om en præcisering af det, der hele tiden har været gældende – nemlig at private parkeringsselskaber kun må udstede p-afgifter ved at placere dem fysisk på bilen eller ved at give dem direkte til føreren.

»Vi er meget tilfredse med, at transportministeren ser på reglerne på samme måde som FDM og Forbrugerombudsmanden, og med præciseringen af reglerne på området har gjort det soleklart, at parkeringsselskaberne ikke bare kan sende en p-afgift afsted til intetanende bilister,« siger Dennis Lange, chefkonsulent i FDM.

De »usynlige« afgifter har især været brugt i parkeringsanlæg med automatisk nummerpladeaflæsning, hvor bilister ofte først flere uger efter parkeringen opdager, at de har fået en bøde. Dermed fratages bilisterne muligheden for at dokumentere fejl eller mangelfuld skiltning på stedet, forklarer FDM:

»Præciseringen er godt for bilisternes retssikkerhed. Nu får de mulighed for at tage billeder af mangelfuld skiltning eller dokumentere andre forhold i forbindelse med parkeringen. Det kan man gøre, når man kan se, at man har fået en fysisk p-afgift, men ikke hvis man modtager en ’usynlig p-afgift’ længe efter parkeringen,« understreger Dennis Lange.

FDM kritiserer samtidig, at private parkeringsselskaber i stigende grad har taget de usynlige bøder i brug for at spare på omkostningerne til p-vagter, hvilket i praksis har betydet, at mange bilister modtager uventede og ofte udokumenterbare afgifter.

»FDM er åbne over for moderne, digitale systemer – også på parkeringsområdet. Men det skal selvsagt være systemer, der ikke giver køb på bilisternes retssikkerhed, og som i øvrigt holder sig inden for de gældende regler. Man kan ikke se stort på disse forhold, blot fordi man som parkeringsselskab ønsker at maksimere sin indtjening ved at spare p-vagter væk,« siger Dennis Lange.

Hvis bilister fremover fortsat modtager usynlige parkeringsafgifter, har FDM et klart råd:

  • Klager skriftligt til selskabet og undlad at betale afgiften på forhånd.
  • Indbring sagen for Parkeringsklagenævnet, hvis selskabet ikke vil annullere bøden.

Transportministerens præcisering kommer efter længere tids kritik af parkeringsselskabernes praksis med de usynlige afgifter, en kritik, der er vokset kraftigt hen over de seneste måneder. 

Voldsomt vejr onsdag kan koste dyrt – her er eksperternes bedste råd

0

VEJRET. Onsdag eftermiddag og aften risikerer store dele af landet at blive ramt af voldsomt vejr med skybrud, torden, hagl og kraftige vindstød. Det får nu forsikringsselskaberne Codan og Alm. Brand til at opfordre danskerne til at sikre deres hjem mod alvorlige skader.

»Med DMI’s melding om risiko for både skybrud og kraftige vindstød opfordrer vi vores kunder til at gå en ekstra runde om deres bolig. Vi ved af erfaring, at syv ud af ti skader kan undgås ved hjælp af enkle tiltag som f.eks. at rense tagrender og nedløbsrør og løfte uvurderlige ejendele mindst 30 cm op fra kældergulvet, så de ikke risikerer vandskade, hvis uheldet er ude,« siger Jan Graversgaard, direktør for Bygning og Løsøre hos Alm. Brand.

Vejrcocktailen er ekstra farlig efter en længere periode med tørke, da vandet ikke nemt siver ned i den tørre jord. Dermed er risikoen for oversvømmelser i boliger og kældre ekstra stor.

»Når jorden er meget tør, vil det megen vand ikke sive ned. Det kan føre til, at vandet samler sig på overfladen og finder vej ind i boliger og kældre,« siger Jan Graversgaard.

Forsikringsselskaberne har samlet en række konkrete råd til, hvordan du undgår skader under skybrud og kraftigt stormvejr:

  • Tjek, om tagsten ligger korrekt, og reparér revner eller utætheder i husets tag og mure.
  • Rens afløb, tagrender og nedløbsrør, så regnvandet kan komme væk.
  • Fjern blade og snavs fra brønde og kloakker.
  • Løft dine værdifulde ting mindst 30 centimeter op fra kældergulvet.
  • Placér aldrig uvurderlige ejendele i kælderen, hvis der er risiko for oversvømmelser.
  • Tag havemøbler, grill og krukker indenfor, eller stil dem i læ.
  • Fastgør trampoliner forsvarligt, eventuelt ved at vende dem på hovedet.
  • Luk alle vinduer og døre tæt.
  • Brug vandsikringstape ved døre og vinduer, så vand ikke kan trænge ind.

Forsikringsselskaberne sender i disse timer SMS-advarsler med konkrete råd til kunderne i de mest udsatte områder, så de når at tage deres forholdsregler, inden uvejret rammer.

De kraftige vejrfænomener ventes ifølge DMI at begynde sidst på eftermiddagen og fortsætte gennem aftenen.

Bil smadret og tyverier flere steder på Fyn

0

KRIMI. Det seneste døgn har budt på travlhed for Fyns Politi. Politiet har måttet tage sig af en række hændelser med alt fra tyverier og hærværk til spiritus- og narkokørsel flere steder på Fyn.

I Nyborg måtte politiet mandag rykke ud til Vestergade, hvor der var begået hærværk mod en personbil. Bilens forrude var slået i stykker, og døren i førersiden var sparket ind med så stor kraft, at vinduet ikke længere kunne rulles ned.

I Odense C meldte en person tirsdag morgen om et lidt anderledes tyveri i Albanigade, hvor et batteri til en el-cykel var blevet stjålet fra en opgang. Senere samme aften blev en 21-årig mand fra Odense anholdt på Rugårdsvej. Manden blev standset, da han førte en personbil i påvirket tilstand. Han blev sigtet for narkokørsel.

Fra Odense er der også rapporteret om flere tyverier af mobiltelefoner. En mobiltelefon blev blandt andet stjålet fra en taske, der lå efterladt på en bænk ved Vestre Stationsvej, mens en anden mobiltelefon blev stjålet direkte fra ejermandens lomme på et ukendt sted.

På Teglværksvej i Odense SØ har ukendte gerningsmænd knust ruderne på to gravemaskiner. Politiet oplyser, at maskinerne stod på et område med aflåst hegn, men at flere personer havde adgang, hvilket gør opklaringen vanskelig.

På Falen i Odense SV oplevede en person lørdag en ubehagelig episode, da en ukendt mand gentagne gange tog personen på bagdelen og derefter kastede en drink i ansigtet på den forurettede, efter vedkommende havde bedt manden om at stoppe.

Svendborg har også været genstand for flere politiindsatser det seneste døgn. Tirsdag aften stoppede politiet en 23-årig mand fra Svendborg, som kørte på el-løbehjul på Johs. Jørgensensvej. Han blev vurderet narkopåvirket og visiteret, hvilket førte til fund af euforiserende stoffer. Efterfølgende ransagning af mandens bopæl afslørede desuden en større mængde stoffer, puffbars og kontanter.

Tidligere samme dag måtte politiet også rykke ud til Stationsvej i Stenstrup, hvor en 44-årig udenlandsk mand på knallert havde påkørt en bil. Ingen kom til skade ved uheldet, men manden blev efterføgende sigtet for spirituskørsel.

DMI varsler kraftigt uvejr onsdag aften

0

VEJRET. Onsdag står Danmark over for et voldsomt vejrskifte. Efter flere dage med høj varme, hvor termometret mange steder i Syd- og Østjylland samt på Fyn vil nå over 30 grader, rammer et kraftigt uvejr med risiko for lokale skybrud, voldsom torden, hagl og vindstød af stormstyrke.

Særligt udsat er Trekantområdet, herunder Fredericia, Middelfart, Vejle og Kolding, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Efter en meget varm dag nærmer en koldfront sig landet nordvestfra, og det vil onsdag eftermiddag og aften udløse kraftige regn- og tordenbyger. Fronten vil først ramme områderne omkring Lillebælt og Trekantområdet, før den bevæger sig videre mod Fyn, Sjælland, Lolland og Falster.

DMI oplyser, at kraftige byger kan begynde at opstå spontant allerede fra sidst på eftermiddagen og fortsætte til ud på aftenen.

Ifølge DMI vil bygerne flere steder udvikle sig til skybrud. Et skybrud defineres ved, at der falder mindst 15 mm regn på kun 30 minutter. Onsdag aften ventes der lokalt at kunne falde mellem 15 og 25 mm på kort tid, hvilket kan skabe udfordringer med oversvømmelser på lavtliggende veje og i kældre.

Det gælder især i områder som Fredericia, Middelfart, Vejle og Kolding, hvor borgerne opfordres til at være særligt opmærksomme og tage deres forholdsregler, hvis man har erfaring med tidligere oversvømmelser.

Voldsom torden, hagl og vindstød af stormstyrke

Uvejret ventes også at bringe torden og stedvis kraftige haglbyger med sig. Vindstødene kan lokalt nå stormstyrke med op til 20-30 m/s. Det betyder, at løse genstande, som havemøbler, trampoliner og lignende bør sikres eller fjernes fra åbne områder, oplyser DMI.

Vinden kan desuden skabe vanskelige forhold på Lillebæltsbroerne, hvorfor trafikanter bør være ekstra opmærksomme onsdag aften.

DMI’s officielle varsel gælder i tidsrummet fra onsdag kl. 18:00 til onsdag kl. 23:00. Her er risikoen størst for de voldsomme vejrfænomener.

Voldeligt skænderi om køplads endte med flaskekast

0

KRIMI. Mandagens døgnrapport fra Fyns Politi viser, at dagen igen har budt på flere tilfælde af spiritus- og narkopåvirkede bilister samt en række færdselsuheld rundt omkring på Fyn.

Middelfart Kommune

Mandag klokken 14.08 blev politiet kaldt ud til Fynske Motorvej ved Nørre Aaby, hvor en varevogn var kørt ind i et område med vejarbejde. Der blev ikke meldt om personskader i forbindelse med uheldet.

Assens Kommune

En 47-årig mand fra Varde Kommune blev mandag klokken 14.37 standset på Søndersøvej i Vissenbjerg og sigtet for spirituskørsel.

Tidligt mandag morgen klokken 02.07 blev en 17-årig mand fra Assens Kommune standset på Kertedalen ved Aarup på en ulovlig knallert, der kunne køre alt for stærkt. Knallerten blev beslaglagt, og føreren blev sigtet for at køre påvirket af euforiserende stoffer.

Kerteminde Kommune

I Kerteminde blev der mandag anmeldt hærværk på Strandvangen. Flere skilte og vinduesrammer var blevet overmalet med sort tusch. Hærværket menes at være sket fredag den 27. juni. Der er endnu ingen mistænkte i sagen.

Samme eftermiddag klokken 14.10 overså en bilist den langsomt kørende trafik på Fynske Motorvej ved Langeskov og ramte en anden bil samt autoværnet. Ingen personer kom umiddelbart til skade.

Odense Kommune

Mandag eftermiddag klokken 17.00 blev en 28-årig mand fra Odense anholdt på Reventlowsvej i Odense C. Han blev sigtet for at køre bil under påvirkning af narkotika og for at køre uden førerret.

På Rømersvej i Odense V blev en 26-årig mand klokken 11.50 ligeledes sigtet for at føre bil under påvirkning af narkotika.

Mandag klokken 14.05 udviklede en diskussion sig voldeligt på Skovsbovænget i Odense M. En 19-årig mand fra Odense blev sigtet for vold efter at have slået en anden person i ansigtet med knytnæveslag samt kastet en flaske mod offeret. Tumulten opstod efter uenighed om, hvem der stod først i køen til en kasse.

På Bjerggårds Allé i Odense NØ blev der mandag morgen konstateret forsøg på indbrud. Beboeren opdagede mærker efter et koben på hoveddøren, men er usikker på, om gerningspersonen nåede ind i boligen.

Derudover har der været flere anmeldelser om indbrud og tyverier i Odense-området:

  • På Elsesmindevej i Odense SV blev en mobiltelefon stjålet fra en bukselomme natten til lørdag. Efterfølgende blev der via netbank foretaget tre uberettigede overførsler.
  • Fra en bolig på Enebærvej i Odense S er der stjålet værktøj, en ramme øl og sodavand samt pantflasker den 17. juni.
  • Fra et hus på Bogensevej i Odense N blev der mellem fredag den 27. juni og mandag den 30. juni stjålet en iPad, en frimærkesamling og brugskunst.

På Korsebjergvej i Blommenslyst er der desuden meldt en nummerplade tabt eller stjålet fra en varebil mandag morgen.

Svendborg Kommune

I Svendborg blev en 47-årig mand mandag klokken 11.51 standset på en uindregistreret knallert på Vestergade. Manden var påvirket af alkohol og knallerten var ikke forsikret, hvorfor han blev sigtet for flere forhold.

Politiet opfordrer fortsat vidner eller borgere med informationer om de nævnte hændelser til at kontakte Fyns Politi på telefonnummer 1-1-4.

Flere grønne muligheder for danskere i almene boliger

0

ENERGI. Nu bliver det lettere for den million danskere, der bor i almene boliger, at udnytte vedvarende energi. Regeringen indfører nye regler, der blandt andet gør det muligt at leje tage og facader ud til private solcelleanlæg.

I dag har almene boligafdelinger mulighed for at eje et solcelleanlæg, som producerer el til eget forbrug. Men fra den 1. juli 2025 udvides mulighederne markant, så afdelingerne også kan vælge at leje solcelleanlæg og installere batterier til energilagring. Samtidig hæves kapacitetsgrænsen for anlæggene fra 6 kW til 8 kW.

Derudover bliver det fremover muligt for almene boligafdelinger at udleje tag- og facadearealer på deres ejendomme til private aktører, der ønsker at etablere og drive solcelleanlæg.

Ændringerne sker gennem en revision af sideaktivitetsbekendtgørelsen, der definerer hvilke aktiviteter almene boligafdelinger må udføre ud over kerneaktiviteten, som er at bygge og leje almene boliger ud.

Fælles ejerskab af ladestandere til elbiler

Regeringen gør det også lettere for beboere i almene boliger at etablere ladestandere til elbiler. Fremover kan almene boligafdelinger dele ejerskabet af ladestandere med andre lokale aktører såsom ejerforeninger og andelsboligforeninger. Der åbnes også for, at private virksomheder kan etablere og administrere ladestandere direkte i almene boligområder.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:

»Der bor omkring en million mennesker i landets almene boliger. Jeg er rigtig glad for, at vi ved at modernisere reglerne gør det lettere for de mennesker i fællesskab at træffe grønne valg. At bo i en almen bolig bør ikke være en forhindring for, at du kan bruge vedvarende energikilder i din daglige husholdning – tværtimod.«

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard tilføjer:

»Vi skal fjerne unødvendige benspænd for solceller på tagene. Derfor er det godt, vi kommer af med nogle af de bøvlede regler, som kan være i vejen for dem, der gerne vil bidrage til et grønnere Danmark. Grøn omstilling er også et opgør med arbejdsgange, som gav mening engang, men som nu skal væk. Det er grøn handling, der virker.«

Den nye bekendtgørelse træder i kraft den 1. juli 2025.

125-årig skonnert fejres ved årets store Fyn Rundt-sejlads

0

EVENT. Når årets store Fyn Rundt-sejlads skydes i gang, bliver det med en særlig hyldest til den imponerende 125-årige tomastskonnert Martha. Op mod 60 flotte sejlskibe samles nemlig i Marthas hjemhavn, Vejle, til en festlig startweekend den 19.-20. juli, inden sejladsen officielt begynder mandag morgen den 21. juli.

Det er første gang i sejladens mere end 40-årige historie, at starten går fra netop Vejle. Derfor ser stævneleder Jan Jay Brun Jensen fra Svendborg også ekstra meget frem til begivenheden:

»Det bliver spændende at opleve. Vi er aldrig tidligere startet fra Vejle,« siger han.

Skibet, der fejres, er Danmarks største foreningsejede sejlskib. Martha har været foreningsejet siden 1973, efter at karrieren som erhvervsskib sluttede i begyndelsen af 1970’erne. Først blev hun brugt som stenfisker, og gennem årene har hun haft hjemhavne i både Marstal og Faaborg, som også begge besøges på turen rundt om Fyn.

Per M. E. Christiansen har været frivillig skipper på Martha i omkring 50 år og fortæller, at den historiske skonnert står skarpere end nogensinde:

»Den er i så god stand som aldrig tidligere. Ud over den løbende vedligeholdelse har vi ingen nært forestående, større projekter.«

Cirka 100 medlemmer – kaldet marthanere – bidrager årligt med hver 3000 kroner til vedligeholdelsen. Foreningen fokuserer på løbende at rekruttere nye medlemmer, der typisk er i 40’erne eller 50’erne:

»Foreningseje er en god ejerform for et sejlskib, synes vi. Vi stræber efter en løbende rekruttering af nye medlemmer. Det giver en god cyklus, og det sikrer, at vi kan holde Martha sejlende i mange år endnu. Det er jo foreningens formål,« siger Per M. E. Christiansen.

Maritim folkefest i Vejle og rundt på Fyn

I anledning af jubilæet bliver weekenden på Vejle Havn en stor folkefest, hvor Martha holder åbent dæk, og Danmarks største shantykor, Capstan fra Esbjerg, optræder.

Efter starten i Vejle besøger sejladsens op mod 60 deltagende skibe fra fem lande også Middelfart mandag, Assens tirsdag, Faaborg onsdag og Marstal torsdag, inden hele arrangementet slutter med en festlig præmieoverrækkelse fredag den 25. juli i Svendborg.

OK erklærer krig mod kabeltyve – lokale ladestandere er også hårdt ramt

0

KRIMI. Problemet med tyverier af ladekabler eksploderer lige nu i hele landet, og energiselskabet OK har fået nok. Alene i år er 110 ladekabler blevet stjålet fra OK’s ladestandere, hvilket er mere end tre gange så mange som hele sidste år. Også Fredericia og Middelfart har været hårdt ramt af kabeltyvene, og bare i sidste uge var tyvene igen på spil i begge byer.

Et afklippet ladekabel kan virke som småpenge for tyvene, men for selskabet bag ladestanderne løber udgifterne hurtigt op. OK oplyser i en ny pressemeddelelse, at hvert enkelt tyveri i gennemsnit koster selskabet 25.000 kroner. Det betyder, at OK allerede har haft omkostninger på mere end tre millioner kroner alene i 2024 og 2025.

OK’s COO, Søren Kejser, kalder situationen uacceptabel og understreger, at det især går ud over kunderne, der bliver efterladt med ubrugelige ladestandere.

»Kabeltyve risikerer straffe og store erstatningskrav for småpenge. Og selvom det er lykkedes os at hjælpe politiet med at fange to kabelbander, fortsætter tyverierne. Det er en stor omkostning for os, men mest af alt går det ud over vores kunder. Det kan vi ikke leve med,« siger han.

Nu sætter OK ind med en række nye tiltag for at stoppe kabeltyvene. Selskabet vil øge overvågningen og forbedre belysningen omkring ladestanderne, intensivere samarbejdet med politiet og afprøve nye afskrækkende initiativer. Samtidig vil man føre flere civile søgsmål mod tyvene og styrke samarbejdet med resten af branchen.

»Vi vil ikke acceptere, at kriminelle gør hverdagen bøvlet for elbilsejere – eller gør det uattraktivt for os at sætte ladestandere op i visse områder af landet. Derfor er vi også glade for, at politiet har fokus på denne form for kriminalitet. Jeg håber, at det går op for flere, at det simpelthen ikke er risikoen værd at stjæle et kabel, man kun kan få småpenge for,« siger Søren Kejser.

Lokalt har kabeltyverierne også givet store problemer. Bare i sidste uge blev kabler igen stjålet fra ladestandere i både Fredericia og Middelfart. Politiet kunne dog hurtigt lokalisere kablerne via GPS-trackere, som ledte til en skrothandler i Almind. OK oplyser desuden, at de har hjulpet politiet med at fange to kabelbander.

Men selvom nogle tyve bliver fanget, fortsætter tyverierne med at skabe frustrationer, ikke blot for OK, men for hele branchen. Kabeltyverierne rammer især elbilisterne i områder med stor afstand mellem lademulighederne. Udover risikoen for at blive opdaget af politiet er kabeltyverierne heller ikke særligt lukrative for tyvene selv. Kobberindholdet i kablerne er nemlig begrænset, og materialet skal efterfølgende afsættes på et marked, hvor myndighederne har øget kontrollen betydeligt.

Læs også

Tillykke – godt gået!

0

LEDER. At være udsat for en hetz er ikke rart. Karaktermordet er endnu værre. Men det sker hver dag i Danmark. Og det sker især i gammelmedierne, der lever af at skabe forargelse, moralisere og belære andre om, hvordan man bør drive sin forretning. Det sker samtidig med, at samme medier har hænderne dybt nede i stats-, regions- og kommunekasserne, hvis midler senere bliver investeret i værdipapirer, samtidig med at medarbejderstaben beskæres.

I det seneste år har ét selskab været særligt hårdt ramt af en målrettet kampagne. Først var det konkurrenterne, der rettede sigtekornet mod selskabet. Dernæst tog gammelmedierne over med kritiske overskrifter og indignation. Herefter gik turen videre til myndighederne, hvor kampen mod systemet er både absurd og ulig. Retsfølelsen er mildest talt begrænset, for ressourcerne hos styrelser og myndigheder synes nærmest uudtømmelige. Derfor vælger mange virksomheder at betale en bøde – simpelthen fordi det er billigere og mindre besværligt end at tage kampen op.

Men bag facaden fortæller en række aktindsigter en helt anden historie: Det viste sig, at der reelt ikke var så meget at komme efter. De fleste klager og anklager viste sig at være sendt ind af konkurrenter – på vegne af konkurrenternes kunder. Du læser rigtigt: Store aktører i branchen benytter sig af anmeldere som en del af deres strategi. Dertil kommer, at dem der skal kloge sig og “tænke” på vores vegne, ikke altid rammer helt plet. En aktør får måske en dårlig karakter, mens en anden med samme indhold får en god. Det sker faktisk.

De unge drenge fra Grøn Elforsyning i Fredericia valgte at tage bøden, selvom de følte sig uretfærdigt behandlet. De erkendte, at der kunne være begået fejl, men de stod også klar til at rette op med det samme. En ærlig tilgang til en sag, der langt fra havde de proportioner, som gammelmedierne gav indtryk af.

I samme periode væltede dårlige sager ind over branchens store navne – men konsekvenserne var langt mindre, og omtalen i medierne mere afdæmpet. Tværtimod fik disse store aktører taletid og en slags heltestatus, uden nogen som helst kritisk gennemgang af motiver og baggrund; herunder også det store fokus på den grønne omstilling, klimahelte og veganermad, og er man ikke enig, bliver man hængt ud med en kreativ sang. Det er nu ganske underholdende, det indrømmer jeg gerne. Men det bliver lidt absurd; særligt når det offentlige selv gør noget alvorligt forkert, nøjes man typisk med at give en symbolsk »næse«, fordi man angiveligt ikke har ressourcer til at retsforfølge noget så alvorligt som karteldannelse i musikbranchen på offentlige spillesteder. Det virker både urimeligt og skævt. Og får forvaltningerne ikke deres vilje, så trækkes sagerne i langdrag i Ankestyrelsen.

Samtidig vinder nogle virksomheder CSR- og ESG-priser. Det lyder flot, og det er flot, når man fremhæver, at de hjælper eksempelvis mennesker på kanten af samfundet. Andre bliver derimod hængt ud som forfærdelige skurke og forretningsfolk uden moral, hvis noget går galt. De samme kunne have vundet de samme priser, hvis tingene blot var gået lidt anderledes.

Nogle skriver læserbreve om moral. Andre skriver læserbreve om iværksætteri. Andre kloger sig på byernes udvikling uden selv at komme med løsninger og visioner. Disse læserbreve får ofte topplaceringerne hos gammelmedierne, fordi de kan bruges som krog på holdninger, som mediet måske ikke selv tør stå ved. Ofte er disse holdninger fremført uden indsigt i de byer og lokale forhold, de udtaler sig om. Hvis man som medie tog sig tid til at undersøge tingene lidt nærmere, ville man måske opdage, at de helte og læserbrevsskribenter, man fremhæver, ikke altid er så fine i kanten alligevel. Nogle er tilmed dømt så klart, at de ikke burde moralisere og udskamme andre. Kort sagt; kast ikke med sten, hvis du selv bor i et glashus. Det er sket før, at personer, der blev løftet op som helte hos gammelmedierne, senere viste sig at være skurke.

På de sociale medier kloger folk sig også bag skærmen, og en kommentar får god vind i sejlene. Den “kriger” har læst “sandheden” i gammelmedierne, og derfor skal man nu hænge en virksomhed ud. Men hvis man kendte substansen, hvis man undersøgte anklagerne, så havde man et andet syn på de unge drenge, der knokler time efter time. De virksomheder, der skaber arbejdspladser og får byerne til at blomstre.

Måske skulle gammelmedierne vende tilbage til substansen og væk fra clickbait og sensationsjagten. Jeg er selv inspireret af mange af de gode gamle journalister og redaktører, der ønskede substans. Dem, der ikke klogede sig uden at kende byen, de kalder sig chefredaktør i. Dem, der rent faktisk elsker byen, de arbejder i.

Samtidig kunne de passende kaste et kritisk blik på deres egen forretningsmodel, hvor milliarder af skattekroner årligt foræres til medievirksomhederne i bytte for politisk taletid – alt sammen angiveligt i demokratiets hellige navn.

Afslutningsvis skal lyde et stort og fortjent tillykke til Grøn Elforsyning med det flotte regnskab. Godt gået – fortsæt kampen! Og derudover skal der lyde en stor tak til de mange virksomheder, der hver dag kæmper for at skabe noget til gavn for vores samfund.

Vibe Dyhrberg navigerede politisk kurs mod canadisk aftale: »Vi skulle finde ordentlige mennesker«

0

POLITIK. At havnen spiller en central rolle i Fredericias økonomi, hersker der ingen tvivl om i kommunens politiske korridorer. Derfor vækkede det både opmærksomhed og nysgerrighed, da Associated Danish Ports (ADP), selskabet bag havnene i Fredericia, Nyborg og Taulov Dry Port, torsdag annoncerede en omfattende aftale med den canadiske infrastrukturinvestor Brookfield Asset Management. Investeringen lyder på ikke mindre end 700 millioner kroner fordelt på en kombination af lånefinansiering og aktiekapital, og dermed står ADP til at tage et stort skridt mod den ambitiøse vision om at blive en af Nordens førende havnevirksomheder.

Bag de imponerende tal og glatte overskrifter i ugens pressemeddelelser gemmer der sig imidlertid et politisk maskinrum, hvor diskussioner og kravspecifikationer gennem et halvt år er blevet vendt, drejet og finkæmmet ned til mindste detalje. En proces, hvor ikke alene økonomi, men også lokale værdier og langsigtede hensyn har stået højt på dagsordenen.

En central figur i dette omhyggelige forløb har været Fredericias 1. viceborgmester Vibe Dyhrberg (S), der som næstformand i kommunens Økonomi- og Erhvervsudvalg har ledet de mange møder og drøftelser.

Som mødeleder havde hun ansvar for at sikre, at forskellige politiske holdninger og ønsker kunne samles i en fælles vision for fremtiden. Det var ikke en opgave, der kunne klares med hurtige beslutninger, men derimod krævede grundighed og tålmodighed.

»Da ADP henvendte sig med ønsket om at finde en stærk investor, var det vigtigt for os, at den partner, vi valgte, kunne bidrage med reelle kompetencer og økonomiske ressourcer,« forklarer Vibe Dyhrberg og understreger samtidig den politiske præmis, der var klart formuleret allerede fra processens begyndelse.

»Vi har selvfølgelig først og fremmest været interesseret i, at kommunerne skal beholde aktiemajoriteten. Det betyder rigtig meget for os, for vi skal ikke havne i en situation, hvor vi mister kontrollen over ADP.«

Men beslutningen om en investor handlede om mere end blot ejerskab og finansiel styrke. Ifølge Dyhrberg var det også afgørende at finde en partner, der matchede kommunernes grundlæggende værdier – særligt når det handler om ordentlighed og ansvarlighed. Hun formulerer det enkelt som »nogle ordentlige mennesker, man handler med«.

Valget faldt i sidste ende på canadiske Brookfield, der både kunne præsentere en betydelig international erfaring og et værdisæt, der passer med kommunernes egne prioriteringer. Brookfield har en tydelig profil i forhold til at understøtte lokal udvikling og kan samtidig bidrage med dybdegående kompetencer inden for blandt andet bæredygtighed og CO₂-reduktion, områder der også står højt på den kommunalpolitiske dagsorden.

Og bæredygtighed har allerede spillet en afgørende rolle hos ADP de seneste år. Virksomheden er involveret i flere grønne projekter, blandt andet CO₂-lagring i samarbejde med TotalEnergies og Evida, og det er netop her, at Brookfield kan tilføre væsentlig international viden og erfaring fra tilsvarende komplekse infrastrukturprojekter.

Dyhrberg pointerer derfor også, at canadiernes samlede kompetencer og erfaring var afgørende i valget af dem frem for andre interesserede investorer. Brookfield har ikke kun kapitalstyrken, men besidder også en forståelse for kommunernes rolle og for betydningen af et lokalt perspektiv, når nye projekter skal realiseres, bemærker politikeren.

»De deler faktisk mange af vores værdier. Selvom vi er mindre kommuner i Danmark, lægger Brookfield stor vægt på at investere i og udvikle de lokalsamfund, som de bliver en del af, og det finder vi meget sympatisk. Derudover har de også stærke kompetencer, som kan bidrage konkret til at løse nogle af de udfordringer, vi har på havnen. Det var derfor en klar fordel, at de har stor erfaring med for eksempel CO₂-reduktion,« siger Vibe Dyhrberg og tilføjer, at det lokale hensyn ikke er noget, Brookfield kun har udtrykt overfladisk interesse for, men tværtimod noget selskabet konkret har demonstreret gennem tidligere investeringer.

»Selvfølgelig gavner det havnen med den know-how, der kommer ind. Lokalt vil vi især mærke det ved, at når havnen vokser, så kommer der flere arbejdspladser. Det giver jo sig selv. Det øger skatteindtægterne, og det er til gavn for velfærden og borgerne i Fredericia. Vi håber selvfølgelig også på at få nogle nye naboer – at der kommer mennesker, som får lyst til at flytte til Fredericia med deres familier, fordi arbejdspladserne er her,« smiler Dyhrberg.

Trods begejstringen for canadiernes kompetencer og kapitalindsprøjtning har kommunen også været optaget af at sikre, at Brookfields interesser harmonerer med Fredericias langsigtede visioner. Ifølge Vibe Dyhrberg har dét spørgsmål fyldt meget under drøftelserne.

»Brookfield har gjort et omfattende forarbejde, før de gik ind i aftalen. De har brugt god tid på at forstå både ADP og de lokale forhold, vi arbejder med her i kommunen. Den grundighed giver os en vigtig tryghed i samarbejdet på den lange bane,« siger hun.

Dyhrberg understregede vigtigheden af grundighed og lokal forankring hos investoren, men hendes egen vej ind i rollen som mødeleder krævede også, ifølge hende selv, særlig grundighed og tilpasning.

Dyhrbergs vej ind i rollen som mødeleder i en sag af denne størrelsesorden var således ikke uden udfordringer. Processen begyndte allerede i december sidste år, mens hun endnu ikke sad i Økonomiudvalget. Hun hørte første gang om sagen på et byrådsmøde i april 2024, men dengang var hendes indblik stadig begrænset. Først da hun i januar blev viceborgmester, blev hun præsenteret for opgaven som mødeleder.

»Det har været en stejl læringskurve. Jeg havde ikke tidligere været mødeleder, og vores faste formand er sjældent fraværende. Så det var lidt fra 0 til 100, men det har været en utrolig spændende sag med enorm betydning for Fredericia Kommune og selvfølgelig også for ADP,« fortæller hun.

Hun udtrykker samtidig respekt for sine byrådskollegers engagement i processen. Trods forskellige politiske udgangspunkter har der været konstruktiv dialog, hvor alle partier bidrog aktivt med kritiske spørgsmål, der ifølge Dyhrberg resulterede i en bedre endelig aftale.

»Jeg har jo bare oplevet mine kollegaer fra deres allerbedste side. De har virkelig været der, 100 procent. De har jo godt vidst, at jeg var ny i forhold til det her. Men de har været gode. De har været nysgerrige med deres spørgsmål og har været gode til at debattere. Og det er jo også mine kollegaers fortjeneste, at vi står her med en god aftale,« siger hun og fremhæver, at spørgsmålene kom fra alle sider i byrådet.

Næste skridt i samarbejdet ligger hos ADP selv. Virksomheden arbejder efter en ambitiøs 10-års plan, der med den nye investering er kommet et stort skridt nærmere realisering.

»Vi har stor tillid til ADP’s kompetencer og planer, og vi lægger trygt arbejdet med at opfylde visionerne i deres hænder,« siger Dyhrberg afsluttende og retter samtidig en særlig anerkendelse mod både medarbejderne i ADP og kommunens forvaltning, som ifølge hende har lagt et stort arbejde i projektet.

Ny Voxmeter-måling: DF fortsætter fremgangen – Socialdemokratiet på vej op efter stort dyk

0

POLITIK. En ny meningsmåling fra Voxmeter, offentliggjort den 30. juni 2025, giver et aktuelt billede af dansk politik med klare vindere og tabere. Dansk Folkeparti fastholder sin positive udvikling, mens Socialdemokratiet efter et dramatisk dyk er begyndt at genvinde styrken. Målingen baserer sig på interviews med 1.002 repræsentativt udvalgte personer mellem 23. og 29. juni 2025.

Dansk Folkeparti stabilt i fremgang

Dansk Folkeparti fastholder fremgangen og opnår 5,8 procent i denne måling. Det er en stigning på 3,2 procentpoint sammenlignet med folketingsvalget i november 2022, hvor partiet lå helt nede på 2,6 procent. Dermed står DF stærkt placeret i det borgerlige landskab efter en længere periode med turbulens.

Socialdemokratiet kravler op igen

Socialdemokratiet ligger fortsat under valgresultatet fra 2022 (27,5 procent), men kan trods alt glæde sig over en mindre fremgang til 22,4 procent efter tidligere målinger, hvor partiet har været endnu længere nede. Dermed ser det ud til, at partiet langsomt genopbygger noget af den tabte tillid, selvom der stadig er et stykke vej tilbage til tidligere niveauer.

SF og Liberal Alliance stærke som aldrig før

Socialistisk Folkeparti (SF) står stærkt med 13,0 procent, hvilket er en solid fremgang på 4,7 procentpoint fra valget. Liberal Alliance står endnu stærkere med 13,1 procent, svarende til en imponerende fremgang på 5,2 procentpoint siden valget i 2022. Begge partier vinder tydeligt på deres klare profiler på hver deres fløj.

Moderaterne kæmper med vælgerflugten

Moderaterne oplever en stor tilbagegang. Partiet står nu med blot 4,0 procent, hvilket er hele 5,3 procentpoint lavere end valgets resultat i 2022 (9,3 procent). Moderaterne har dermed tabt betydeligt terræn.

Venstre fastholder tilbagegang

Venstre er gået fra 13,3 procent ved valget til 11,0 procent. Tilbagegangen på 2,3 procentpoint peger på fortsatte udfordringer med at fastholde vælgerbasen.

Konservative viser mindre fremgang

Det Konservative Folkeparti opnår en mindre fremgang med 6,2 procent mod 5,5 procent ved valget, svarende til en stigning på 0,7 procentpoint.

Radikale Venstre med beskeden fremgang

Radikale Venstre ligger aktuelt på 4,3 procent, hvilket er en mindre stigning på 0,5 procentpoint siden valget (3,8 procent).

Enhedslisten stabiliserer sig over valget

Enhedslisten opnår 7,0 procent i målingen og går frem med 1,9 procentpoint sammenlignet med folketingsvalget, hvor partiet fik 5,1 procent. Dermed stabiliserer partiet sig med en solid placering.

Danmarksdemokraterne med svag fremgang

Danmarksdemokraterne står med en fremgang til 8,7 procent i målingen, en stigning på 0,6 procentpoint i forhold til valgresultatet på 8,1 procent. Partiet fastholder dermed en solid placering i dansk politik.

Alternativet på spærregrænsen

Alternativet står med blot 1,9 procent i målingen, hvilket betyder, at partiet ville ryge ud af Folketinget, hvis der var valg i dag. Det svarer til en tilbagegang på 1,4 procentpoint siden valget (3,3 procent).

Borgernes Parti på vej ind

Borgernes Parti ser ud til at kunne komme i Folketinget med 2,5 procent af stemmerne – en markant udvikling fra deres tidligere position uden mandater.

Øvrige partier

Gruppen af øvrige partier ligger samlet set på blot 0,1 procent.

Analyse: Politisk usikkerhed fortsætter

Den samlede analyse tegner et billede af et politisk landskab præget af usikkerhed og markante bevægelser. Dansk Folkeparti konsoliderer sig, Socialdemokratiet viser svage tegn på genvunden styrke, og både SF og Liberal Alliance har betydelig fremgang. Moderaterne og Venstre kæmper med interne problemer og vælgerflugt, mens Alternativet risikerer at ryge helt ud af Folketinget.

De kommende måneder bliver afgørende for, om Socialdemokratiet kan fortsætte deres forsigtige genopbygning, mens det stadig er åbent, hvorvidt Dansk Folkeparti kan holde fast i deres aktuelle fremgang.

Kilde: Voxmeter for Ritzaus Bureau

Overfald, indbrud og spritbilister i weekendens døgnrapport

0

KRIMI. Weekenden på Fyn bød på flere spirituspåvirkede bilister, færdselsuheld, voldsepisoder og indbrud, fremgår det af døgnrapporten fra Fyns Politi mandag den 30. juni.

Middelfart Kommune

Politiet måtte flere gange rykke ud til uheld og spirituskørsel i Middelfart-området. Søndag klokken 04.40 mistede en 31-årig mand fra Middelfart Kommune herredømmet over sin bil på Tunnelvej i Nørre Aaby. Manden påkørte både et hegn og en lygtepæl, og blev efterføgende sigtet for spiritus- og narkokørsel.

Søndag aften klokken 20.09 skete endnu et uheld i Nørre Aaby. En 49-årig mand, ligeledes fra Middelfart Kommune, kørte med 40-50 km/t på Hovedvejen, da han påkørte et midlertidigt autoværn. Manden blev testet positiv for alkohol og sigtet for spirituskørsel.

Fredag morgen kørte en uopmærksom bilist ind i en vejafspærring og en parkeret lastbil på Store Landevej i Nørre Aaby. Der blev ikke meldt om personskade.

Assens Kommune

I Assens Kommune blev en 32-årig mand fra Faaborg-Midtfyn Kommune natten til fredag anholdt på Møllevej i Vissenbjerg, sigtet for spiritus- og narkokørsel.

På Fynske Motorvej ved Aarup blev en 43-årig kvinde fra Gribskov Kommune søndag eftermiddag også sigtet for spirituskørsel.

Et færdselsuheld skete lørdag på Gelstedvej ved Aarup, hvor en bilist mistede kontrollen over sin bil efter at have forsøgt at undvige et rådyr og kørte i grøften. Ingen personer kom til skade.

Faaborg-Midtfyn Kommune

I Faaborg blev en kvinde natten til lørdag overfaldet bagfra på vej hjem fra byen. Kvinden fik frarøvet sin taske indeholdende en telefon og AirPods.

I Årslev blev der fredag anmeldt et indbrud i et hus på Lumbyvej, hvor gerningspersonerne var kommet ind ved at knuse en rude.

Nyborg Kommune

I Nyborg blev en 57-årig mand sigtet for spirituskørsel lørdag aften på Christianslundsvej, mens en 31-årig mand fra Ringkøbing-Skjern Kommune fredag blev sigtet for at køre bil påvirket af euforiserende stoffer og uden førerret.

Der blev også anmeldt to indbrud i Nyborg, henholdsvis på Remisegade og Vestergade, hvor gerningspersonerne havde fået adgang via opbrudte vinduer.

Odense Kommune

Odense oplevede en weekend præget af mange anmeldelser, især i forbindelse med festivalen Tinderbox på Elsesmindevej.

Her blev flere personer sigtet for vold, tyveri, narko, overtrædelser af restaurationsloven og knivloven. Eksempelvis blev to frivillige festivalmedarbejdere søndag sigtet for tyveri fra en bar på festivalen. Også flere voldsepisoder blev anmeldt, herunder kvælertag og knytnæveslag mod både festivalgæster og vagter.

I Kongens Have blev en 30-årig mand sigtet for lov om euforiserende stoffer tidligt søndag morgen, mens der på Havnegade i Odense blev anmeldt hærværk på et toilethus, hvor syv unge i alderen 13-15 år blev sigtet.

Svendborg Kommune

Svendborg oplevede flere indbrud, blandt andet på Egeløkken, hvor der blev stjålet parfume, kontanter og smykker. En 20-årig mand blev natten til lørdag sigtet for narkokørsel i Møllergade, og der var hærværk på en personbil i Byparken fredag morgen, hvor alle fire dæk blev skåret op.

Nordfyns Kommune

I Bogense fik en personbil fredag eftermiddag knust sin venstre siderude med en ukendt genstand på Adelgade.

Politiet efterforsker sagerne nærmere og opfordrer borgere med informationer til at henvende sig.

24,4 millioner kroner skal styrke børns læseglæde

0

KULTUR. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt sætter nu ind med en stor økonomisk håndsrækning, der skal styrke læselysten blandt børn og unge. Ministeren har netop afsat 24,4 millioner kroner fra udviklingsmidlerne til folke- og skolebiblioteker landet over.

Af beløbet skal 20,4 millioner kroner gå til at understøtte et bredt samarbejde om at styrke den danske læsekultur blandt især børn og unge, blandt andet gennem indkøb af nye bøger og målrettede formidlingsindsatser. Derudover er 4,0 millioner kroner afsat specifikt til at styrke den digitale biblioteksudvikling og den digitale læsekultur, som et vigtigt supplement til de fysiske biblioteker.

Et skridt mod at løse læsekrisen

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt udtrykker stor bekymring over udviklingen i børns læsevaner og ser initiativet som et vigtigt skridt mod at løse det, han betegner som en reel læsekrise:

»Vi befinder os i en læsekrise, som er dybt bekymrende. Vores børns lyst til at læse falder, og det er skidt, for det betyder, at de bruger for meget tid på skærmene og bliver dårligere til at læse. Den udfordring skal vi have løst,« siger Jakob Engel-Schmidt og fortsætter:

»Det er vigtigt, at vores børn og unge har mulighed for at låne nogle spændende og nye bøger på biblioteket. Jeg bilder mig ikke ind, at de her penge løser hele udfordringen, men de er ét af mange håndtag, vi kan dreje på for at komme på ret kurs. Men det er desværre et meget omfattende problem, så jeg har også yderligere initiativer i støbeskeen, som man snart kommer til at høre om.«

Samarbejde mellem biblioteker og skoler

Udviklingsmidlerne kan søges hos Slots- og Kulturstyrelsen af relevante aktører som folkebiblioteker, centralbiblioteker, skolebiblioteker samt aktører fra undervisnings- og uddannelsessektoren.

Pengene skal gå til projekter, der blandt andet:

  • Styrker læsekulturen hos unge i alderen 15-25 år.
  • Fremmer læsning i familier.
  • Bygger videre på erfaringerne fra det gode samarbejde mellem folke- og skolebiblioteker om at øge børns adgang til bøger og læseglæde.

Derudover skal de digitale midler bruges til at videreudvikle den landsdækkende, digitale biblioteksbetjening, så både digitale og fysiske bibliotekstilbud spiller sammen om at fremme læsningen.

Fokus på både fysiske og digitale medier

Med de nye midler ønsker Kulturministeriet at skabe bedre rammer og tilbud, så flere børn og unge får mulighed for at opleve glæden ved læsning både i fysisk form på bibliotekerne og digitalt hjemmefra.

Dermed håber ministeren, at indsatsen vil være med til at vende den negative udvikling og give læselysten et markant løft i de kommende år.

DM-guld til Louise Rasmussen i dame 10 m. luftpistol

0

SPORT. Louise Rasmussen fra Nyborg Skytteforening på Fyn blev i weekenden dansk mester i dame 10 m. luftpistol under DM-ugen i Aalborg. Med en imponerende præstation i finalen sikrede hun sig guldmedaljen foran Michelle Wehage og Christina Popp Hansen, som vandt henholdsvis sølv og bronze.

Finalen, der blev afviklet i Kedelhallen i Aalborg, var præget af høj intensitet og stor spænding helt frem til sidste skud. Louise Rasmussen viste dog stærke nerver og holdt fast i sin føring, hvilket sikrede hende titlen som Danmarksmester. Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) glæder sig over en velafviklet konkurrence og lykønsker vinderne med deres resultater.

Resultater (Top 3):

  • Guldmedalje: Louise Rasmussen, Nyborg Skytteforening, Fyn
  • Sølvmedalje: Michelle Wehage, Ballerup Skytteforening, Sjælland
  • Bronzemedalje: Christina Popp Hansen, Aulum Skytteforening, Midtjylland

Fremgang i dansk skydesport

Årets DM-uge har samlet hele 192 deltagende skytter inden for disciplinerne pistol, riffel og flugtskydning, hvilket er en markant stigning fra sidste års 140 deltagere. Fremgangen afspejler en generel positiv udvikling for skydesporten i Danmark, som gennem de senere år har oplevet stigende interesse og medlemstal. Faktisk er antallet af medlemmer i danske skydeklubber nu det højeste siden 2015.

Også på internationalt plan oplever dansk skydesport stor succes. Ved OL i Paris 2024 var Danmark repræsenteret med hele tre skytter, og i World Cup-turneringerne er det blevet til adskillige flotte placeringer. Fremgangen vækker stor begejstring i Dansk Skytte Union, som fortsætter sit arbejde med at understøtte talentudviklingen i sporten.

DM-ugen fortsætter med flere spændende konkurrencer, og publikum har således rig mulighed for at opleve dansk skydesport på tæt hold i Aalborg.

Undgå kø: Her er sommerens travleste rejsedage

0

TRAFIK. Skolernes sommerferie står for døren, og med den følger trængsel på vejene, når danskerne pakker bilen og sætter kurs mod feriedestinationerne. Sommerferiens største rejsedage medfører traditionelt tæt trafik, og Vejdirektoratet anbefaler derfor bilister at planlægge deres rejse uden for de mest trafikerede tidspunkter.

Sommerferien begynder officielt fredag den 27. juni og strækker sig frem til søndag den 10. august. Især i weekenderne kan der forventes ekstra mange biler på vejene. Den kraftigste trafik forventes på tværs af landet mellem Sjælland og Jylland, hovedsageligt på E20 Vestmotorvejen og Fynske Motorvej samt rute 21 til og fra Sjællands Odde. Trafikanter bør desuden være opmærksomme på øget trafik omkring færgehavnene i Rødby og Gedser samt på E45 Sønderjyske Motorvej nær den dansk-tyske grænse.

Det er hovedsageligt i sommerferiens weekender, at man kan opleve ekstra trafik flere steder i landet. Grafik: Vejdirektoratet

Ifølge Vejdirektoratets trafikprognose vil de første par sommerferieweekender primært være præget af trafik, der bevæger sig fra øst mod vest – altså fra København og Sjælland mod Jylland og sommerhusområderne. Mod slutningen af ferien, især i uge 32, forventes trafikken at bevæge sig modsat, når danskerne vender hjem fra ferie.

En særlig udfordring denne sommer er det omfattende vejarbejde på E45 Østjyske Motorvej mellem Vejle og Randers. Her er hastigheden nedsat til 80 km/t, og køresporene er smallere. Vejdirektoratet opfordrer trafikanterne til at udvise ekstra forsigtighed og tålmodighed på strækningen.

For bilister, der fortsætter ferien ned gennem Tyskland, anbefaler Vejdirektoratet at holde sig orienteret om aktuelle vejarbejder og trafiksituationen på ruten via for eksempel FDM eller ADAC, da der kan være planlagte arbejder på flere store veje i sommerperioden.

Generelt opfordrer Vejdirektoratet bilisterne til at holde sig løbende opdateret om trafikken både før og under rejsen på Trafikinfo.dk og ved at følge P4 Trafik i radioen.

For en mere behagelig rejse anbefaler Vejdirektoratet desuden, at man kører uden for spidsbelastningerne, sætter god tid af til turen og medbringer mad og drikkevarer. Husk desuden GPS og vær opmærksom på midlertidige hastighedsgrænser, især ved vejarbejder.

Som altid kan uforudsete hændelser som uheld eller dårligt vejr forværre trafiksituationen, især når mange bilister samtidig er på vejene. Derfor er det vigtigt at være godt forberedt og opmærksom undervejs, melder Vejdirektoratet.

Region Syddanmark satser grønt: Fra 2027 kører alle regionale busser på Fyn og Langeland elektrisk

0

TRAFIK.Region Syddanmark har netop taget et historisk stort skridt mod grønnere kollektiv transport. Fra den 1. januar 2027 bliver samtlige regionale busser på Fyn og Langeland elektriske, når busoperatøren Nobina Danmark A/S overtager driften. De traditionelle dieselbusser erstattes dermed med moderne og miljøvenlige elbusser.

Med dette skifte sikrer regionen, at busdriften fremover vil være helt uden udledning af CO₂, kvælstof og skadelige partikler. Busserne bliver samtidig langt mere støjsvage, hvilket giver passagererne en bedre rejseoplevelse og forbedrer miljøet markant omkring veje og stoppesteder.

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) udtrykker stor tilfredshed med den nye aftale:

»Vi glæder os over, at Region Syddanmark går forrest med konkrete handlinger, der både forbedrer klimaet og passagerernes oplevelse af busdriften. Fremtidens kollektive trafik skal være bæredygtig, og det sikrer vi med denne aftale. Det er ekstra positivt, at løsningen samtidig er økonomisk fordelagtig og dermed bidrager til at genoprette økonomien i vores regionale busdrift på Fyn.«

Et stort løft for klimaet og passageroplevelsen

Udover de regionale busser vil også lokale busruter i Svendborg, Nyborg, Middelfart, Kerteminde og på Langeland blive omlagt til elbusser. I alt indsættes over 150 elektriske busser, og med denne omfattende omlægning vil andelen af elbusser på Fyn og Langeland øges markant fra de nuværende 14 procent til hele 75 procent af den samlede busdrift.

Michael Nielsen (K), formand for Udvalget for Regional Udvikling, fremhæver, at den nye busaftale markerer et vigtigt skridt mod en mere sammenhængende og bæredygtig region:

»Den kollektive trafik spiller en afgørende rolle i vores mål om et grønnere Syddanmark. Med elbusserne reducerer vi markant vores klimaaftryk, og samtidig sikrer vi en højere kvalitet i hverdagen for tusindvis af passagerer.«

Fokus på komfort og tilgængelighed

De nye elektriske busser, modellen Yutong U 12 LE, vil være udstyret med moderne komfortfunktioner såsom lav indstigning, elektriske ramper, USB-C-ladestik og avancerede informationsskærme, der viser næste stop og mulige skiftemuligheder. Alt sammen noget, der gør rejseoplevelsen lettere og mere behagelig for passagererne.

Kim Johansen (S), næstformand for Udvalget for Regional Udvikling og næstformand i FynBus, understreger betydningen af denne grønne satsning:

»Elbusserne er et klart og konkret eksempel på Region Syddanmarks ambitiøse arbejde med den grønne omstilling. Vi skaber en grønnere region – rute for rute – til gavn for både klimaet, miljøet og borgerne.«

Fakta om de nye elbusser:

  • Driftstart: 1. januar 2027
  • Operatør: Nobina Danmark A/S
  • Antal busser: Over 150 elektriske busser
  • Dækning: Regionale busruter på Fyn og Langeland samt lokale ruter i Svendborg, Nyborg, Middelfart, Kerteminde og Langeland
  • Miljøfordele: Ingen udledning af CO₂, kvælstof (NOx) eller partikler
  • Komfort: Støjsvage, lav indstigning, elektriske ramper, informationsskærme og USB-C-ladere
  • Busmodel: Yutong U 12 LE med en rækkevidde på op til 450 km

Aftalen mellem FynBus og Nobina Danmark A/S har en samlet værdi på op til 4,5 milliarder kroner over den maksimale kontraktperiode på 16 år, hvis alle optioner udnyttes.

Region Syddanmark, som er medejer af FynBus, har sammen med de berørte kommuner arbejdet intensivt for at sikre denne markante grønne satsning.

Tommy Rachlitz Nielsen: »Brookfield-aftale er et kæmpe løft for Fredericia«

0

POLITIK. Tommy Rachlitz Nielsen fra De Konservative i Fredericia udtrykte stor begejstring over den aftale, der nu er indgået mellem ADP A/S og Brookfield Asset Management. Han understregede, at aftalen repræsenterer meget mere end blot en økonomisk løsning på en akut udfordring.

»Vi konservative er begejstrede over denne aftale, fordi vi med ét slag ikke kun får løst en økonomisk udfordring, men samtidig sikrer ADP’s fortsatte vækst og udvikling. Det er et afgørende øjeblik, som vi står i her i dag,« sagde Tommy Rachlitz Nielsen.

Han fremhævede, at aftalen er en markant investering i fremtiden, ikke mindst når det gælder den grønne omstilling, som har høj prioritet for kommunen og ADP. Med Brookfield får ADP en stærk international medejer, der besidder omfattende ekspertise inden for grønne løsninger, bæredygtighed og international havnedrift.

»Brookfield tilfører selskabet ikke blot kapital, men også uvurderlig international erfaring og viden. Det gør, at vi kan styrke vores position, ikke bare lokalt, men også globalt. Det er en kæmpe styrkelse for ADP, og det sikrer, at selskabet kan tage de nødvendige skridt fremad mod en bæredygtig fremtid med nye investeringer og projekter,« lød det fra Tommy Rachlitz Nielsen.

Han understregede, at samarbejdet med Brookfield åbner døre, som måske ellers ikke ville være åbnet, og at man nu kan sætte endnu mere fart på både vækst og grøn omstilling i Fredericia Kommune. Han udtrykte stor forventning til samarbejdet og glædede sig over, at man med aftalen nu kan sikre, at ADP også i fremtiden bliver en drivkraft for lokal vækst, beskæftigelse og bæredygtighed.

»Vi ser frem til det tætte samarbejde med Brookfield og glæder os til, at deres kompetencer og globale netværk kan bringe ADP endnu længere frem. Vi er stolte over aftalen, og vi er sikre på, at dette samarbejde vil føre os mod en bæredygtig, succesfuld og økonomisk solid fremtid,« sagde Tommy Rachlitz Nielsen afslutningsvist.

Læs også

Vold, tyverier og spirituskørsel på Fyn det seneste døgn

0

KRIMI. Ifølge døgnrapporten fra Fyns Politi har der været travlt på Fyn, særligt i Odense, hvor flere hændelser fandt sted torsdag og fredag. Politiet måtte blandt andet rykke ud til voldelige episoder, tyverier og trafikrelaterede sager.

Torsdag kl. 11.29 blev en person udsat for vold på Skt. Knuds Kirkestræde i Odense C, efter at han påtalte en gerningsmand, som stod og urinerede på gaden. Gerningsmanden reagerede ved at skubbe personen i brystet og slå ham med knyttet hånd i hovedet, inden han forsvandt på cykel. En patrulje ledte efter gerningsmanden, men uden held.

Samme dag kl. 19.11 på Vestergade i Odense C blev en medarbejder, der var ved at påsætte et armbånd til festivalen Tinderbox, revet omkring en halv meter hen ad gulvet af en person, da medarbejderen forsøgte at stramme armbåndet til.

På Elsesmindevej i Odense SV blev politiet kaldt ud til flere episoder torsdag aften. Klokken 21.15 slog en 36-årig mand fra Middelfart en anden person mindst tre gange i hovedet med en flaske ved Vin- og Champagnebaren. Den 36-årige blev også sigtet for vold og trusler mod politiet. Samme sted blev en 17-årig mand fra Middelfart kl. 16.34 voldsom og aggressiv, efter at hans festivalarmbånd blev klippet på grund af hans opførsel. Manden sparkede og spyttede mod vagterne og blev sigtet for vold.

Kort efter, kl. 17.38, blev en 18-årig mand fra Odense anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, efter han havde været beruset og aggressiv over for øvrige gæster og politiet.

På Sdr. Boulevard i Odense C opstod der torsdag kl. 11.22 en episode i forbindelse med et trafikuheld. En 28-årig mand blev så vred, at han steg ud af sin bil og ødelagde sidespejlene på en taxa. Manden blev sigtet for hærværk.

Politiet registrerede også flere tyverier. På Læssøegade i Odense M blev en brun håndtaske stjålet fra en anden taske under en fest. Tasken indeholdt blandt andet pas, makeup og hævekort, som blev spærret. På Vibekevej i Odense SV forsvandt en pakke, som var blevet leveret ved hoveddøren.

På Bergendals Allé i Odense SV blev en 17-årig mand fra Middelfart sigtet for at køre bil påvirket af euforiserende stoffer torsdag kl. 19.48. Og på Løkkevej kl. 16.17 blev en 25-årig mand fra Odense sigtet for at føre bil uden førerret og under påvirkning af stoffer.

I Blommenslyst blev en 68-årig mand fra Odense kl. 16.59 sigtet for spirituskørsel på Middelfartvej.

I Svendborg Kommune blev en nummerplade stjålet fra en lastbil på Rødeledsvej torsdag kl. 04.30, og på Klintholmvej i Hesselager blev der anmeldt indbrud gennem et åbent vindue. Umiddelbart blev intet stjålet ved indbruddet.

Alle oplysninger stammer fra Fyns Politis døgnrapport.

Venstres Peder Tind begejstret: »Vi har fremtidssikret ADP«

0

POLITIK. Peder Tind fra Venstre udtrykte stor glæde og stolthed over den historiske aftale, som ADP har indgået med Brookfield Asset Management. Han fremhævede, at beslutningen om at invitere en stærk international investor som minoritetsejer i ADP er både økonomisk ansvarlig og strategisk klog for Fredericia Kommune.

»Det er virkelig en stor dag for Fredericia. At få Brookfield med ombord betyder, at vi ansvarligt investerer i det, vi anser som vores guldæg. Vi sikrer økonomisk stabilitet, hvilket er afgørende for vores kommune – især set i lyset af de udfordringer, vi potentielt står overfor med en stor skattesag,« sagde Peder Tind og henviste til sagen med Ørsted, der kan få store økonomiske konsekvenser for Fredericia.

Peder Tind og kollegerne var i godt humør på pressemødet. Foto: AVISEN

Han uddybede, at aftalen ikke alene handler om økonomisk sikkerhed, men også i høj grad om at skabe bedre forudsætninger for vækst og fremtidige arbejdspladser i området.

»Denne aftale er med til at fremtidssikre ADP. Når vi tager skridtet med Brookfield, får vi tilført både kapital og afgørende kompetencer, som sikrer, at vi også fremover kan være konkurrencedygtige på et internationalt marked. Det er vigtigt for Fredericia som by, og for vores lokale erhvervsliv og borgere, at vi fastholder og udbygger vores position,« understregede han.

Peder Tind roste også sin byrådkollega, Vibe Dyhrberg (A) for et godt samarbejde undervejs og sagde, at han ikke forstod, hvorfor hun ikke stod på talerstolen i dag. »Nu fik du ikke lov, Vibe. Det var ikke fair. Du har gjort det godt,« sagde Peder Tind anerkendende.

Dernæst fortsatte han med at rose ADP for det gode arbejde. Han trak en sportslig sammenligning og fremhævede, at aftalen er så vigtig, at den løfter Fredericia fra en “Superliga-position” til det højeste internationale niveau:

»Vi plejer at tale om Superligaen her i Fredericia, men med denne aftale synes jeg virkelig, at vi går fra Superliga til Champions League. Vi tager et stort skridt fremad, og det er en beslutning, som vi med stolthed kan se tilbage på i mange år frem,« sagde Peder Tind afslutningsvis.

Læs også

Borgmester understreger fællesskabet: »Når det går godt i Fredericia, smitter det af på os«

0

POLITIK. Det var en historisk dag for ADP A/S, da selskabet onsdag præsenterede den nye minoritetsejer, Brookfield Asset Management. Aftalen, som er resultatet af en lang og omfattende proces, betyder, at ADP nu får tilført kapital og international kompetence til yderligere vækst og udvikling. Ved det velbesøgte pressemøde fik repræsentanter fra de politiske partier i ejerkommunerne mulighed for at give deres syn på beslutningen. Nyborg Kommunes borgmester, Kenneth Muhs, trådte på talerstolen med klar opbakning fra et samlet byråd og satte ord på, hvad aftalen betyder for kommunen og dens fremtidige samarbejde i ADP.

Borgmester Kenneth Muhs gjorde det klart, at Nyborg Kommune står helt samlet bag beslutningen om, at Brookfield Asset Management nu træder ind som minoritetsejer i ADP. Han fremhævede, at det er en historisk dag, som rækker langt ud over, hvad kommunen oprindeligt havde forestillet sig, da man i sin tid blev medejer af ADP.

»Jeg står her på vegne af et samlet byråd i Nyborg Kommune. Vi er fuldstændig enige om, at den rejse, vi nu begiver os ud på med denne beslutning, den står vi samlet bag. Hvis vi tænker tilbage på dengang, vi først blev en del af ADP, ville mange nok have sagt, at denne situation, vi står i nu, ikke var mulig. Men ikke desto mindre står vi her i dag,« sagde Kenneth Muhs.

Han understregede også vigtigheden af at turde tage en chance for at skabe udvikling og vækst – også selvom Nyborg nu står som en mindre medejer end tidligere.

»Som mindre medejere kunne vi jo stille os selv spørgsmålet: Er det interessant for os at være en mindre del af et større selskab? Svaret er ja, for hvis vi ikke risikerer noget, vinder vi heller ikke noget. Mulighederne i denne aftale ser vi som langt større end risiciene. Vi får tilført både kapital og kompetencer, og vi ser et stort potentiale for at skabe udvikling, både i ADP generelt og lokalt hos os i Nyborg,« forklarede borgmesteren.

Muhs fremhævede også det store arbejde, der er blevet lagt fra både Fredericia Kommune og ADP’s side, og han takkede særligt virksomhedens medarbejdere, direktion og bestyrelse for at gøre aftalen mulig.

»Jeg vil også gerne sige tak til Fredericia Byråd, til hele virksomheden ADP og til alle medarbejdere. Det er jer, der i hverdagen får virksomheden til at blomstre,« sagde han.

Han slog desuden fast, at Nyborg fortsat vil være en aktiv og engageret ejer, der støtter op om den fælles udvikling i ADP:

»Selvom jeg gerne fremhæver Nyborg, så er det vigtigt at huske, at vi er et fælles selskab. Når det går godt i Fredericia, smitter det også af på Nyborg. Vi ser frem til, at denne nye ejerkonstellation kan skabe endnu større aktivitet og vækst i Nyborg, og det tror vi i høj grad er realiserbart med Brookfields indtræden.«

Borgmesteren afrundede med at rose særligt CEO Rune Rasmussen og bestyrelsesformand Christian Herskind for deres store indsats, og han glædede sig over, at ADP nu tager et stort skridt fremad:

»Det er vigtigt også at sige, at det at drive en virksomhed i offentligt ejerskab er en balancegang, som ADP har mestret. Fra Nyborgs side er vi utroligt stolte over den historiske beslutning, vi tager her i dag. Det er stort, og det giver os en fremtid, som ingen havde turdet forestille sig, da vi først blev en del af selskabet. Jeg vil gerne takke mine politiske kollegaer fra Fredericia for sammen med os at træffe denne beslutning. Det bliver en god rejse, vi skal ud på sammen,« afsluttede Kenneth Muhs.

Læs også

Investor køber sig ind i ADP og styrker havneplanerne i Nyborg

0
Borgmester Kenneth Muhs fra Nyborg talte begejstret om kommunens muligheder. Foto: AVISEN

POLITIK. En af verdens største investorer inden for infrastruktur, Brookfield Asset Management (Brookfield), træder nu med 700 millioner kroner ind i ejerkredsen i ADP. Med aftalen fastholder Nyborg Kommune sin indflydelse i havneselskabet og styrker samtidig planerne for den lokale erhvervshavn.

Det danske havneselskab ADP, som Nyborg Kommune og Fredericia Kommune begge er medejere af, inviterer nu én af verdens største kapitalforvaltere indenfor som minoritetsaktionær. Beslutningen er godkendt af byrådene i begge kommuner. Med kapitaltilførslen på 700 millioner kroner træder Brookfield ind på det danske marked med klare ambitioner om at gøre ADP til en førende aktør i Norden.

Handlen ændrer kun en smule på ejerandelene, men betyder meget for lokale ambitioner og forventninger til at kunne udvikle industrihavnen i Nyborg med flere kvadratmeter og arbejdspladser.

»Med Brookfield som ny investor og medejer skriver vi dansk havnehistorie. Vi får en stærk og professionel samarbejdspartner med enorm viden om, hvordan vi kan udvikle os og styrke vores konkurrenceevne internationalt. Kapitalindsprøjtningen betyder, at vi nu kan hæve barren betydeligt for Nyborg Havn. Derfor er det her en virkelig vigtig aftale, som vi er meget glade for og har store forventninger til,« udtaler et samlet byråd i Nyborg Kommune.

Brookfields kapitaltilførsel på 700 millioner kroner består af en kombination af lånefinansiering og aktiekapital. Fremover vil Brookfields ejerandel være 14,1 procent af ADP. Fredericia Kommune ejer 76,5 procent, Middelfart Kommune har 0,3 procent, mens Nyborg Kommunes andel falder fra 10,8 til 9,1 procent. Til gengæld fastholder kommunen sin bestyrelsespost i ADP og dermed indflydelsen på selskabets fremtidige planer.

»Før havde vi en større del af et mindre selskab – nu bliver vores ejerandel en smule mindre, men selskabet bliver markant større. Det nye ADP vil være i en helt anden liga, både når det gælder kapital og ambitioner, og det vil helt sikkert også gavne vores by. Vi får flere arbejdspladser, og dermed er det også en investering i fremtidens velfærd. Vi glæder os til at tale med ADP, hinanden og hele byen om, hvordan vi sammen kan udnytte disse nye muligheder bedst muligt,« udtaler byrådet i Nyborg Kommune.

FAKTA

  • ADP – Associated Danish Ports – ejer og driver Fredericia Havn, Nyborg Havn, Hanstholm Havn og Taulov Dry Port. Samlet genererer selskabets aktiviteter omkring 9.000 fuldtidsstillinger i hele landet.
  • Brookfield er en af verdens største infrastrukturinvestorer og forvalter kapital for blandt andet pensionskasser. De er kendt for at investere i og drive kritisk infrastruktur lokalt med et globalt perspektiv.
  • Brookfield investerer samlet 700 millioner kroner i ADP og forventer mere end en fordobling af havneselskabets omsætning inden for de næste 8-10 år.

Indbrudsforsøg i Middelfart: Beboer overraskede tre mænd i opgangen

0

KRIMI. Fyns Politi har det seneste døgn modtaget anmeldelser om flere hændelser rundt på Fyn, blandt andet et indbrudsforsøg, narkokørsel og et voldsomt trafikuheld i Kerteminde.

Onsdag kl. 16.15 blev politiet tilkaldt til Brovejen i Middelfart, efter en beboer havde opdaget forsøg på indbrud. Beboeren mødte tre ukendte mænd i opgangen og opdagede efterfølgende, at hoveddøren havde tydelige opbrudsmærker efter et indbrudsforsøg.

I Vissenbjerg standsede politiet onsdag kl. 16.35 en bil på Østergade, hvor en 39-årig mand fra Assens Kommune blev sigtet for at køre under påvirkning af euforiserende stoffer.

Samme dag blev der fra Tommerup anmeldt skader på solceller på Lilleskovvej, hvor der efterfølgende blev konstateret varmeskader på taget af ejendommen.

Onsdag aften kl. 20.52 standsede politiet en 37-årig bilist i Faaborg, som blev sigtet for narkokørsel. Tidligere samme aften kl. 18.17 i Årslev blev en 22-årig udenlandsk mand sigtet, da han kørte slingrende og blev konstateret påvirket af både alkohol og euforiserende stoffer.

Natten til onsdag kl. 02.24 skete der en dramatisk ulykke på Rynkebyvej i Rynkeby nær Kerteminde. En bilist forsøgte at undvige et rådyr og mistede kontrollen over bilen. Køretøjet endte med at forårsage store materielle skader på to haver, herunder en lygtepæl, et el-skab, en terrasse og et højbed. Ingen personer kom umiddelbart til skade.

I Odense modtog politiet flere anmeldelser:

  • Kl. 01.14 blev en 25-årig mand stoppet på Rugårdsvej og sigtet for narkokørsel samt for at køre bil i frakendelsestiden.
  • Kl. 01.26 blev en 24-årig mand fra Fredericia Kommune standset på Filosofgangen og sigtet for narkokørsel samt efter lov om euforiserende stoffer.
  • Kl. 17.20 opstod et trafikuheld på Nyborgvej, hvor tre biler var involveret i et harmonikasammenstød. Ingen kom umiddelbart til skade.
  • Der blev desuden anmeldt tyveri fra en terrasse på Hjallesevej, hvor en havegrill med bord og en grøn bænk var blevet stjålet.

I Svendborg blev en 28-årig mand fra Aarhus Kommune kl. 21.10 sigtet efter lov om euforiserende stoffer på Vemmenæsvej, og på Landevejen ved Gudme blev der anmeldt en tabt nummerplade fra en varebil.

Alle oplysninger stammer fra Fyns Politi.

Michael Nørtoft ydmyg efter stor Michelin-anerkendelse: »Jeg er stadig bare jyde«

0

GASTRONOMI. Mandag aften var der stjerneregn over Odsherred, men ét navn skinnede lidt klarere end de andre. Da Michael Nørtoft fra restaurant Ti Trin Ned i Fredericia blev kaldt op som modtager af Michelins særlige hæderspris, Michelin Young Chef Award, bredte der sig en dirrende stilhed i salen. Øjeblikket var stort, næsten overvældende for den 29-årige jyde, der mærkede alvoren og glæden ryste i kroppen, mens han trådte frem foran de mange fremmødte. Lyset ramte ham, benene føltes tungere, og pulsen steg. Først flere timer senere, da projektørerne slukkede, og bifaldet stilnede af, begyndte oplevelsen for alvor at synke ind.

Dagen efter møder vi ham på Ti Trin Ned, restauranten med den smukke udsigt til Lillebælt, der netop har genvundet sin prestigefyldte Michelin-stjerne. Stedet virker tomt og stille, som om det hviler ud efter nattens begivenheder. Fra køkkenets skjulte kroge høres en dæmpet klirren af glas. Efter en kort ventetid dukker Michael op med en lille stak plastiklåg mellem hænderne, som han er ved at skille ad. Han ser op med en mild forundring, næsten som om han i sin koncentration helt havde glemt vores aftale. Han har gået alene rundt i køkkenet, fordybet i rutinerne og de kommende dages travlhed, og derfor virker kontrasten til gårsdagens festivitas ekstra tydelig, som han nu står foran os. 

Michael virker dog stadig lidt overrumplet, som om nattens oplevelser endnu ikke helt har bundfældet sig. Han stiller låg-bunken fra sig på bordet, før han vender blikket tilbage med et lille træk på skuldrene.

»Det er jo en stor anerkendelse,« begynder han forsigtigt og fortsætter med en naturlig ydmyghed i stemmen.

»Man føler sig stolt bagefter. Men jeg er jo stadigvæk jyde og meget nede på jorden, så jeg kommer ikke til at svinge med de helt store ord om det. Man er selvfølgelig meget glad, og også en smule overrasket.«

Hans reaktion var fysisk, husker han tydeligt, for da hans navn blev sagt, var det den allerførste pris på aftenen. Der var ingen blid opvarmning, ingen forvarsel. Bare hans navn, der pludselig gjaldede ud over forsamlingen, mens de skarpe lyskegler fandt ham i mængden. Det var et øjeblik af ren nervøsitet og uvirkelighed, som kun sjældent indtræffer i et menneskes liv.

»Jeg rystede noget, må jeg indrømme,« siger Michael, og et skævt smil afslører, at det endnu sidder lidt i kroppen.

»Selvom man måske har tænkt tanken, bliver man overrasket, ligegyldigt hvad. Når man sidder der, er det så stor en maskine, og der er så mange mennesker i sådan en hal. Man kan ikke lade være med lige at blive rørt og nervøs på samme tid.«

Han ryster kort på hovedet, som om han stadig ikke helt begriber, hvad der egentlig skete i det sekund, hans navn rungede gennem salen.

Først lidt efter, begynder ordene langsomt at trænge ind. Men betydningen af dem når hurtigt længere ud, end han overhovedet havde forestillet sig. Allerede få minutter efter at hans navn bliver råbt op, lyser telefonen op, og indbakken oversvømmes af lykønskninger, hilsener og anerkendelser – ikke kun fra venner og familie, men også fra mennesker, han aldrig har mødt før. Kokke fra hele verden sender ham beskeder og fortæller, at også de har bemærket den unge dansker fra Fredericia.

»Jeg tror, det er svært at beskrive præcist, hvor meget det betyder. Der er så mange lag i det. Hvad jeg selv føler, hvad venner og familie skriver, og også hvad mennesker, man slet ikke kender fra udlandet, pludselig sender af beskeder. Det går langt ud,« fortæller han.

Når snakken falder på, hvorfor Michelin-guidens skarpe blik lige faldt på ham, er Michaels første instinkt hverken at fremhæve egen kreativitet, tekniske formåen eller den unikke evne til at anvende lokale råvarer, som Michelin ellers roser ham for. I stedet vender han tilbage til en forklaring så jordnær, at man næsten kan høre hans jyske rødder igennem ordene.

»Jeg er ung nok til det endnu,« siger han, og røber samtidig en vis generthed over at skulle forklare det nærmere. Han giver sig ud i en let krøllet forklaring om, at sidste års modtager vist lige var omkring de tredive, og at grænsen for denne pris nok ligger der omkring.

»Og jeg er jo kun 29 endnu,« påpeger han, som om det skulle forklare det hele.

Men da forklaringen om alder og grænser ebber ud, bevæger Michael sig forsigtigt videre mod en anden, men igen temmelig ydmyg pointe. Rosen går stadig ikke udelukkende til ham selv, men retter sig mod den nye virkelighed, han og hans partner Lærke Krudt har skabt, efter at de overtog Ti Trin Ned. Nu står de nemlig for første gang helt fremme i rampelyset med egne navne, egne ansigter og eget ansvar.

»Nu står vi på egne ben og har fået mulighed for at vise, hvad vi kan. Det tror jeg helt sikkert gør en stor forskel. Selvom jeg tidligere også har sat mit præg på tingene, har det jo ikke rigtigt været mit navn, der stod forrest. Det gør det nu, og det er blevet nemmere at se, hvem der står bag. Det er nok også derfor, at de har lagt mærke til, hvad vi laver hernede,« forklarer han.

Michelin-guidens præcise ordvalg om Michaels evner har da stadig sat sig fast hos ham, selvom han let forlegent indrømmer, at ordene først trængte helt ind bagefter. Oppe på scenen, hvor det blev forventet, at han skulle svare på, hvad de flotte ord betød for ham, havde han faktisk slet ikke forstået, hvad der blev sagt. Nervøsiteten havde simpelthen lagt sig som »en klokke om hans hoved«. Men i dag, med lidt afstand til begivenheden, er betydningen af anerkendelsen blevet tydeligere for ham.

Han forklarer med den afdæmpede entusiasme, som kendetegner ham, at kreativiteten for ham skal være håndgribelig. Den skal være umiddelbart synlig og forståelig for gæsterne, der sidder ved bordene. Der skal være en klar forbindelse mellem det, gæsterne oplever på tallerkenen, og den vision, der ligger bag hver eneste ret.

»Vi prøver altid at fortælle gæsterne lidt om, hvor tingene kommer fra, og sætte navne på leverandørerne. Det behøver ikke være lange historier, for det skal jo ikke blive noget, man ikke gider høre på. Men vi vil gerne vise, at fisken måske kommer fra en lokal fisker lige herude ved havnekajen, eller grøntsagerne fra en gård mellem Middelfart og Assens,« siger han og kaster et kort blik ud mod Lillebælt, som om han næsten kan pege råvarernes oprindelsessteder ud fra hvor han står.

Da han går lidt dybere ned i, hvordan han konkret arbejder med råvarerne, bliver det tydeligt, at sæsonernes rytme spiller hovedrollen. Som eksempel nævner han en dessert med granskud og grønne jordbær, som i disse uger er på deres absolut højeste. Granskuddene er bedst nu – ikke ved juletid, som mange måske kunne tro – og de grønne jordbær tilfører en syre og friskhed, som komplementerer granens lidt bitre smag perfekt.

»For mig personligt handler det meget om snakkene bag kulisserne, hvor vi hele tiden holder os opdaterede på, hvad der rører sig, hvad der er i sæson lige nu, og hvad der har den bedste kvalitet,« understreger han.

Når han udvikler nye retter, starter processen derfor altid med at finde frem til råvarer, der er på toppen af deres ydeevne. Først derefter kommer alle andre overvejelser – også hvordan retten skal tage sig ud visuelt. For køkkenchefen er smagen det absolutte omdrejningspunkt for den gastronomiske oplevelse.

»Det handler meget om at tænke på, hvad vi har af lækre råvarer, og hvad vi selv skal tilføje, så retten bliver så god som muligt. Når smagen først sidder der, begynder vi at arbejde med udseendet. Der er måske nogen, der gør det omvendt og starter med udseendet, hvorefter de bygger smagen op bagefter. Men for mig giver det mest mening at starte med smagen og finde ud af, hvad der er i sæson lige nu, og hvad der passer godt sammen.«

Bag det åbenlyse fokus på råvarernes friskhed og rettens præcise smagsbalance gemmer sig en anden og mindst lige så afgørende ingrediens. En ingrediens, der hverken kan vejes, måles eller anrettes på tallerkenen. Her handler det om de mennesker, som sammen udgør restauranten.

Hos Michael findes en grundlæggende overbevisning om, at intet kan lade sig gøre uden holdet omkring ham. Derfor fyldte det ham også med en vis ærgrelse, at han i prisoverrækkelsens nervøse nu ikke fik nævnt sine kollegaer. Så mens han trådte ned fra scenens lys, trak han telefonen op af lommen for at sende en besked til køkkenholdet hjemme i Fredericia. Her skrev han at prisen også var deres.

»Jeg fik hurtigt skrevet til holdet bagefter og undskyldte, at jeg ikke havde fået sagt det oppe på scenen. Men uden deres hænder kunne jeg jo slet ikke få noget ud til gæsterne. Det er vigtigt at huske.«

Anerkendelsen fra Michelin er måske nok givet personligt til ham, men succesen bygger på et fælles fundament og samarbejdet med holdet omkring ham, forklarer han.

Derfor hviler Michael heller ikke på laurbærrene efter denne pris. Tværtimod. Han ser allerede frem mod det næste skridt, som igen kræver, at hele holdet præsterer på absolut højeste niveau.

»Hvis man først føler sig tryg i det, man laver, så bliver man hurtigt overhalet. Vi skal hele tiden være på dupperne og udvikle os,« bemærker han.

Ambitionerne går nemlig videre end at holde fast i én Michelin-stjerne. I Michaels verden findes der altid plads til at drømme endnu større og stræbe endnu højere, og der gemmer sig hos ham en realistisk, men kompromisløs forståelse af Michelin-universets barske krav.

»Vi har hele tiden været ærlige omkring, at vi går efter at få to stjerner hernede. Nu ved vi i hvert fald, at de har øjnene på os, så nu har vi måske mulighed for at give den lidt ekstra gas. Det kræver selvfølgelig et fantastisk hold, og det synes jeg allerede, vi er ved at have bygget op. Men det kræver også et stærkt setup uden for køkkenet – administration og alt det rundt omkring.«

Mens man sidder og lytter, fornemmer man en imponerende drivkraft hos Michael. Den drivkraft, der præger ham i dag, var dog ikke altid givet på forhånd. Faktisk var kokkelivet ikke skrevet nogen steder i stjernerne, dengang han som teenager mest af alt ledte efter et praktisk sted at lande efter at have mistet tålmodigheden med skolen.

»Selvfølgelig er der også noget med talent, men jeg kom ikke fra en kokkefamilie eller sådan noget – det var bare mig. Det var egentlig heller ikke, fordi jeg gik rundt og drømte om at blive kok. Jeg var bare lidt skoletræt i 9. klasse, og tænkte, at det med at lave mad altid var noget, man kunne bruge til et eller andet. Jeg fandt hurtigt ud af, at det passede virkelig godt til mig. Og siden har jeg været til en masse forskellige ting, der har vist mig, at jeg åbenbart havde flair og talent for det,« siger han som om det nærmest var et lykkeligt tilfælde.

Men tilfældet blev snart til målrettede valg. Gennem hårdt arbejde og vedholdenhed arbejdede Michael sig trin for trin op gennem branchens hierarki. Først som elev, hvor andre hurtigt opdagede hans talent, og senere i en række anerkendte køkkener, der hver især skubbede ham et trin videre mod toppen. Næste mål var altid mere ambitiøst og mere krævende end det forrige.

Og sådan fortsatte han med blikket vendt opad, indtil han pludselig stod der mandag med det røde trofæ i hænderne og hele branchens anerkendelse rettet mod sig.

Med den oplevelse frisk i erindringen sender han et klart budskab til andre unge, der måske står i samme position, som han selv gjorde dengang:

»Jeg tror, at alle kan nå det, de drømmer om, hvis de virkelig giver den gas. Meget handler jo om prioriteter, om at presse sig selv lidt, brænde for noget og hele tiden prøve at lære mere. Det handler egentlig bare om aldrig at give op.«

Efter de afsluttende ord vender han tilbage til sit køkken, hvor dagens opgaver stadig venter. Michelin-prisen er ganske vist blevet en vigtig milepæl på hans rejse, men langt fra slutdestinationen. Ambitionerne, drømmene og viljen til hele tiden at præstere bedre er nemlig helt uændrede.

Læs også

Dramatik på motorvejen: Bilister mistede kontrollen

0

KRIMI. Fyns Politi har offentliggjort døgnrapporten med hændelser fra det seneste døgn, der tæller både trafikuheld, tyverier og sigtelser for narkokørsel.

På Fynske Motorvej ved afkørsel 55 Aarup østgående i Assens Kommune skete tirsdag morgen kl. 07.45 et færdselsuheld, hvor en bilist mistede kontrollen og påkørte det midterste autoværn. Både bilen og autoværnet fik betydelige materielle skader, men ingen personer kom til skade.

Tirsdag aften kl. 22.00 blev en 22-årig mand fra Assens Kommune stoppet af politiet på Niels Kjærbyes Vej i Assens. Han blev sigtet for narkokørsel. En 16-årig mand, som var passager i bilen, blev samtidig sigtet efter lov om euforiserende stoffer.

Fynske Motorvej blev også tirsdag aften kl. 19.44 ramt af endnu et uheld – denne gang i Odense S. Her mistede en bilist kontrollen over sit køretøj på grund af store mængder vand på kørebanen og påkørte en anden bil samt autoværnet. Ingen personer kom umiddelbart til skade.

Flere indbrud fandt sted i løbet af døgnet:

I Vesterparken i Ringe blev der natten til tirsdag begået indbrud, hvor gerningspersonen kom ind via en åbenstående dør. Der blev stjålet to flasker whisky, kontanter, knive og en økse fra en knivsamling.

På Brændeskovvej i Nyborg blev der tirsdag aften kl. 22.41 begået indbrud via en opbrudt dør. Her blev der stjålet en lampe og et spisestel.

I Odense SV blev der anmeldt et tidligere indbrud på Lisas Allé, hvor en rude var blevet aflistet. Det er endnu uklart, hvad der er blevet stjålet.

Endelig blev der anmeldt et lommetyveri, hvor en telefon blev stjålet fra en persons lomme. Tyveriet fandt sted på ukendt sted, og personen bemærkede intet usædvanligt under episoden.

Alle oplysninger stammer fra Fyns Politi.

Konkurrencerådet undersøger forsikringsselskabernes priser og vilkår

0

FORSIKRING. Konkurrencerådet har nu besluttet at indlede en omfattende markedsefterforskning af markedet for private skadesforsikringer. Baggrunden er, at en analyse fra april 2025 viste udfordringer med konkurrencen på netop dette område.

Markedsefterforskningen, som er den første af sin art i Danmark, vil især fokusere på forsikringsselskabernes fastsættelse af præmier og kundevilkår. Formålet er at afklare, om selskabernes praksis svækker konkurrencen i en sådan grad, at Konkurrencerådet bør gribe ind.

Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, siger:

»Vores analyse fra april viste, at konkurrencen på markedet for skadesforsikringer til private er udfordret. Med markedsefterforskningen vil vi få afdækket, om forsikringsselskabernes adfærd svækker konkurrencen i en grad, så der er grundlag for at gribe ind fra konkurrencemyndighedens side.«

Markedsefterforskningen er et nyt værktøj i den danske konkurrencelov, som blev indført den 1. juli 2024. Værktøjet giver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen mulighed for at undersøge markeder mere grundigt og om nødvendigt gribe ind mod adfærd, som svækker konkurrencen, selv om adfærden ikke direkte overtræder eksisterende konkurrenceregler.

Konkret vil undersøgelsen rette særlig opmærksomhed mod forsikringsselskabernes praksis med at indeksregulere forsikringspræmier efter lønudviklingen i den private sektor uden særskilt varsel til forbrugerne.

Til at begynde med vil markedsefterforskningen omfatte 27 virksomheder, som er aktive på markedet for private skadesforsikringer, herunder husforsikring, bilforsikring, rejseforsikring og indboforsikring.

En markedsefterforskning kan vare op til to år. Undersøgelsen kan enten resultere i konkrete påbud mod forsikringsselskabernes fremtidige adfærd, eller den kan ende uden yderligere handlinger, hvis der ikke findes grundlag for indgreb.

»Det er første gang, vi igangsætter en markedsefterforskning. Det er et nyt værktøj, som giver os mulighed for at gribe ind, uden at de gældende forbudsbestemmelser i konkurrenceloven er overtrådt. I sidste ende handler det om at sikre, at markedet for skadesforsikring er velfungerende, og at forbrugerne kan få bedre og billigere forsikringer,« siger Christian Schultz.

Markedsefterforskningsværktøjet kan ikke føre til sanktioner med tilbagevirkende kraft. Eventuelle sanktioner kan først komme på tale, hvis selskaber efterfølgende ikke overholder udstedte påbud eller afgivne tilsagn.

Ny kortlægning: Her skal de næste store iværksættersucceser udklækkes

0

IVÆRKSÆTTERI. Danmark skal være et land, hvor kreative iværksættere som ”Ole Opfinder” og ”Ida Iværksætter” har optimale betingelser for at vokse og skabe fremtidens store erhvervssucceser. Derfor har Erhvervsstyrelsen nu lavet en ny kortlægning af landets fysiske iværksættermiljøer, som skal hjælpe med at styrke rammerne for nye idéer og virksomheder i hele landet.

Kortlægningen sker som led i Iværksætteraftalen fra 2024, som regeringen indgik med Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. I den forbindelse blev der også indgået et samarbejde med flere danske fonde og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO). Målet er at styrke danske iværksættermiljøer, der bygger på landets særlige styrkepositioner.

Resultaterne viser, at Danmark allerede har et godt netværk af iværksættermiljøer, men at der er stor geografisk forskel. De fleste miljøer findes i storbyerne – særligt København og Aarhus – mens der er mere spredt forekomst i resten af landet. Samtidig er miljøernes finansiering forskellig: nogle drives rent privat, mens andre får støtte fra enten offentlige midler eller fonde. Fælles for mange af miljøerne er dog, at de har brug for ekstra investeringer, hvis de skal udvikle sig både fysisk og fagligt.

Med den nye viden har regeringen nu fået et solidt grundlag for at beslutte, hvor det giver bedst mening at støtte og videreudvikle eksisterende miljøer, eller etablere nye.

Erhvervsminister Morten Bødskov understreger vigtigheden af at investere i stærke iværksættermiljøer:

»Vores innovative iværksættere skal kunne udvikle sig til de næste store erhvervssucceser. Det er det, som stærke fysiske iværksættermiljøer inden for danske styrkepositioner kan muliggøre. Med kortlægningen i hånden ved vi, hvor der skal sættes ekstra ind. Næste skridt er at finde konkrete projekter i samarbejde med fondene, som med den rigtige støtte kan vokse sig store, skabe arbejdspladser, eksport og levere løsninger på vor tids store udfordringer. Fondene har den nødvendige ballast til at give iværksættere og iværksættermiljøer det skub i ryggen, der gør, at de lykkes. I fællesskab tager vi et stort skridt mod at blive verdens bedste iværksætterland.«

Samarbejdet mellem regeringen og fondene er et centralt element i den bredere Iværksætteraftale, som har til formål at skabe et mere attraktivt og dynamisk iværksættermiljø i hele Danmark.

Ny strafreform skal bremse naturkriminalitet

0

POLITIK. To sager fra Sydjylland har den seneste tid sat nyt fokus på naturkriminalitet. Først blev et par i Kolding dømt for ulovligt at have ryddet en mose nær deres bolig. Siden fulgte en sag ved Vejle Fjord, hvor virksomheden Morning Star, ejet af erhvervsmanden Henrik Hallenberg Rasmussen, ulovligt kystsikrede et fredet område. Rasmussen har tidligere været involveret i lignende sager, men hidtil uden større juridiske konsekvenser.

SF’s retsordfører, Karina Lorentzen, mener, at problemet skyldes, at straffene for naturkriminalitet ikke har været tilstrækkeligt afskrækkende. Hun fremhæver som eksempel, at parret i Kolding fik en straf på 100 timers samfundstjeneste, mens deres ejendom steg med 1,5 millioner kroner i værdi på grund af handlingen.

SF har derfor i forbindelse med den nye strafreform fået gennemført, at bøden for naturkriminalitet bliver fordoblet, og at der i særligt alvorlige sager fremover også kan idømmes fængselsstraf.

»Det her er en stor sejr for vores fælles natur. Som vi har set flere gange, er det stort set kun samvittigheden, der holder folk tilbage fra at ødelægge fredet natur, når bøden er mindre end den økonomiske gevinst, man kan opnå,« siger Karina Lorentzen.

Hun understreger dog også, at hun havde ønsket endnu skrappere sanktioner:

»Jeg havde større ambitioner i forhold til strafskærpelserne, men vi bevæger os i den rigtige retning. Muligheden for fængselsstraf – selvom den sandsynligvis sjældent vil blive brugt – sender et stærkt signal i de groveste tilfælde. Og selvom bøderne nu bliver dobbelt så store, havde jeg gerne set, at bødestørrelsen var indtægtsreguleret. Det kunne bedre sikre, at naturødelæggelser aldrig bliver en overskudsforretning.«

Lorentzen mener, der stadig er områder, der bør forbedres for effektivt at bekæmpe naturkriminalitet:

»Vi har taget det første vigtige skridt ved at forhøje straffen. Det næste skridt handler om at sikre, at flere sager overhovedet bliver retsforfulgt,« siger hun.

Hun påpeger, at det ofte er økonomisk tungt for kommunerne at efterforske sager om naturkriminalitet, og at nogle alvorlige sager derfor slet ikke bliver forfulgt.

»Der bør være en mulighed for, at staten kompenserer kommunerne for de omkostninger, der opstår i forbindelse med sager om naturkriminalitet. Mange af de kommuner med mest fredet natur er samtidig dem med de mest pressede budgetter. Derfor er det kun rimeligt, at staten hjælper dem økonomisk med at forfølge disse sager. Det arbejde fortsætter,« siger Karina Lorentzen.

Intensiv undervisning kan løfte elevers matematikniveau markant, viser forskning

0

VIDEN. Et nyt forskningsstudie fastslår, at intensiv, målrettet undervisning i matematik kan forbedre elevers matematikkundskaber svarende til op mod et helt års læring.

Studiet, som blev publiceret i april i det videnskabelige tidsskrift npj Science of Learning, har undersøgt effekten af en særlig indsats, kaldet Tidlig Matematik-indsats Til Marginalgrupper (TMTM). Indsatsen bestod af individuelt tilpasset undervisning i matematik, enten som ene-undervisning eller i små grupper, målrettet de 20 procent fagligt svageste elever i 2. og 8. klasse.

Forskerne bag studiet, ledet af professor Michael Rosholm, konkluderer, at eleverne efter blot 12 ugers intensiv undervisning opnåede forbedringer i matematik, som svarer til op mod et års almindelig skolegang. Dermed placerer resultaterne sig i den absolut høje ende i forhold til effekter set ved lignende indsatser på skoleområdet.

Under forløbet blev eleverne nøje screenet af lærerne, som samtidig tilpassede undervisningen løbende gennem tæt dialog med hver enkelt elev. Tidligere forskning har også gentagne gange vist, at netop undervisning i små grupper eller med individuel fokus effektivt kan løfte elevernes faglige niveau.

Styrket indsats i folkeskolen skal give bedre resultater

Næsten hver ottende elev forlod sidste år 9. klasse uden at bestå enten dansk eller matematik – eller begge fag. Det har fået regeringen til at sætte fokus på at styrke indsatsen for de fagligt svageste elever.

Gennem Folkeskolens kvalitetsprogram bliver der nu sat ind med intensive forløb i dansk og matematik for de cirka 10 procent elever med de største udfordringer. Programmet har en indfasningsperiode fra 2025 til 2028, hvor kommuner og skoler får hjælp af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet til at udvikle og afprøve forskellige metoder og tilgange.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye understreger, at de intensive indsatser er afgørende:

»Jeg er glad for, at vi har afsat en halv milliard til særlige indsatser i dansk og matematik i folkeskolen, når forskningen igen viser os, at det virkelig batter noget. Med de styrkede indsatser får de fagligt svageste elever en guldvask i eksempelvis intensiv matematik, så de hurtigt kan indhente deres klassekammerater. Vi ved godt, at ikke alle børn knækker regnekoden lige hurtigt, men det er vigtigt at sætte tidligt ind, for dansk og matematik er nøglen til læring i alle fag,« siger ministeren.

Markant færre studenter går direkte videre med uddannelse

0

STUDENT. Blot én ud af ti studenter fra årgang 2024 gik direkte videre med en ny uddannelse, viser en ny analyse fra Danmarks Statistik. Det er et markant fald sammenlignet med tidligere år, hvor tendensen har været, at langt flere valgte at gå i gang med videre studier straks efter studentereksamen.

Ifølge analysen fra Danmarks Statistik er der tale om en klar ændring i unges uddannelsesvaner over det seneste årti. Mens en fjerdedel af studenterne i 2014 fortsatte direkte efter gymnasiet, var det kun omkring ti procent fra sidste års studenterårgang.

Tendensen gælder også, når man kigger på studenter, der tager ét eller to sabbatår. Af studenterne fra 2023-årgangen var blot 27 procent begyndt på en uddannelse ét år efter afsluttet gymnasium. For ti år siden, hos 2013-årgangen, lå dette tal helt oppe på 59 procent. To år efter eksamen var 55 procent af studenterne fra 2022-årgangen i gang med en uddannelse, mod 77 procent af 2012-årgangen.

Stor forskel på tværs af herkomst

Analysen viser også tydelige forskelle, når man ser på studenternes herkomst. Studenter med dansk oprindelse vælger langt hyppigere sabbatår. Kun 8 procent af studenterne med dansk oprindelse gik i gang med en ny uddannelse tre måneder efter studentereksamen i 2024. Blandt studenter med indvandrerbaggrund var tallet væsentligt højere, nemlig 32 procent, mens det blandt efterkommerne var 28 procent.

Universiteterne er stadig mest populære

Når studenterne vælger at læse videre, er universiteterne det foretrukne uddannelsesvalg. Blandt de studenter, der gik direkte videre med uddannelse i 2024, valgte 41 procent at starte på en bacheloruddannelse på universitetet. Professionshøjskolerne fulgte efter med 30 procent. Samtidig valgte 16 procent en erhvervsfaglig uddannelse, og 12 procent startede på en kort videregående uddannelse.

Herkomst spiller også ind på typen af uddannelse, der vælges. Blandt studenter med dansk oprindelse, som gik direkte videre, valgte hele 20 procent en erhvervsfaglig uddannelse. Blandt studenter med indvandrerbaggrund og efterkommere var tallet langt lavere – henholdsvis 4 procent og 3 procent.

Analysen er baseret på data fra Danmarks Statistik, der netop har offentliggjort tallene for studenternes uddannelsesvalg frem mod 2024.

Kilde: Danmarks Statistik (Nyt fra Danmarks Statistik nr. 191, 23. juni 2025)

Region Syddanmark sætter ind mod lange ventetider i psykiatrien

0

REGION. Region Syddanmark tager nye skridt for at forbedre indsatsen for borgere med psykiske lidelser. Med etableringen af nye ADHD-klinikker, øget kapacitet i psykiatrisk speciallægepraksis og en ny aftale med praktiserende psykiatere samt børne- og ungdomspsykiatere, der økonomisk tilskynder øget aktivitet, vil regionen nedbringe ventetider og sikre mere sammenhængende behandlingstilbud.

Et centralt initiativ til at reducere ventelisterne er oprettelsen af én til to specialiserede ADHD-klinikker målrettet voksne med let til moderat ADHD. Klinikkerne skal give hurtigere adgang til både udredning og behandling. Klinikkerne vil blive ledet af en speciallæge i psykiatri, suppleret med andre fagprofessionelle som speciallæger i almen medicin og erfarne sygeplejersker. Der vil være særlig fokus på grundig lægelig udredning, så eventuelle samtidige lidelser opdages og behandles korrekt.

Klinikkerne skal arbejde tæt sammen med den regionale behandlingspsykiatri, således at patienter, der har behov for en anden behandling, kan sikres en nem overgang. Den første klinik forventes at åbne ved Friklinikken i Grindsted i sensommeren 2025. Herefter planlægges en anden klinik som forsøgsordning, forudsat at Sundhedsministeriet giver sin godkendelse. Denne klinik forventes etableret i Odense-området.

Der er afsat 10 mio. kr. årligt fra regionens andel af midler fra Sundhedsreformen 2024 til driften af klinikkerne.

Flere speciallæger skal nedbringe ventetider

Samtidig udvides kapaciteten i psykiatrisk speciallægepraksis. Regionen har inden for det seneste halve år udmøntet og besat ydernumre i psykiatri i Svendborg og Vejen. Nu oprettes et nyt ydernummer i den jyske del af regionen, ligesom en eksisterende delepraksis i Nyborg opgraderes med mere kapacitet. Målet er at styrke behandlingstilbuddet og imødekomme stigende efterspørgsel og lange ventetider.

Der oprettes desuden et nyt ydernummer i børne- og ungdomspsykiatrien i enten Haderslev, Sønderborg, Tønder, Aabenraa eller Esbjerg Kommune. Regionen har i dag fire speciallægepraksis i børne- og ungdomspsykiatri.

Regionsrådet har desuden besluttet at indgå en ny aftale med de praktiserende psykiatere samt børne- og ungdomspsykiatere i regionen. Aftalen gør det økonomisk mere attraktivt at behandle flere patienter, idet de økonomiske begrænsninger, som normalt reducerer honorarer ved høj aktivitet, midlertidigt ophæves. Erfaringer fra en lignende aftale i 2024 viste, at dette førte til en markant stigning i antallet af patienter, der blev behandlet.

Politisk opbakning til samlet indsats

Mette Bossen Linnet (V), udvalgsformand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark, ser frem til, at patienterne får hurtigere og mere helhedsorienteret hjælp:

»Vi har en klar forpligtelse til at forbedre adgangen til psykiatrisk behandling. Flere psykiatripraksis og en stærkere økonomisk aftale med de nuværende praktiserende psykiatere udgør sammen med de nye ADHD-klinikker en samlet indsats, der kommer til at gøre en mærkbar forskel.«

Pernelle Jensen (V), udvalgsformand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Syddanmark, supplerer:

»Vi ser et stigende behov for psykiatrisk hjælp, og det kalder på målrettede og sammenhængende løsninger. Øget kapacitet i psykiatripraksis styrker det nære sundhedsvæsen, og det specialiserede tilbud til ADHD-udredning og behandling er en hjælp til både borgerne og almen praksis, samtidig med at det aflaster praktiserende psykiatere. Med disse tre initiativer tager vi et stort skridt mod at komme de lange ventetider til livs.«

De tre initiativer spiller tæt sammen med Region Syddanmarks kommende psykiatriplan for 2026-2032 og den nationale 10-årsplan for psykiatrien. Finansieringen sker primært via nationale psykiatrimidler og midler fra sundhedsreformen.

Region Syddanmark klar til sundhedsreformen med ny organisering

0

REGIONEN. Et enigt regionsråd har netop godkendt en ny overordnet organisering, som skal ruste Region Syddanmark til at implementere den kommende sundhedsreform. Den politiske beslutning markerer starten på et stort forandringsarbejde, hvor sundhedstilbud skal bringes tættere på borgerne – og samtidig være mere ensartede på tværs af hele regionen.

Bo Libergren (V). Foto: AVISEN

Ifølge regionsrådsformand Bo Libergren (V) er det afgørende, at organisationen er klar til de nye opgaver, som venter:

»Jeg ser frem til, at vi – på tværs af hele regionen – kan tage fat på at udvikle regionens nye ansvarsområder og de opgaver, som venter. Nu har vi rammerne på plads for, hvordan vores organisation skal se ud, så vi er klar til at løse de nye og vigtige opgaver, som følger med sundhedsreformen,« siger han.

Flere opgaver til sygehusene

Sundhedsreformen indebærer, at sygehusene fremover får ansvar for opgaver, der tidligere har ligget i kommunerne. Det gælder blandt andet akut sygepleje, sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse og dele af rehabiliteringen og genoptræningen.

Derudover integreres psykiatrien og somatikken tættere på sygehusene, så fysisk og psykisk sygdom behandles mere helhedsorienteret og ligeværdigt.

Som følge af de udvidede ansvarsområder skifter sygehusledelserne også navn og rolle – de bliver fremover til sundheds- og sygehusledelser.

Fire nye sundhedsråd bliver centrale aktører

En væsentlig ændring i den politiske struktur bliver etableringen af fire nye sundhedsråd, som træder i kraft 1. januar 2026. De fire råd vil dække henholdsvis Fyn, Lillebælt-området, Sydvestjylland og Sønderjylland, og består af politikere fra både Region Syddanmark og de lokale kommuner.

»En af de vigtigste opgaver for de kommende sundhedsråd bliver at sikre, at sundhedstilbud i højere grad rykker ud af sygehusene og endnu tættere på borgerne – i nogle tilfælde helt ind i borgerens eget hjem. Det kan eksempelvis være hjemmebehandling frem for ambulante besøg på sygehuset,« siger Bo Libergren.

Sundhedsreformen træder endeligt i kraft 1. januar 2027, men Region Syddanmark går nu forrest med forberedelserne, så både organisation og politiske strukturer er klar til fremtidens sundhedsvæsen. Målet er klart: Flere tilbud tættere på borgeren – og bedre sammenhæng i indsatsen.

Tak til de frivillige, der gør en forskel i den sidste tid

0

Tak til alle I frivillige medborgere som med nærvær tager et enormt ansvar når livet for en uhelbredelig syg er ved at rinde ud.

Regionsrådet i Syddanmark, hvor jeg er valgt som regionsrådsmedlem, tog en stor og anerkendende beslutning på dagens regionsrådsmøde.

Sagen handler om de mange frivillige der som medlemmer i Palliativt Frivilligt Netværk og Røde Kors yder en kæmpe indsats for uhelbredelig syge, der er indlagt på Regionens sygehuse.

Palliation er et andet ord for lindring og kan både gælde fysiske, psykiske, sociale eller åndelige lidelser. De mange frivillige supplerer med medmenneskelighed og en stor personlig indsats den lægefaglige sygehusindsats, der har til formål at øge livskvaliteten for mennesker med livstruende sygdom og deres pårørende ved at forebygge og lindre smerte og lidelser. Efter patientens død handler den palliative indsats om at støtte de efterladte. 

Dagens aftale er en forlængelse af en aftale om ”Den sidste tid” der i 2021 blev indgået med Palliativt Frivilligt Netværk og Røde Kors på Fyn om at udvikle/drive et korps af frivillige, der er tilknyttet de specialiserede palliative funktioner på Regionens sygehuse. Erfaringerne med tilbuddene er gode, og derfor vedtog regionsrådet, at aftalerne forlænges med en ny 4-årig periode. Indsatsen udvides så den dækker Fyn og Syd-/Sønderjylland. 

De frivilliges indsats er evalueret af Videnscenter for Rehabilitering og Palliation. Samlet viser evalueringen, at de frivillige yder en værdifuld og individuel støtte og aflastning, som ser ud til at supplere, men også adskille sig fra den støtte og aflastning medarbejderne har mulighed for at tilbyde. Den indsats, de frivillige tilbyder, understøtter og fremmer en helhedsorienteret indsats og omfavner både fysiske, psykosociale og eksistentielle behov.

I min tale på dagens Regionsrådsmøde bad jeg de andre fyrre medlemmer om at vi sammen sender alle jer frivillige en kæmpe tak for jeres store indsats. Tak. 

Aftalerne betyder, at Regionen inden for den afsatte økonomiske ramme yder et økonomisk tilskud til henholdsvis PFN og Røde Kors til at varetage den administrative støtte- /koordinatorfunktion ved at udvikle og drive et netværk af frivillige. Der er indgået en fireårig aftale. Der ydes i 2024-niveau et årligt tilskud på henholdsvis 647.347 kr. til PFN og 701.292 kr. til Røde Kors. 

Efter hård kritik: SJF Bank sælger aktier i Nordfyns Bank

0

FINANS. SJF Bank har i dag solgt sin aktiepost i Nordfyns Bank til Middelfart Sparekasse. Handlen sker til kurs 510, svarende til kurs/indre værdi på 1,15, og udløser en gevinst på 74 mio. kr. i bankens regnskab for andet kvartal 2025. Gevinsten i forhold til erhvervelsesprisen i 2021 er endnu højere og er løbende blevet bogført i bankens regnskaber.

Transaktionen betyder samtidig, at SJF Banks kapitalgrundlag bliver styrket med 200 mio. kr. Adm. direktør i SJF Bank, Lars Petersson, er tilfreds med resultatet:

»Vi betragter salget som særdeles tilfredsstillende – både økonomisk og strategisk. Vi har gennem hele forløbet ageret ordentligt og transparent. Med denne transaktion frigør vi betydelig kapital til gavn for banken og ikke mindst vores aktionærer,« siger han.

Forløbet op til salget har været præget af kritik og medieomtale, særligt efter at Nordfyns Bank i begyndelsen af maj offentliggjorde planer om en fusion med Fynske Bank. SJF Bank kritiserede undervejs processen, manglende dialog og en pris, som banken vurderede som alt for lav.

»Det tilbud, som Nordfyns Banks aktionærer blev præsenteret for, var efter vores vurdering for lavt – ja, tarveligt lavt. Når man samtidig afviser at dele centrale dokumenter og analyser og afviser dialog, så underminerer man både gennemsigtigheden og ejernes mulighed for at tage stilling,« siger Lars Petersson.

Han forklarer, at SJF Bank modtog fortroligt materiale fra Nordfyns Bank den 2. maj 2025 om en forestående fusion med Fynske Bank. Det eneste konkrete indhold var et foreslået bytteforhold på 2,7 samt en anmodning om uigenkaldelig støtte til fusionen. SJF Bank anmodede efterfølgende om supplerende oplysninger, men blev afvist.

»På dette utilstrækkelige grundlag, og med en afregningspris, vi vurderede som uforståeligt lav, fandt vi det umuligt at støtte fusionen,« siger Petersson.

Ønskede dialog – fik afvisning

SJF Bank har siden købet af aktieposten i Nordfyns Bank i 2021 åbent tilkendegivet interesse for en fusion mellem de to banker. Men Nordfyns Banks ledelse har konsekvent afvist dialog og fastholdt ønsket om selvstændighed. På generalforsamlingen i Nordfyns Bank den 20. marts 2024 blev et aktionærforslag om at indlede fusionsdrøftelser med SJF Bank afvist af bestyrelsen. Alligevel stemte hele 18 pct. af aktionærerne for at undersøge en mulig fusion.

»Vi har altid respekteret Nordfyns Banks ønske om selvstændighed, og vi stod ikke bag aktionærforslaget. Vi stemte endda ikke på forslaget, netop af respekt for bankens ledelse og den demokratiske proces. Men den betydelige opbakning til forslaget sendte dog et klart signal om, at en del af ejerkredsen så positivt på en mulig fusion,« siger Lars Petersson.

Han påpeger, at SJF Bank i november 2024 også helt konkret og skriftligt udtrykte fusionsinteresse over for Nordfyns Bank.

Fremadrettet fokus og fortsat vækst på Fyn

Med salget til Middelfart Sparekasse sætter SJF Bank nu punktum i sagen og fokuserer på sin fortsatte vækststrategi på Fyn.

»Vi står stærkt på Fyn. Vores erhvervsforretning er større end de to fusionsbanker tilsammen, og vi oplever stigende tilgang af både store erhvervskunder og dygtige medarbejdere. Vi sender årligt millioner tilbage til det fynske foreningsliv – senest som ny hovedsponsor for Svendborg Rabbits og med støtte til flere handelsstandsforeninger. Det gør os stolte,« udtaler Lars Petersson.

»Spirituskørsel og slagsmål: Urolig weekend på Fyn«

0

KRIMI. Indbrud, spirituskørsel og ulykker: Sådan gik weekenden på Fyn. Fyns Politi har mandag den 23. juni udsendt døgnrapporten, der opsummerer weekendens hændelser på hele Fyn. Her er et overblik over nogle af weekendens episoder:

Middelfart

Lørdag eftermiddag omkring kl. 17.00 var der indbrud i en bolig på Søndergade i Middelfart. En nabo opdagede gerningspersonen, som dog nåede at flygte. Gerningspersonen var kommet ind gennem et opbrudt vindue, men det er endnu ikke oplyst, hvad der blev stjålet.

Lørdag nat kl. 23.50 observerede politiet tre unge mænd i en parkeret personbil ved Middelfart Marina. De virkede nervøse ved patruljens ankomst, og politiet fandt både peberspray og ulovligt fyrværkeri i bilen. En 17-årig mand blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, mens en 19-årig blev sigtet efter våbenloven og fyrværkeribekendtgørelsen.

Fredag morgen omkring kl. 05.59 kørte en 21-årig mand spiritus- og narkokørsel på Fynske Motorvej ved Nørre Aaby. Han forårsagede et færdselsuheld og påkørte tre skilte i forbindelse med vejarbejde.

Assens

I Vissenbjerg blev en 43-årig mand fra Nordfyns Kommune søndag eftermiddag sigtet for at køre en varebil påvirket af alkohol og narkotika.

Fredag var der et forsøg på indbrud i Aarup, hvor en gerningsperson forsøgte at få adgang via terrassedøren på adressen Svinget.

Faaborg-Midtfyn

I Faaborg blev en rød handicapscooter stjålet på Stubmøllevej fredag aften.

Lørdag morgen blev politiet kaldt til Fruelundsvej i Ringe, hvor en beruset 28-årig mand optrådte aggressivt overfor ambulancepersonale og blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

En mobiltelefon blev lørdag stjålet fra en person på Ringstedgårdsvej i Årslev.

Kerteminde

Fredag eftermiddag fik en person stjålet solbriller, AirPods og en mobiltelefon, mens vedkommende badede ved Marinavejen i Kerteminde.

Søndag aften kl. 21.31 kørte en spirituspåvirket 32-årig mand på lille knallert frem for rødt lys på Odensevej i Langeskov og blev påkørt af en bil. Ingen meldes kommet alvorligt til skade, men knallertføreren blev sigtet for spirituskørsel.

Nyborg

På Johs. Høirupsvej i Nyborg blev en pakke med kattemad og kattegrus stjålet torsdag umiddelbart efter leveringen.

Lørdag eftermiddag kl. 12.22 blev en 36-årig mand fra Nyborg Kommune sigtet for at køre bil påvirket af narkotika på Nyborgvej i Ørbæk.

Odense

En 57-årig mand fra Esbjerg Kommune blev fredag aften anholdt og sigtet for røveri efter at have stjålet varer fra en butik på Hans Mules Gade. Under anholdelsen fremsatte manden også trusler mod politiet.

Lørdag kl. 19.08 blev en 18-årig mand fra Odense anholdt på Åløkke Allé med en peberspray og euforiserende stoffer. Han blev sigtet efter våbenloven og narkotikalovgivningen.

To indbrud fandt sted natten til fredag i Odense SV på Nils Erlings Allé og Lisas Allé. En 27-årig udenlandsk mand blev anholdt og sigtet i forbindelse med indbruddet på sidstnævnte adresse.

Svendborg

To kvinder på henholdsvis 52 og 53 år fra Svendborg Kommune blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen, efter at have indledt slagsmål på Toldbodvej lørdag eftermiddag.

Søndag blev en 49-årig mand fra Odense sigtet for narkokørsel på Stenpladsen i Svendborg.

Nordfyn

Lørdag eftermiddag kl. 17.53 skete et færdselsuheld på Højagervej i Søndersø, hvor en bilist ikke havde opdaget, at trafikken foran var stoppet. Tre biler var involveret, og flere personer kørte efterfølgende selv til skadestuen med lettere skader.

Langeland

Søndag kl. 17.38 væltede en spirituspåvirket 57-årig mand på kabinescooter på Biblioteksgården i Rudkøbing, hvor han også ramte en parkeret varevogn. Manden blev bragt til OUH.

Ærø

Lørdag aften kl. 21.12 blev en motorcyklist alvorligt kvæstet, da han mistede herredømmet over sin motorcykel på Marstalsvejen ved Marstal og kolliderede med en lygtepæl. Motorcyklisten blev fløjet til OUH med lægehelikopter.

Kilde: Fyns Politi, Døgnrapport udsendt mandag den 23. juni 2025.

Højskoler, pølsevogne og håndbold kåret som det mest danske

0

KULTUR. Danskerne har stemt: højskoler, pølsevogne, håndbold, foreningsliv og tillidssamfundet er blevet kåret som de fem bedste bud på dansk levende kulturarv.

Det står klart efter kulturministerens folkehøring, hvor 58.793 danskere har afgivet deres stemmer på hjemmesiden folkehøringen.dk. De fem vindere får nu mulighed for at blive optaget på UNESCOs prestigefyldte liste over immateriel kulturarv.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt glæder sig over danskernes engagement i folkehøringen:

»Vores kulturarv binder os sammen som folk. Det er livsvigtig eliksir, der skaber glæde, fællesskab og samhørighed i vores land. Derfor er jeg også meget stolt over, at så mange danskere har deltaget i afstemningen om, hvad der er særlig dansk levende kulturarv. Danskerne har – blandt virkelig mange gode bud – valgt højskoler, pølsevogne, håndbold, foreningsliv og tillidssamfundet. Nogle fremragende valg, som siger meget om os danskere. Det er her, vi mødes høj som lav og danner fællesskaber. Så måske er konklusionen, at det mest danske egentlig er at omgås hinanden og dele gode oplevelser?« siger kulturministeren.

Han tilføjer desuden:

»Cubanerne har rumbaen, franskmændene har baguetten, og japanerne har fået sakebrygning optaget på UNESCOs liste. Jeg håber, vi snart ser pølsevognen på UNESCOs liste sammen med de andre gode danske bud.«

Top 20: Sådan har danskerne stemt

  1. Højskoler: 7176 stemmer
  2. Pølsevogne: 6952 stemmer
  3. Håndbold: 5762 stemmer
  4. Foreningsliv: 5613 stemmer
  5. Tillidssamfundet: 4345 stemmer
  6. Smørrebrød: 3894 stemmer
  7. Dannebrog og dets flagtraditioner: 3657 stemmer
  8. H.C. Andersens eventyr: 3601 stemmer
  9. Hygge: 2727 stemmer
  10. Cykelkultur: 2617 stemmer
  11. Andelsbevægelsen: 2585 stemmer
  12. Efterskoler: 2560 stemmer
  13. Revy: 1785 stemmer
  14. Kolonihaver: 1291 stemmer
  15. Fællessang: 1263 stemmer
  16. Bournonville ballet: 874 stemmer
  17. Røgerier: 851 stemmer
  18. Wienerbrød: 529 stemmer
  19. Sankthans: 481 stemmer
  20. Forsamlingshuskultur: 230 stemmer

Samlet antal stemmer: 58.793

Næste skridt på vejen mod UNESCOs liste

De fem vindere vil nu blive optaget på Danmarks nationale fortegnelse over levende kultur, som er første skridt mod at blive en del af UNESCOs verdensomspændende liste over immateriel kulturarv.

Herefter skal ansøgere udvælges til at udarbejde en formel ansøgning, der skal sendes til UNESCO. Efterføgende vil UNESCO tage endelig stilling til, om forslagene bliver optaget på listen.

Styrelser advarer om ulovlige souvenirs: Puff bars kan koste dig dyrt

0

FORBRUGER. Sommerferien er lige om hjørnet, og mange danskere glæder sig til at tage sydpå eller klikke ferietilbud hjem på nettet. Men pas på – et fejlkøb af de populære e-cigaretter, også kaldet puff bars, kan ende med en bøde og en politianmeldelse.

Toldstyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen har udsendt en advarsel om, at det er ulovligt at indføre eller bestille visse nikotinprodukter. Især puff bars, de farverige engangs-e-cigaretter, er kommet i myndighedernes søgelys.

»Puff bars er et fokusområde for os og politiet, og det er bekymrende, at de på den ene eller anden måde fortsat forsøges indført til Danmark. Det er blandt andet vores opgave, at puff bars ikke kommer i hænderne på børn og unge, og derfor bliver vi ved med at kontrollere,« siger Jeppe Kjærgaard, kontroldirektør i Toldstyrelsen.

Siden sidste sommer har Danmark haft klare regler om både indførsel og besiddelse af puff bars med nikotin. Rejsende må maksimalt have ti styk med hjem, og kun hvis produkterne er til eget brug. Samtidig er det helt forbudt at bestille puff bars med eksempelvis frugt- eller sliksmag hjem fra udenlandske webshops – også selvom antallet holder sig under ti.

»Det er desværre alt for ofte, at forbrugere bestiller ulovlige nikotinprodukter hjem fra nettet. Men reglerne er klare: Du må ikke bestille puff bars og lignende produkter hjem, hvis de indeholder ulovlige mængder nikotin eller har smag af for eksempel frugt eller slik,« siger Stine Pedersen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

Både Sikkerhedsstyrelsen og Toldstyrelsen understreger, at det ikke er en undskyldning at være uvidende om reglerne. Det er altid forbrugerens eget ansvar at være opdateret.

Overtrædelse af reglerne medfører som udgangspunkt en politianmeldelse og en bøde.

Folkeskolen fravalgt af fremtidens lærere: »Vi står med et alvorligt problem«

0

UDDANNELSE. Folkeskolen risikerer at løbe tør for lærere. Mindre end halvdelen af de nuværende lærerstuderende ser nemlig folkeskolen som deres kommende arbejdsplads. Det viser en helt ny undersøgelse fra Lærerstuderendes Landskreds (LL).

Tallene taler deres tydelige sprog. Kun 41 procent af lærerstuderende vil vælge folkeskolen, når eksamensbeviset er i hus. Det er et fald på seks procentpoint siden 2023.

»Hver femte lærer i folkeskolen er ikke uddannet, og når under halvdelen af de lærerstuderende ser folkeskolen som deres førstevalg, står vi med et alvorligt problem. Det handler ikke kun om at uddanne flere lærere – vi skal også sikre, at de faktisk vælger folkeskolen til,« siger Anthon Berentzen, forperson for Lærerstuderendes Landskreds.

En af årsagerne til fravalget er, at mange lærerstuderende ikke føler sig klædt ordentligt på til den virkelighed, der venter efter studiet. Hele 21 procent mener, at praktikken ikke lever op til deres forventninger, mens 43 procent føler sig udenfor fællesskabet blandt lærerne på praktikskolerne.

»Når lærerstuderende i praktik ikke oplever at få den vejledning, de har krav på, og ikke bliver introduceret til de mange arbejdsopgaver, der ligger ud over undervisningen, så får de ikke følelsen af at være rustet til den opgave, der venter på dem efter endt uddannelse,« siger Anthon Berentzen.

Læreruddannelsen fik i 2023 en omfattende overhaling, der skulle sikre bedre praktik og tættere kontakt med virkeligheden. Men ifølge Anthon Berentzen er ambitionerne endnu ikke blevet indfriet – primært på grund af manglende ressourcer.

»Hvis reformens vision skal blive til virkelighed, kræver det investeringer i praktikskolerne – ikke mindst i uddannelse af praktiklærere. Kommunernes og folkeskolernes rolle i at styrke læreruddannelsen bør finansieres uden at det tager af midlerne til elevernes undervisning,« understreger han.

Udfordringerne stopper dog ikke der. 24 procent af de lærerstuderende oplever, at uddannelsen i mindre grad eller slet ikke ruster dem til jobbet. Blandt sidsteårsstuderende er tallet endda helt oppe på 37 procent.

16 procent fortæller endda, at praktikken direkte har mindsket deres lyst til at arbejde i folkeskolen.

Undersøgelsen bygger på svar fra 938 lærerstuderende ud af i alt 4.383 medlemmer af Lærerstuderendes Landskreds.

Vejrskifte på vej: Risiko for kraftige byger med skybrud, hagl og torden

0

Søndag eftermiddag har solen bagt over Danmark med nærmest tropiske temperaturer. Ved Odense og tæt på den dansk-tyske grænse nåede termometeret helt op på 28,8 grader – weekendens varmeste måling. Men nu synger varmen på sidste vers.

En koldfront, som lige nu ligger over Nordsøen, bevæger sig hastigt mod Danmark og forventes at ramme landet allerede søndag aften. Med koldfronten følger risikoen for kraftige, lokale byger, der potentielt kan indeholde både skybrud, hagl og torden.

DMI oplyser, at prognoserne ikke er helt entydige omkring styrken af bygerne og præcis, hvor i landet de vil ramme hårdest. Derfor betegner meteorologerne situationen som en risiko frem for en sikkerhed.

»Der er tale om en aktuel risiko for skybrud, hagl og torden. Det betyder, at der lokalt kan falde mere end 15 mm regn på blot 30 minutter,« siger meteorolog Lars Henriksen fra DMI.

Også risiko for kraftige vindstød mandag

Det ustadige vejr fortsætter mandag, hvor en ny række kraftige byger ventes at passere landet fra vest. Igen vil der være mulighed for lokale skybrud, hagl og torden, og samtidig er der risiko for kraftige vindstød flere steder i landet.

»Vi holder naturligvis løbende øje med vejrets udvikling, især med tanke på mandagens vejr,« understreger meteorolog Lars Henriksen.

Bryllupssæsonen er landet – og gæt, hvad parret ønsker sig

0

FORBRUGER. Kærlighedens søde sommer ruller hen over landet, og mens de nygifte glæder sig til at danse brudevals og smage på bryllupskagen, er gæsterne i fuld panik over, hvad der skal pakkes ind og stilles på gavebordet. Men fortvivl ej – Ønskeskyen har igen taget temperaturen på gaveønskerne, så du slipper for både dobbeltindkøb og lange køer ved byttediskene.

Med en gennemgang af præcis 25.110 bryllupsønsker fra 1.263 danske par kan Ønskeskyens Chief Growth Officer, Casper Ravn-Sørensen, roligt fastslå, at der findes tre sikre veje til at gøre brudeparret lykkelige uden at ende som “den med den mærkelige gave.”

»Nu er både sommeren og dermed bryllups-sæsonen i fuld gang, og det betyder, at mange er blevet inviteret til kærlighedsfest. Derfor er de på udkig efter den helt rigtige gave til det lykkelige par. Vi oplever, at det ofte kan være stressende at skulle finde den rigtige gave ved siden af det rigtige bryllupsoutfit, og derfor kommer Ønskeskyen nu danskerne til undsætning med 3 konkrete bud på gaver til brudeparret, som man kan være sikker på ikke at gå helt galt i byen med,« lyder det fra Casper Ravn-Sørensen.

Så hvis du troede, at kongeligt porcelæn og Georg Jensen var forbeholdt Dronningens middagsbord, må du tro om igen. De to klassiske brands dominerer nemlig stadig de danske bryllupsønsker i 2025, og især Royal Copenhagen med sine “Hvid Riflet” og “Blå Mega Riflet” serier er lige så populære som et køligt glas hvidvin på en varm sommerdag.

På andenpladsen finder man Georg Jensen, hvor især Bernadotte-seriens glas og bestiksæt sammen med den evigt populære termokande trækker lange spor i gaveønskerne. Eva Trio har også sneget sig ind på listen, hvor deres hvide serveringsfade og ovnfaste porcelæn fra Legio Nova-serien ligger stabilt i toppen af ønskesedlerne.

Men hvis du nu forestiller dig, at brudeparrenes køkken allerede bugner med fade, tallerkner og porcelæn, må du tænke om igen. Spiegelau-rødvinsglas og luksusmaskiner fra KitchenAid er også store hits blandt de danske brudepar anno 2025. Og hvis du ikke tror på gammel overtro om knive, kan du trygt tage turen forbi isenkræmmeren – japanske knive er nemlig blevet særligt eftertragtede.

»Når vi analyserer bryllupsønskerne, ser vi et klart mønster. Det handler ikke bare om gaver, men om at bygge et hjem sammen. Ønskerne taler deres tydelige sprog: Danske brudepar vil gerne opgradere hjemmets vigtigste rum. Så derfor er budskabet simpelt: Er du i tvivl, så gå i køkkenbutikken,« siger Casper Ravn-Sørensen.

Men er du stadig helt blank, så er der en nem løsning. Pengegaver. Kolde kontanter. Noget så uromantisk som en MobilePay-overførsel eller “tilskud til bryllupsrejsen” hitter nemlig stort. Hele 391 gange nævnes pengegaver på de danske ønskelister, og selvom det lyder knap så poetisk som kongeligt porcelæn, kan parret selv shoppe det, de ønsker sig allermest.

»Penge giver jo parret mulighed for at vælge præcis dét, de mangler – og måske muligheden for at købe noget lidt større, end man ellers ville kunne give som enkeltperson. Derfor giver det også god mening, at pengegaver vinder mere og mere frem – og her er det interessant at se, at det i Norge faktisk er det mest ønskede,« siger Casper Ravn-Sørensen.

Så frygt ej, hvis du skal til kærlighedsfest denne sommer. Tag en tur i køkkenbutikken eller find betalingskortet frem. Du kan ikke gå galt i byen – det siger Ønskeskyens krystalkugle.

Elbiler fylder mere i husholdningernes energiforbrug

0

ENERGI. Husholdningernes energiforbrug til elbiler steg markant fra 2023 til 2024. Ifølge Danmarks Statistiks nyeste tal steg elforbruget til elbiler med 1,0 petajoule (PJ), svarende til en stigning på 76,7 procent. Trods den store stigning udgør elbilernes energiforbrug stadig kun en mindre andel (3,2 procent) af det samlede energiforbrug til vejtransport i husholdningerne.

I samme periode faldt husholdningernes samlede energiforbrug til vejtransport med 3,1 PJ, hvilket svarer til et fald på 4,3 procent. Nedgangen skyldes især, at elbiler er mere energieffektive end benzin- og dieseldrevne biler.

Større elforbrug, men samlet energiforbrug faldt

Selvom husholdningernes samlede forbrug af elektricitet steg med 3,0 PJ (8,1 procent), faldt det totale energiforbrug med 5,3 PJ (2,1 procent). Faldet skyldes især mindre forbrug af fjernvarme (3,8 PJ), naturgas (3,3 PJ), motorbenzin (2,2 PJ) og diesel (1,8 PJ).

Vedvarende energi satte ny rekord

2024 blev et rekordår for vedvarende energi, som dækkede 48,4 procent af Danmarks samlede energiforbrug (ekskl. international transport). Andelen af vedvarende energi er næsten fordoblet siden 2012. Især fast biomasse (træpiller og skovflis) steg med 6,7 PJ og vindkraft med 4,2 PJ. Fast biomasse udgjorde 24,5 procent, mens vindkraft stod for 11,4 procent af energiforbruget.

Økonomiens bruttoenergiforbrug steg grundet international transport

Det samlede bruttoenergiforbrug i Danmark steg med 79,3 PJ (6,7 procent) i 2024. Stigningen skyldtes primært international transport (brændstof til danske skibe, fly og køretøjer i udlandet), som steg med 82,7 PJ (15,7 procent). Fuelolie til skibe udgjorde størstedelen med 587 PJ ud af 611 PJ. Ekskl. international transport faldt det samlede energiforbrug i økonomien med 0,5 procent, mens husholdningernes forbrug faldt 1,5 procent.

Kilde: Danmarks Statistik

Flere underretninger om børn og unge i 2024

0

SOCIALT. I 2024 modtog kommunerne i Danmark i alt 182.600 underretninger om bekymring for børn og unges trivsel og udvikling. Det svarer til en stigning på 7 pct. sammenlignet med 2023, hvor antallet var 170.500. De modtagne underretninger i 2024 omhandlede i alt 98.300 forskellige børn og unge, hvilket er en stigning på 6 pct. sammenlignet med året før, hvor tallet var 92.500.

Antallet af underretninger har været stigende, siden COVID-19-pandemien sluttede.

Hvert tredje barn underrettes flere gange

Ud af de børn og unge, der blev underrettet om i 2024, modtog ca. to ud af tre (63 pct.) kun én underretning. For de resterende 37 pct. blev der indgivet to eller flere underretninger i løbet af året. I antal steg gruppen af børn og unge, der modtog flere end én underretning, fra 34.300 i 2023 til 36.600 i 2024, hvilket svarer til en stigning på 7 pct.

Flere underretninger om unge piger end drenge

I 2024 modtog myndighederne underretninger om 49.700 drenge og 45.900 piger. Blandt pigerne var 46 pct. (21.000 piger) i alderen 13-18 år, mens resten var 0-12 år. Hos drengene var andelen af 13-18-årige lidt mindre, nemlig 38 pct. (18.900 drenge), mens 30.800 var i alderen 0-12 år.

Skoler og sundhedsvæsenet underretter oftest

Hovedparten af underretningerne kom fra skoler, uddannelsessteder og sundhedsvæsenet. Disse to sektorer stod tilsammen for 43 pct. af alle underretninger i 2024. Specifikt steg antallet af underretninger fra skoler og uddannelsesinstitutioner med 10 pct., fra 35.300 i 2023 til 38.900 i 2024, og antallet af underretninger fra sundhedsvæsenet steg med 13 pct., fra 34.500 i 2023 til 39.000 i 2024.

Kilde: Danmarks Statistik.

Danskerne køber stadig færre cigaretter – salget faldt 9 procent i 2024

0

SUNDHED. Salget af cigaretter i Danmark faldt med 9 procent i 2024 sammenlignet med året før. I alt blev der solgt 3.506 mio. cigaretter, svarende til 726 cigaretter pr. indbygger over 18 år. Året før var tallet 804 cigaretter pr. voksen.

Det er en fortsættelse af en klar tendens: siden 2019 er cigaretsalget faldet med hele 37 procent.

Også salget af røgtobak, som bruges til piber og rul-selv-cigaretter, faldt betydeligt i 2024 med ca. 22 procent, fra 320 tons i 2023 til 250 tons i 2024. Salget af cigarer og cigarillos er også faldet, fra 22 mio. styk til 20 mio. styk.

Salget af vin og spiritus falder – ølsalget stiger en smule

Salget af spiritus faldt med 4,4 procent, mens vinsalget faldt med 3,2 procent. Øl gik en smule imod strømmen med en stigning i salget på 1,6 procent.

Samlet blev der solgt 43,7 mio. liter ren alkohol i danske forretninger i 2024, hvilket svarer til, at hver voksen dansker købte 9,1 liter ren alkohol årligt eller 11,7 genstande om ugen.

Kilde: Danmarks Statistik.

Ny bølge af kontaktbedragerier på Fyn – politiet opfordrer igen til skærpet opmærksomhed

0

KRIMI. I løbet af blot to dage har Fyns Politi modtaget i alt otte anmeldelser om kontaktbedragerier mod ældre borgere. Politiet opfordrer nu både ældre borgere og deres pårørende til at være ekstra opmærksomme.

Bedragerierne følger det mønster, som desværre har været kendt længe. En person ringer til typisk ældre mennesker, udgiver sig for at være fra banken og overbeviser ofret om, at deres konto er i fare. Herefter sender de et såkaldt ”bankbud” til ofrenes hjem for at hente betalingskort og pinkoder.

Bedragerne foretager derefter hævninger i nærliggende automater, hvor de typisk hæver maksimumbeløb, før ofrene overhovedet opdager, hvad der er sket.

Onsdag blev to ældre borgere fra henholdsvis Ringe og Tarup i Odense udsat for bedrageri, og torsdag kom yderligere seks anmeldelser alene fra Odense S. Alle sagerne torsdag fandt sted mellem klokken 12 og 15.

Ofrene er i alderen mellem 69 og 92 år, og beløbene, der er blevet bedraget for, spænder fra 2000 til 15.000 kroner.

Politikommissær Finn Wegner Petersen fra Fyns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet kalder gerningspersonerne skruppelløse og lynhurtige.

»De her gerningspersoner er skruppelløse og lynhurtige. De hæver det maksimale beløb, de kan i automaten, og så er de videre til den næste. Derved er det også svært for borgeren at nå at spærre deres kort, selvom de måske fatter mistanke bagefter.«

Fyns Politi har sikret videoovervågning fra en hændelse, der viser én af gerningspersonerne under en af hævningerne. Manden beskrives som 30-40 år, umiddelbart etnisk dansk, 175-180 cm høj, iført langærmet grå T-shirt, shorts, grønne Adidas-sko, sort kasket og mørke solbriller med påskriften ”LOXAM”.

»Vi har lige haft et par gode måneder uden en eneste anmeldelse, og nu ser vi dem så igen, og derfor vil vi gerne advare borgerne og bede om, at man lige skærper opmærksomheden igen – desværre. Også hvis man er pårørende til borgere i den her aldersgruppe, som oftest bliver udsat for de her bedragerier, så har vi brug for, at man hjælper med at advare sine mor eller far om det, så vi får sat en prop i de her sager,« siger Finn Wegner Petersen.

Hvis man bliver udsat for eller har mistanke om kontaktbedrageri, skal man kontakte Fyns Politi hurtigst muligt på telefon 114.

Fyns Politi kommer samtidig med en række gode råd for at undgå at blive offer for kontaktbedrageri:

  • Udlever aldrig betalingskort, pinkoder eller MitID til nogen.
  • Banker og politi beder aldrig om kort eller pinkoder.
  • Smæk røret på og døren i, hvis nogen forsøger at få udleveret kort eller koder.
  • Kontakt din egen bankrådgiver eller et familiemedlem, hvis du er i tvivl.
  • Mistænker du svindel, kontakt straks politiet på 114.
  • Få oprettet ”Udeladt nummer” hos dit teleselskab, så det ikke kan findes frem på nettet.

To store fynske aktører indgår nyt samarbejde

0

BUSINESS. De to fynske virksomheder GF Forsikring og Middelfart Sparekasse indleder et nyt samarbejde ved årsskiftet. Partnerskabet skal skabe en tættere forbindelse mellem de to selskaber, som begge lægger vægt på lokal tilstedeværelse og høj kundetilfredshed.

Samarbejdet indebærer blandt andet, at kunder hos Middelfart Sparekasse fremover får lettere adgang til GF Forsikrings tilbud og produkter, mens medlemmer hos GF Forsikring også vil få mulighed for at drage fordel af samarbejdet med sparekassen.

Martin Høj, kommerciel direktør i GF Forsikring, fremhæver, at virksomhederne ligner hinanden på flere punkter, hvilket gør samarbejdet naturligt:

»Lighederne mellem GF Forsikring og Middelfart Sparekasse står i kø. GF er medlemsejet, og Middelfart Sparekasse er en selvejende institution. Det er grundlaget for, at begge virksomheder har målsætninger, der rækker ud over størrelsen på overskuddet – ja faktisk har vi begge relativt beskedne mål i forhold til konkurrenterne,« siger Martin Høj.

Direktør i Middelfart Sparekasse, Jette Rosenberg, er enig og understreger, at begge selskaber har kundetilfredshed og lokale relationer som prioritet:

»I begge virksomheder er det primære fokus at have nogle meget tilfredse kunder. Vejen dertil går gennem høj medarbejdertilfredshed og stærkt lokalt engagement. Samtidig tror vi også begge på nærværet blandt andet gennem fysiske møder og den oprigtige interesse i kunderne. Samlet set betyder det, at vi med sindsro kan anbefale vores kunder at tage en snak med GF Forsikring, ligesom GF’s medarbejdere også kan være trygge ved, at deres medlemmer får en god oplevelse, hvis de henvender sig til os,« siger Jette Rosenberg.

Lokalt er forbindelsen mellem virksomhederne allerede synlig i forstaden Dalum ved Odense, hvor Middelfart Sparekasses filial og GF Forsikrings kontor ligger lige over for hinanden. Netop den fysiske nærhed ser Jette Rosenberg som en fordel:

»I hele Middelfart Sparekasses markedsområde bor vi nærmest dør om dør, så vi har alle muligheder for at skabe tætte relationer mellem medarbejderne. Kollegerne i linjen skal være trygge ved, at deres kunder får en god behandling, hvis de henviser dem – den tryghed opstår, når vi lærer hinanden endnu bedre at kende.«

Virksomhederne bruger tiden frem mod årsskiftet på at få styr på detaljer og skabe kendskab på tværs af forsikring og finans.

Ny analyse: Små ændringer kan hjælpe unge ud af afhængighed af sociale medier

0

SPORT. En ny undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen peger på, at selv små ændringer i unges onlinevaner kan bryde deres automatiske og ofte ubevidste forbrug af sociale medier.

En stadig større del af unges hverdag foregår i dag på sociale medier. For mange bliver det en selvfølge at gribe ud efter telefonen i alle døgnets timer – fra de tidlige morgentimer til sen aften. Fastholdelsen på Facebook, Snapchat, Instagram, YouTube eller TikTok risikerer at gå ud over både trivsel og søvn, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tidligere påvist.

Men en ny analyse fra styrelsen, som offentliggøres i dag, peger på, at enkle designændringer på sociale medier kan hjælpe unge til et mere balanceret forbrug. Det drejer sig for eksempel om korte venteperioder eller planlagt tidsforbrug, der kan reducere unges daglige forbrug markant.

Erhvervsminister Morten Bødskov siger:

»Vi ser igen og igen, hvordan tech-giganterne bevidst fastholder især børn og unge foran skærmen. Det er ikke godt nok. De skal passe bedre på vores børn og unge på deres platforme. Nu kan vi se, at simple tiltag kan hjælpe unge med at styre deres afhængighed – tiltag som tech-giganterne selv bør gå forrest med. Vi skal derfor være langt mere konsekvente over for dem. Det handler ikke om at forbyde sociale medier, men om at sikre, at de ikke manipulerer unge til at scrolle og klikke mod deres vilje. Regeringen vil fortsætte sit arbejde med at tæmme tech-giganterne og sikre, at deres platforme ikke udgør en sundheds- og trivselsrisiko for vores børn og unge.«

Digitaliseringsminister Caroline Stage siger:

»Vi står i en situation, hvor alt for mange børn og unge bruger flere timer foran skærmen, end de selv ønsker. De fastholdes på sociale medier, der er designet til at holde dem fanget – ikke til at sætte dem fri. Det er dybt bekymrende. Undersøgelsen bekræfter ikke bare, at der er et problem – den viser også, at vi med få greb kan begrænse skærmtid og doom-scrolling på sociale medier markant. Det styrker kun behovet for handling. Vi har i mange år været for naive omkring konsekvenserne af sociale medier. Nu er det tid til at tage det lige så alvorligt som andre former for afhængighed. Det kræver benhård regulering af tech-giganterne – herunder aldersverifikation – så vi beskytter børn og unge mod indhold og platforme, de slet ikke er gamle nok til.«

Analysen er gennemført som et seks ugers feltforsøg med 269 unge. Den bekræfter, at de unges forbrug ofte er højt både før og efter skoletid, mens det om natten er lavere.

Dog bruger mange unge i gymnasiet op mod en femtedel af deres skoletid på sociale medier, og fire ud af ti unge tjekker sociale medier mindst én gang i timen i skoletiden.

Ny undersøgelse: Hver fjerde lærer fravælger kontroversielle emner i undervisningen

0
(Foto: AVISEN)

UNDERVISNING. En ny omfattende undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) viser, at næsten hver fjerde lærer i grundskolen og på de gymnasiale uddannelser har undladt at undervise i mindst ét emne, som de oplever som kontroversielt. Det drejer sig især om emner som Muhammedkrisen, krigen mellem Israel og Hamas, kønsidentitet samt selvmord og selvmordstanker.

Undersøgelsen peger på, at lærerne primært fravælger kontroversielle emner af hensyn til elevernes trivsel, ønsket om at undgå konflikter i klassen samt manglende faglig tryghed hos lærerne selv. Dertil kommer, at hele 23 procent af de lærere, der har fravalgt emner, har gjort det ud fra bekymring for egen eller familiens sikkerhed.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye understreger vigtigheden af, at undervisningen ikke må blive censureret af frygt eller bekymringer:

»Jeg er glad for, at langt de fleste lærere mener, at man skal undervise i et emne, selvom det kan medføre kraftige reaktioner fra eleverne. Det er også min egen holdning. Det bekymrer mig derfor også, at næsten hver fjerde lærer undgår bestemte emner i undervisningen. Det gælder for eksempel undervisning i Muhammedkrisen, som er en central begivenhed i nyere danmarkshistorie, men samtidig det emne, som flest lærere har undladt at undervise i. Skolen skal være garant for demokrati, videnskab og oplysning. Derfor er forsvaret af ytringsfriheden i skolen helt afgørende.«

Langt størstedelen af lærerne oplever generelt, at de er godt klædt på fagligt, når de skal undervise i kontroversielle emner. Dog viser undersøgelsen også, at 34 procent af lærerne, som har fravalgt emner, ikke føler sig tilstrækkeligt fagligt rustede. Selvom elever generelt finder disse emner lærerige og spændende, har 39 procent af lærerne oplevet, at elever har fundet undervisningen grænseoverskridende, og 35 procent har oplevet elever, som blev kede af det.

Undersøgelsen er baseret på svar fra 721 lærere og 127 skoleledere på tværs af folkeskoler, frie grundskoler og gymnasiale uddannelser.

Over 40 mio. kr. til ungeindsats på Fyn og Langeland

0

POLITIK. Regeringens initiativ Ungeløftet sender nu betydelige midler ud til de fynske kommuner og Langeland for at styrke indsatsen for unge uden arbejde eller uddannelse. I alt er der uddelt knap 520 mio. kr. på landsplan, hvoraf en god portion skal bruges i Odense og omegn.

Odense Kommune modtager med over 23 mio. kr. den største andel blandt de fynske kommuner, helt præcist 23.164.832 kr. Kommunen skal især arbejde med IPS-metoden, hvor jobcentre og psykiatrien samarbejder tæt om at hjælpe unge med psykiske lidelser ud på arbejdsmarkedet.

Svendborg Kommune får 6.360.048 kr., som skal anvendes til lignende indsatser. Nyborg modtager 3.721.047 kr., mens Middelfart modtager 3.249.366 kr., og Kerteminde og Nordfyns Kommune modtager henholdsvis 1.869.259 kr. og 2.899.971 kr. til lokale initiativer. På Langeland bliver der investeret 1.257.819 kr. til formålet.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen er tilfreds med kommunernes store engagement:

»Den store opbakning fra kommuner, virksomheder og civilsamfund giver mig tro på, at vores unge får den nødvendige hjælp til at komme tættere på en hverdag i arbejde eller uddannelse.«

Hun peger særligt på samarbejdet mellem civilsamfund, kommuner og virksomheder som afgørende.

Samlet set skal Ungeløftet sikre en styrket indsats frem mod 2035, og midlerne er blot første del af en større investering på landsplan på over to milliarder kroner frem til 2035, hvorefter indsatsen bliver permanent.

Indbrudsbølge rammer Middelfart og Assens

0

KRIMI. I Middelfart Kommune blev der onsdag anmeldt et indbrud på Tennisvej i Nørre Aaby. Tyven slap afsted med smykker, ure og kontanter. Hvordan gerningspersonen fik adgang til stedet, er ikke oplyst.

Også i Assens Kommune blev der onsdag registreret et indbrud på Kildensmindevej i Assens by. Her kom gerningspersonen ind ved at bryde en dør op og stjal en Playstation samt to foldeknive.

På Ebberupvej i Ebberup, også i Assens Kommune, skete der onsdag eftermiddag et færdselsuheld, hvor en 42-årig kvinde fra udlandet overså en anden trafikant, da hun svingede til venstre. Ingen kom alvorligt til skade, men kvinden fik tildelt en straksbøde.

I Kerteminde blev der på Langegade stjålet en mobiltelefon fra et arbejdsbord. Tyven forvirrede anmelderen og forsvandt med telefonen, som indeholdt flere kort i coveret. Tyven beskrives som sydeuropæisk af udseende, mand, 30-35 år, spinkel kropsbygning, brun hud, kort sort hår og sort overskæg. Han var iført mørkeblå striktrøje og bukser, talte et fremmedsprog og medbragte et blad eller magasin.

I Odense Kommune blev der onsdag anmeldt flere episoder:

På Amfipladsen i Odense C fik en person stjålet sin pung, som vedkommende havde glemt på en café.

På Buchwaldsgade i Odense C blev en 24-årig mand fra Odense sigtet for at køre bil påvirket af euforiserende stoffer og for besiddelse af narkotika. En lignende episode fandt sted på Hjallesegade i Odense S, hvor en 33-årig mand fra Nordfyn blev stoppet i en varebil, ligeledes påvirket af stoffer.

På Fioniavej i Odense M blev der meldt om hærværk på en bålplads. Ukendte gerningsmænd havde sat ild til et bord-bænkesæt og diverse brændestykker samt ødelagt pileflet.

På Slettensvej i Odense N blev en metalpostkasse sprængt i stykker, formentlig med fyrværkeri.

Endelig blev en 24-årig mand fra Nordfyn onsdag aften på Bogensevej i Odense N standset af politiet. En alkometertest viste, at han kørte med en promille over det tilladte.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politis døgnrapport.

Fyn får ny tandlæge- og tandplejeruddannelse

0

POLITIK. Et bredt politisk flertal bestående af regeringen, SF, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har besluttet at etablere nye tandlæge- og tandplejeruddannelser på Syddansk Universitet i Odense. Initiativet sker som led i en omfordeling af midler fra tidligere ikke-realiserede uddannelsesprojekter i aftalen »Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark« fra 2021.

Partierne er enige om at afsætte 125 millioner kroner til etableringen af de to uddannelser, mens der samtidig afsættes 8,8 millioner kroner årligt til drift. Målet er at optage 40 studerende på tandlægeuddannelsen og 50 studerende på tandplejeruddannelsen, med forventet opstart i 2027. Formålet er at styrke rekrutteringen og afhjælpe den nuværende mangel på tandlæger og tandplejere, især i Region Syddanmark.

Udover tanduddannelserne er partierne enige om at støtte en regional forankring af medicinuddannelsen i Nordjylland, hvor Aalborg Universitet tildeles 11,2 millioner kroner til initiativer på Regionshospital Nordjylland i Hjørring. Samtidig afsættes 7,9 millioner kroner til etablering af en kandidatuddannelse i medicin i samarbejde med regionshospitalet i Gødstrup, hvor 30 pladser flyttes fra Aarhus Universitet.

Det Jyske Musikkonservatorium i Holstebro modtager 7,5 millioner kroner, og Professionshøjskolen VIA’s Center for Animation, Visualisering og Grafisk fortælling i Viborg tildeles 10,6 millioner kroner.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund udtrykker tilfredshed med de nye initiativer og fremhæver, at aftalen siden 2021 har medført en væsentlig stigning i antallet af uddannelsesmulheder uden for de største byer.

Socialdemokratiets uddannelsesordfører, Trine Bramsen, betoner betydningen af en geografisk balanceret adgang til uddannelse, mens Venstres Heidi Bank fremhæver den forbedrede geografiske balance med aftalens initiativer.

SF’s Sofie Lippert glæder sig over en mere meningsfuld fordeling af uddannelsesmidler, og Moderaternes Rasmus Lund-Nielsen kalder aftalen en langsigtet investering i fremtidens Danmark. Det Konservative Folkepartis Lise Bertelsen fremhæver den geografiske spredning af uddannelser, og Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen understreger særligt glæden ved de nye tanduddannelser i Odense.

Samlet set bliver omkring 151 millioner kroner i engangsmidler og 8,8 millioner kroner i varige midler omfordelt, og siden aftalens indgåelse i 2021 er der oprettet eller godkendt mere end dobbelt så mange nye uddannelsestilbud uden for de største byer som i byområderne.

IT-nedbrud rammer patienttransporten i Region Syddanmark

0

REGION. Onsdag morgen blev Region Syddanmark ramt af et større IT-nedbrud hos FlexTrafik. Nedbruddet påvirker patienttransporten for patienter, der skal transporteres til og fra regionens sygehuse med FynBus og SydTrafik.

Klokken 07.15 gik både trafikselskabernes planlægningssystem og tilhørende hjælpesystemer ned, hvilket medførte en situation med manglende overblik over, hvor patienterne befandt sig, hvor de skulle transporteres hen, og hvor køretøjerne var placeret.

Trafikselskaberne arbejder lige nu intensivt på at løse problemet og forventer, at systemerne er fuldt genoprettet inden dagens udgang. Der bliver sendt ekstra ledige biler ud til sygehusene for at sikre hjemtransport for de patienter, der har størst behov.

Regionen understreger, at nedbruddet vil medføre ekstra ventetid, før transporten kan køre normalt igen. Patienter, som ikke er blevet afhentet til deres planlagte undersøgelse eller behandling, opfordres til at kontakte den relevante sygehusafdeling for at få en ny tid.

Bred politisk aftale: Rockere og bandemedlemmer mister førtidspension ved grov kriminalitet

0
Foto: AVISEN

POLITIK. Et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringspartierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne samt Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har indgået en aftale, der betyder, at rockere, bandemedlemmer, fremmedkrigere og andre personer, som dømmes for grov kriminalitet, fremover vil miste retten til førtidspension, seniorpension eller tidlig pension i fem år. Herefter kan de igen ansøge om ydelserne, hvis de opfylder de gældende krav.

Derudover skærpes den nuværende karantæneordning, så personer dømt for grov kriminalitet også bliver udelukket fra andre offentlige ydelser i fem år mod tidligere tre år.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen udtaler, at aftalen skal gøre op med, at kriminelle udnytter velfærdssystemet:

»Med dagens aftale siger vi klart nej til, at rockere og bandemedlemmer, som er i stand til at bedrive kriminel virksomhed, samtidig kan hæve den højeste forsørgelsesydelse, vi har. I ’Den sorte svane’ så vi en meget mørk side af det danske samfund, hvor dybt kriminelle helt uden skrupler udnytter det velfærdssamfund, vi alle sammen betaler til.«

Venstres beskæftigelsesordfører Kim Valentin peger på behovet for at beskytte velfærdssystemet mod misbrug:

»Hvis man begår alvorlig og organiseret kriminalitet, skal man naturligvis ikke modtage førtidspension. Det undergraver tilliden til vores velfærdssamfund, og det skal derfor mødes med hårde konsekvenser.«

Nanna W. Gotfredsen, beskæftigelsesordfører hos Moderaterne, mener, at førtidspension udelukkende skal gå til borgere med betydeligt reduceret funktionsevne:

»Den skal på ingen måde udgøre fast grundlag for dækning af husleje og andre faste udgifter, mens man – ofte på mere end fuld tid og typisk i berigelsesøjemed – begår omfattende, grov kriminalitet.«

Charlotte Munch, beskæftigelsesordfører for Danmarksdemokraterne, understreger aftalens nødvendighed med henvisning til konkrete eksempler fra dokumentarserien »Den sorte svane«:

»Hvis man kan begå bandekriminalitet, så er man også rask nok til at arbejde. Derfor er vi tilfredse med, at reglerne nu strammes.«

Carl Andersen, bolig-, indenrigs- og kirkeordfører for Liberal Alliance, kalder aftalen et »skridt i den rigtige retning«, men understreger, at partiet ønsker endnu strengere regler mod misbrug af velfærdsydelser.

Det Konservative Folkepartis beskæftigelsesordfører Dina Raabjerg fremhæver også betydningen af bedre samarbejde mellem kommuner og politi, så sager om sociale ydelser til mistænkte bandemedlemmer kan undersøges grundigt:

»Det går ikke, at man kan have en Mercedes i carporten ved villaen og en overførselsindkomst på kontoen til hver den første.«

Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Nick Zimmermann ville gerne have set en endnu strammere aftale, der også omfattede terrorrelaterede forbrydelser og permanent fratagelse af førtidspension, men støtter den aktuelle aftale som et skridt fremad:

»Vi er glade for, at der endelig tages et skridt i den rigtige retning for at sætte ind over for de mange kriminelle udlændinge, der i dag er på førtidspension.«

Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Jens Joel understreger, at aftalen handler om retfærdighed og respekt for hårdtarbejdende lønmodtagere:

»Ingen skal komme her og påstå, de er ude af stand til at arbejde, hvis de har kræfter og evner til at udøve ødelæggende alvorlig kriminalitet. Samtidig er det en hån mod de hårdtarbejdende lønmodtagere, der har kæmpet hårdt for at få en førtidspension, da de blev ramt af sygdom eller en arbejdsskade.«

Djøf om statens spareplan: »Vær ærlige om, hvilke opgaver I fjerner«

0

POLITIK. Regeringen har meldt ud, at den vil spare 5,5 milliarder kroner på statens administration frem mod 2030. Men det er ikke godt nok blot at fastlægge et sparemål uden at fortælle, hvilke opgaver man vil droppe, lyder det fra Djøf-formand Sara Vergo.

»Det er for enkelt bare at sætte et sparemål op – uden at sige, hvilke opgaver der så ikke længere skal løses. Vi savner en politisk stillingtagen til, hvor man vil undvære noget. Det er ikke en holdbar strategi at forvente, at medarbejderne bare løber hurtigere,« siger Sara Vergo.

Djøf anerkender dog, at en længere tidshorisont kan gøre processen mere håndterbar.

»Vi kvitterer for, at regeringen har lagt en længere tidshorisont frem mod 2030 for at realisere sparemålet. Det giver de enkelte ministerier bedre mulighed for at lægge en plan for, hvilke opgaver og dermed medarbejdere, der kan undværes. Det åbner også for, at en del af besparelsen kan ske ved naturlig afgang,« siger Sara Vergo.

Alligevel understreger hun, at besparelsen er betydelig og vil få konsekvenser for samfundet.

»Det handler om, at der hver dag bliver løst opgaver, som får vores velfærdssamfund til at hænge sammen. Man kan ikke bare fjerne medarbejdere og tro, at opgaverne bliver løst i samme kvalitet som før.«

Sara Vergo fremhæver også, at det voksende antal ansatte i staten ikke skyldes overforbrug, men flere politiske opgaver og øgede krav til hurtigere sagsbehandling.

»Det er et resultat af politiske beslutninger – og så må der også være politisk ansvarlighed, når man vil ændre på det,« siger hun og fortsætter:

»Vi opfordrer regeringen og Folketinget til at tænke sig om en ekstra gang, inden de sætter nye opgaver i gang. Og til at overveje, hvordan de bruger embedsværket – blandt andet i det daglige arbejde med mange samråd og spørgsmål, der tager tid at besvare.«

Regeringen har også udtrykt store forventninger til kunstig intelligens (AI) som en løsning, men det møder Sara Vergo med skepsis:

»AI vil klart kunne bidrage til opgaveløsningen. Men vi må kraftigt advare mod at skære i medarbejderstaben, før teknologien rent faktisk virker. Sporene skræmmer fra tidligere fejlslagne it-projekter – vi må ikke begå samme fejl igen.«

Djøf følger situationen tæt og er i dialog med tillidsrepræsentanterne i staten.

»Vi står selvfølgelig på de ansattes side og arbejder for, at de bliver behandlet ordentligt i den videre proces,« slutter Sara Vergo.

Døgnrapport fra Fyns Politi: Trafikuheld, hærværk og indbrud på Fyn

0

KRIMI. Fyns Politis seneste døgnrapport indeholder flere hændelser fra politikredsens forskellige kommuner.

I Odense var der tirsdag morgen kl. 09:10 et færdselsuheld mellem en lastbil og en bus på Hjallesevej. Lastbilens påhængsvogn svingede over i ligeudsporet ved Reventlowsvej og skrabede bussens højre side. Der meldes ikke umiddelbart om personskader blandt passagererne.

En alvorlig ulykke fandt også sted på Otterupvej i Odense N den 25. april kl. 13:16. En 19-årig mand fra Svendborg Kommune kørte frem for rødt lys og kolliderede med en modkørende bil, der svingede til venstre for grønt lys mod Klusetvej. Ulykken resulterede i alvorlig skade for den anden fører, som fik brud på brystbenet og flere ribben og var indlagt i 18 dage, heraf flere dage på intensivafdelingen.

På Hans Schacksvej i Kerteminde skete den 8. maj kl. 15:27 en alvorlig frontal kollision, hvor en 59-årig mand fra Kerteminde Kommune førte sin bil over i modsatte kørebane og påførte modparten alvorlig personskade.

I Svendborg skete tirsdag kl. 16:55 endnu et færdselsuheld ved krydset mellem Ring Nord og Odensevej. En 48-årig mand fra Faaborg-Midtfyn Kommune kørte over for rødt lys og ramte en anden bil. En udåndingsprøve viste, at føreren var påvirket af alkohol over det tilladte niveau.

Narkotika og knivbesiddelse i Odense

I Odense C blev en 19-årig mand tirsdag kl. 17:10 anholdt for at føre bil i påvirket tilstand af euforiserende stoffer. Samme dag kl. 18:21 blev en 34-årig mand fra Københavns Kommune anholdt på Tværkajen i besiddelse af euforiserende stoffer, telefoner og kontanter mistænkt for salg af narkotika. Yderligere blev en 23-årig mand fra Odense Kommune natten til tirsdag kl. 00:23 anholdt på Alfavej for besiddelse af forskellige euforiserende stoffer samt en kniv.

Brand, hærværk og indbrud

I Hesselager (Nyborg Kommune) udbrød der brand i et nedlagt landbrug på Kildevej lørdag den 14. juni kl. 03:15.

I Assens har en fastmonteret skurvogn med to toiletter på Nellikevej været udsat for hærværk. Skillevæggen mellem toiletterne blev ødelagt, og nye plader skulle opsættes. Hærværket skete onsdag den 11. juni kl. 12:00.

I Otterup (Nordfyns Kommune) har der været indbrud på Uggerslevvej lørdag den 14. juni kl. 12:00, hvor gerningsmanden brød en dør op og stjal værktøj. Desuden blev der forsøgt indbrud på Søhusvej i Odense N mandag den 16. juni kl. 15:00, hvor to vinduer blev forsøgt opbrudt.

Endelig har en person fra Gislev (Faaborg-Midtfyn Kommune) meldt en nummerplade fra en trailer bortkommet mandag den 16. juni kl. 11:47.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politis døgnrapport.

Foreningslivet skal slippe for bøvl og bureaukrati

0

POLITIK. Mindre bøvl med banker, nemmere afholdelse af sportsstævner og foreningsarrangementer samt en markant afbureaukratisering af hverdagen for de frivillige. Det er nogle af målene med i alt 51 anbefalinger, som et bredt partnerskab fra foreningslivet netop har afleveret til kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

Partnerskabets anbefalinger er rettet mod både staten, kommunerne og selve foreningslivet og skal bidrage til at gøre arbejdet lettere for de mange tusind frivillige ildsjæle, der hver dag gør en forskel i det danske foreningsliv.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

»Jeg vil gerne sige partnerskabet en kæmpe tak for det gode og grundige arbejde, de har lavet. Det er helt afgørende, at vi får taget livtag med det bøvl og bureaukrati, der truer de frivillige ildsjæles engagement og dermed også vores foreningsliv. Nu er opgaven at nærlæse anbefalingerne. Det ser jeg frem til.«

Ros og enkelte knaster hos DIF

Hos Danmarks Idrætsforbund (DIF), der med over to millioner medlemmer er en af de centrale aktører i partnerskabet, glæder man sig over initiativet.

»De frivillige er hjertet i vores civilsamfund. Derfor vil vi gerne sige en stor tak til ministrene for at stå i spidsen for denne både vigtige og omfattende opgave. Der er flere gode anbefalinger, som kan bidrage til at reducere bureaukratiet og forenkle arbejdet for de frivillige i vores idrætsforeninger,« siger administrerende direktør Morten Mølholm Hansen fra DIF.

DIF fremhæver blandt andet, at anbefalingerne om enklere risikovurdering af foreninger i forhold til hvidvaskregler samt lempelser for overnatning ved sportsstævner og skattefri godtgørelse til frivillige vil gøre en markant forskel.

Samtidig påpeger DIF dog også, at enkelte anbefalinger har splittet partnerskabet.

»Vi anerkender, at der er forskellige ønsker i så stort et partnerskab. Det er et demokratisk grundvilkår. Vi ærgrer os dog over, at nogle af de anbefalinger, der har splittet partnerskabet mest, har fundet vej til det endelige notat,« siger Morten Mølholm Hansen.

Regeringen har på forhånd forpligtet sig til at følge anbefalingerne – eller forklare, hvis det ikke er muligt.

Tesla får bøde for vildledning om bilpriser og lån

0

BUSINESS. Tesla Motors Denmark ApS har accepteret en bøde på 190.000 kroner for at have vildledt forbrugere om prisen på virksomhedens biler samt oplysninger om lån til bilkøb. Overtrædelserne skete tilbage i 2019 og vedrørte virksomhedens danske hjemmeside, hvor bilerne kunne købes direkte.

I markedsføringen af to bilmodeller undlod Tesla at oplyse om registreringsafgift og dokument- og leveringsgebyr, hvilket ifølge Forbrugerombudsmanden udgjorde en klar overtrædelse af markedsføringslovens regler om vildledende udeladelser.

Derudover blev reglerne overtrådt ved, at Tesla ikke gav et repræsentativt eksempel på låneomkostningerne, da de markedsførte lån til tre af deres bilmodeller. Det betyder, at potentielle købere ikke fik tilstrækkelige oplysninger til at træffe en fuldt oplyst beslutning om lånene.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen understreger betydningen af korrekte og fuldstændige oplysninger til forbrugerne:

»Det er vigtigt, at forbrugerne får alle relevante oplysninger, når de træffer en så stor beslutning som at købe en bil eller optage et lån hertil, så de kan træffe et informeret valg.«

Han påpeger samtidig, at bødeniveauet for lignende overtrædelser nu er væsentligt højere, da en ny bødemodel trådte i kraft i 2022, baseret på virksomhedernes størrelse. Derfor ville en tilsvarende overtrædelse begået i dag af en virksomhed som Tesla resultere i en langt højere bøde.

Sagen er afgjort efter tidligere gældende regler, og bødeniveauet er dermed fastsat efter regler, der gjaldt i 2019. Tesla har accepteret bøden og sagen er dermed afsluttet.

Fusion mellem fynske banker udsat på ubestemt tid

0

FINANS. Nordfyns Bank aflyser den ekstraordinære generalforsamling, der var planlagt til onsdag den 18. juni. Dermed udsættes aktionærernes stillingtagen til den planlagte fusion med Fynske Bank, som blev offentliggjort i begyndelsen af maj. Beslutningen om at aflyse generalforsamlingen sker, fordi banken vurderer, at fusionen på trods af bred opbakning fra mange aktionærer ikke vil opnå den nødvendige majoritet blandt den repræsenterede aktiekapital.

Bestyrelsesformand i Nordfyns Bank, Per Maegaard, fortæller, at banken har modtaget stor støtte fra mange mindre og mellemstore aktionærer. Problemet opstår imidlertid, når man ser på kravet om en dobbelt vedtagelsesmajoritet, der kræver mindst to tredjedeles opbakning fra både afgivne stemmer og den repræsenterede aktiekapital. Her ser banken ikke, at fusionen kan samle tilstrækkeligt bred støtte blandt især de større aktionærer, som vægter tungt ved en sådan beslutning.

»Vi mener fortsat, at vi har fremlagt et flot bud til vores aktionærer baseret på et stærkt, strategisk match, et attraktivt ombytningsforhold og del i den fremtidige værdiskabelse i den fortsættende bank. Når vi kigger på de indkomne brevstemmer og fuldmagter, ser vi, at et stort flertal af vores aktionærer ønsker og støtter den ligeværdige fusion. Men vi må også konstatere og have respekt for, at der med høj sandsynlighed ikke kan opnås den tilstrækkelige majoritet fra den påkrævede andel af aktiekapitalen, hvor vores større aktionærer hurtigt kommer til at fylde meget. Derfor har vi valgt at aflyse generalforsamlingen,« siger Per Maegaard.

Administrerende direktør Holger Bruun understreger dog, at banken ikke har opgivet håbet om en fusion. Han peger på, at banken vil forsøge at finde en løsning gennem en tættere dialog med Fynske Bank.

»Vi er klar til at indlede en dialog om fusionen med Fynske Bank. Vi er af den klare overbevisning, at vi sammen står langt stærkere og kan skabe Fyns mest attraktive bank med henblik på at skabe langsigtet værdiskabelse for vores aktionærer. Vi styrker vores udbyttepotentiale, og her har det attraktive strategiske match stor betydning,« siger Holger Bruun.

Hos Fynske Bank ser man også fortsat positivt på muligheden for at finde en løsning, så fusionen kan realiseres. Banken understreger, at deres aktionærer lige siden offentliggørelsen af fusionsplanerne i maj har støttet visionen om at skabe en stærkere fælles bank til gavn for både aktionærer, kunder og medarbejdere.

Administrerende direktør i Fynske Bank, Henning Dam, udtrykker optimisme i forhold til at fortsætte dialogen med Nordfyns Bank og finde en løsning på den opståede situation.

»Jeg er fortrøstningsfuld, og vi har et klart ønske om at finde en løsning, så fusionen kan blive en realitet. Vi er fortsat overbeviste om, at vi står stærkere sammen, og at en fusion vil skabe stor værdi for aktionærerne i begge banker. Derfor er vi åbne for Nordfyns Banks ønske om at indgå i en dialog,« siger Henning Dam.

Dermed er fusionen mellem de to fynske banker ikke aflyst, men sat på pause, mens parterne nu i fællesskab skal finde en vej fremad.

Få så de idioter ud af midtersporet!

Foto: AVISEN

Undersøgelser har vist, at det, der irriterer folk mest i trafikken, er, når der er bilister i midtersporet på motorvejene, selvom der er tomt i indersporet.

Jeg kan ikke engang køre 10 kilometer på Helsingørmotorvejen, uden der er mindst en – i regelen mange – der sover i midtersporet og ofte kører så langsomt, at jeg må ud i ydersporet for at overhale, så der i realiteten kun er to spor. Jeg vil jo ikke overhale indenom, selvom det er der, jeg kører, og risikere en bøde på 2000 kr og et klip i kørekortet.

Det hjælper ikke at bruge det lange lys eller hornet, eller at gestikulere, når man overhaler, at folk skal køre ind i indersporet. De sover bare videre.

Jeg har skrevet til politiet, at der er en masse lette penge at hente til statskassen, hvis de giver bøder til midtersporsbilisterne. Men det vil de ikke. Jeg fik at vide, at de skam havde lavet flere kampagner. Ja så. Dem har jeg aldrig hørt om, og ingen af dem, jeg har spurgt, har hørt om dem. Og de har ikke hjulpet det mindste. Det hjælper jo heller ikke at henstille til folk, at de ikke skal køre for hurtigt. Derfor uddeler man bøder, så de kan lære det på den hårde måde. Hvorfor så ikke uddele bøder til søvngængerne i midtersporet? De irriterer jo folk meget mere, end dem, der kører for hurtigt.

Og det kan endda føre til farlige situationer. Min afdøde onkel havde gummi på kofangeren på sin store Citroën – præsidentmodellen, også kaldt ragekniven – dengang da der kun var to spor på Helsingørmotorvejen. En dag, da der var en bilist, der absolut ikke ville flytte sig ind i inderbanen, kørte han helt op og puffede til bilen. Så blev der plads. Omgående.

Kære politi. Så gør dog noget!

Region Syddanmark styrker psykiatrien med flere ydernumre og specialtiltag

0
Pernelle Jensen under Tv-interview om Psykiatrien i Region Syddanmark
Pernelle Jensen under Tv-interview om Psykiatrien i Region Syddanmark

POLITIK. Fredericia AVISEN havde onsdag d. 04. juni 2025 besøg på STATIONEN af Pernelle Jensen fra Venstre (V), hvor hun, som Regionsrådsmedlem og formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Syddanmark, blandt andet taler om, hvordan Region Syddanmark styrker psykiatrien med flere ydernumre og specialtiltag. Du kan se og lytte til hele Tv-interviewet ved at klikke på linket sidst i artiklen.

Psykiatrien har længe kæmpet med lange ventetider, men nu sætter Region Syddanmark ind med flere konkrete initiativer for at afhjælpe problemet, og på et nyligt udvalgsmøde besluttede regionen at oprette flere ydernumre inden for psykiatrien, både for voksne og børn.

»Vi diskuterer meget psykiatri for tiden, og der er jo også kommet en 10-årsplan, og regeringen har jo et meget stort fokus på psykiatrien, og det er rigtig godt, de har det, for der er et meget stort behov der for at hjælpe både voksne, men også i særlig grad de unge, som jo har udfordringer,« siger Pernelle Jensen.

Konkrete løsninger mod lange ventetider
Ventetiderne i børne- og ungdomspsykiatrien er ifølge Pernelle Jensen steget markant, hvorfor regionen nu reagerer med en konkret løsning:

»Det vi gjorde helt praktisk på vores udvalgsmøde, det var at oprette et ydernummer mere inden for børne- og ungdomspsykiatrien, som kommer til at ligge i Esbjerg eller Haderslev eller nede i den sydlige del af regionen,« siger hun og uddyber, at netop den sydlige og vestlige del af regionen mangler psykiatere til børn og unge.

I alt oprettes tre nye ydernumre: ét ydernummer inden for børne- og ungdomspsykiatrien samt to inden for voksenpsykiatrien, hvoraf ét skal placeres i Nyborg, mens det andet skal ligge i den jyske del af regionen. Pernelle Jensen understreger, at denne prioritering vil aflaste hele regionen:

»Det vil også lette de praktiserende psykiatere i Trekantområdet, hvis der kom kapacitet ned i den del af regionen, der mangler. Så i virkeligheden hjælper det over hele regionen, selvom ydernummeret nu kommer til at ligge lidt mere sydligt fra Trekantområdet.«

Fjerner økonomiske begrænsninger for speciallæger
For yderligere at reducere ventetiderne fjerner regionen økonomiske begrænsninger for speciallægerne, så de kan se flere patienter uden at skulle tænke på rammebegrænsninger for hvor meget speciallægerne arbejde. Ligeledes er den såkaldte knækgrænse bortfaldet, som før reducerede speciallægernes indtjening med 40%, når indtjeningen samlet set kom over et vist beløb. Tidligere erfaringer viser allerede positive resultater:

»Der kunne vi se, at der var faktisk set 5.000 flere patienter. Og det var kun på to og en halv måned, så det er ret mange flere patienter,« forklarer Pernelle Jensen. Hun fremhæver især effekten på psykiatriområdet:

»For psykiaterne var der en stigning på 11,9 procent for børne- og ungdomspsykiaterne og 12,5 procent for de voksne. Derfor foreslår vi, at den bliver videreført.«

Særlige ADHD-klinikker skal aflaste yderligere
Derudover planlægger regionen at etablere særlige ADHD-klinikker indledningsvis for voksne. Disse klinikker skal bidrage til hurtigere udredning og behandling og dermed aflaste presset på de almindelige psykiatere:

»Hvis man skiller ADHD ud og laver særlige klinikker, kan vi lette presset på de almindelige psykiatere og faktisk udrede hurtigere,« siger Pernelle Jensen.

Pernelle Jensen understreger sidst i TV-interviewet, at alle disse initiativer har ét fælles mål:

»Jeg håber, at det her kommer til at rykke og gøre en stor forskel for alle de mennesker, der sidder derude og har behov for hjælp i psykiatrien og på speciallægepraksis. Og at det forhåbentlig kan gøre, at der er flere, der kan komme til hurtigere. Det er i hvert fald vores mål.«

Du kan se og lytte til hele Tv-interviewet ved at klikke på linket nedenfor:

Tv-interview d. 04. juni 2025 med Pernelle Jensen (V) om Psykiatrien i Region Syddanmark

En grundlov til nye tider

0
Foto: AVISEN

LEDER. Når danskerne den 5. juni fejrer grundlovsdag, er der atter en god grund til at minde om, at den danske grundlov trænger til et serviceeftersyn. Demokratiet har ændret sig, og penge har fundet vej ind til den demokratiske beslutningsproces på mange ubehagelige måder. Det sker både på nationalt og lokalt plan.

Staten skaber bogstaveligt talt sine egne penge. Når politikere vil have forskellige ting og sager, så kan de beslutte sig for, at borgerne skal til lommerne for at skaffe pengene til de politiske projekter. Selvom de sammen med embedsværket praktisk lader, som om det er deres penge, samt at det er gratis for den enkelte, så er det ganske enkelt løgn:

Hver og én beslutning ender i sidste ende med at koste tid for den enkelte borger, der bliver bedt om at arbejde for at aflevere en enorm stor andel af “udbyttet” til magtklassen.

Jo færre politiske beslutninger og projekter, desto mindre vil man reelt skulle arbejde i sit liv. Og omvendt: Jo mere politikerne vedtager, desto mere skal man bruge tilværelsen på at arbejde. Så meget, at mange politikere endda ynder at snakke om, at vi er værdifulde mennesker, hvis vi arbejder meget: Ja, så vi kan aflevere resultatet til dem, der selv lever temmelig mageligt. På Christiansborg er det ganske gratis at uddele penge til andre, for selv når inflationen slår til, kan man hæve sin egen indtægt.

Retssikkerheden i Danmark har det meget, meget dårligt. Staten (og dermed politikerne sammen med embedsfolkene) sikrer sig selv enorme ressourcer til at bekrige den enkelte borger eller virksomhed. Man stiller med nærmest ubegrænsede ressourcer til at overdynge samfundets ydere med krav om stort og småt. Yderne, skatteborgerne, må selv betale for deres forsvar. Og de er intet match for staten, der kan kaste alle ressourcer ind i “at få ret”, også selvom de ikke har det. Mange opgiver at forsvare sig selv, fordi det ikke kan betale sig. Der mangler ganske enkelt så meget retssikkerhed i den daglige sagsbehandling, at værdierne i det demokratiske rum er forsvundet.

Det er de værdier, der skal være repræsenteret i en grundlov.

Vi har brug for en ny grundlov. Den bør tage udgangspunkt i statens enorme magtmonopol. Derfor skal den især beskytte den borger, der er i centrum af en statslig proces. Der skal indbygges retsgarantier, der kan matche staten. Det skal være universelt. Uanset hvilken sagstype der er tale om, så skal prøvelsen af statens afgørelse være sikret og gratis. Det kan ikke nytte noget, at det er pengene, der bestemmer, hvilket forsvar man har. Den nuværende situation er en blankocheck til politikere og embedsfolk, der kan vedtage de mest horrible regler, fordi konsekvenserne er små for dem. Med en ny grundlov ville de være nødt til at overveje, om deres love strider mod disse værdifulde principper, og derfor kan komme til at koste dem dyrt i sidste ende.

Region Syddanmark får del i 20 millioner til bedre lægedækning

0

KRIMI. Region Syddanmark modtager nu økonomisk støtte fra Lægedækningspuljen, der samlet set fordeler 20 millioner kroner på 20 forskellige projekter rundt omkring i landet. Projekterne skal sikre flere læger i områder, hvor lægemanglen er størst – herunder dele af Region Syddanmark.

To projekter i regionen får del i støtten, og begge har til formål at styrke rekrutteringen og fastholdelsen af læger i Syddanmark. Særligt Tønder, Aabenraa og Nordborg/Sønderborg er i fokus, hvor rekrutteringsbehovet længe har været en udfordring.

Et af projekterne, der modtager hele 818.200 kroner, hedder »Sønderjylland kalder – tværsektorielt samarbejde for bedre lægedækning«. Projektet er en innovativ rekrutteringsindsats med blandt andet kommunikation, formidling og målrettede rekrutteringsture. Der etableres samtidig et lægerekrutteringsnetværk (LRN) under Sundhedsklynge Sønderjylland, som skal finde nye, attraktive løsninger på de eksisterende udfordringer.

Det andet projekt, som modtager 80.000 kroner, hedder »Praksisnær ledelse, faglig udvikling og netværk«. Her ligger fokus på undervisning, oplæg og netværksdannelse for kommende og nynedsatte læger.

»Formålet er at understøtte læger i at opleve sig kompetente i ledelsesarbejdet og dermed øge trivslen i lægegerningen og praksisdriften. Projektet er målrettet lægedækningstruede områder i Sydvestjylland og Sønderjylland,« fremgår det af projektbeskrivelsen.

Formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Lars Gaardhøj, glæder sig over, at midlerne nu uddeles:

»Det er en central del af et velfungerende sundhedsvæsen, at alle borgere har let og lige adgang til egen læge. Derfor er det også glædeligt, at vi i fællesskab med PLO nu sætter gang i 20 projekter, som skal gøre os klogere på, hvordan vi styrker lægedækningen,« siger han.

Også hos Praktiserende Lægers Organisation (PLO) er der tilfredshed med indsatsen, fortæller formand Jørgen Skadborg:

»Det er en stor styrke, at vi med Lægedækningspuljen nu kan sætte gang i en række målrettede projekter, der skal styrke lægedækningen dér, hvor den i dag halter mest.«

Projekterne i Region Syddanmark forventes at blive gennemført i løbet af 2025-2026 og har til formål ikke blot at skaffe flere læger til området, men også at fastholde dem i det syddanske, hvor manglen på praktiserende læger nogle steder længe har været en stor udfordring.

Niels Flemming Hansen besøger norsk klima-projekt: “Her bygges fremtidens løsninger”

0

POLITIK. Medlem af Europa-Parlamentet Niels Flemming Hansen (C) har netop besøgt det norske Northern Lights-projekt ved Øygarden, et samarbejde mellem energigiganterne TotalEnergies, Equinor og Shell. Her arbejder man målrettet på at indfange CO₂ fra den tunge industri og transportere den til permanent lagring under havbunden.

Projektet kan ifølge Hansen spille en afgørende rolle i vejen mod klimaneutralitet:

»Her oplevede jeg, hvordan man målrettet arbejder med CO₂-fangst og permanent lagring. Det er en teknologi, som kan blive helt central i kampen mod klimaforandringerne,« siger Niels Flemming Hansen efter besøget.

Det første anlæg ved Øygarden forventes at være i drift allerede i august og vil kunne håndtere flere millioner ton CO₂ årligt. Dermed bliver det et tydeligt eksempel på, hvordan teknologiske fremskridt og internationalt samarbejde kan skabe konkret klimahandling.

»Det gør stort indtryk at stå ved faciliteterne. Her ser vi tydeligt, at fremtidens klimaløsninger ikke blot diskuteres, men også bygges. Det er inspirerende,« udtaler Niels Flemming Hansen, der takker holdet bag besøget for en givende og lærerig oplevelsen.

Tidligere superligatræner overtager kvindelandsholdet

0

SPORT. DBU har præsenteret Jakob Michelsen som ny landstræner for det danske kvindelandshold i fodbold. Den tidligere Superliga-træner overtager posten efter sommerens EM-slutrunde i Schweiz, hvor han afløser Andrée Jeglertz.

Michelsen, som har underskrevet en kontrakt frem til 2028 med mulighed for forlængelse frem til sommeren 2029 ved kvalifikation til EM i 2029, kommer med solid erfaring fra både dansk og international fodbold. Tidligere har han stået i spidsen for blandt andre SønderjyskE, OB, Hammarby IF i Sverige og senest HamKam i Norge.

Jakob Michelsen begyndte sin trænerkarriere med kvindefodbold i Skovbakken tilbage i 2007. I 2015 blev han kåret som Årets Træner i Danmark efter en historisk Superliga-sæson, hvor SønderjyskE vandt sølvmedaljer.

DBU’s fodbolddirektør Peter Møller udtaler:

»Vores nuværende landstræner Andrée Jeglertz har efter aftale med DBU søgt nye muligheder, og derfor har vi gennem længere tid arbejdet på at finde den rette afløser. Jakob Michelsen har været vores topkandidat hele vejen, og vi er sikre på, at han er den helt rigtige til at føre kvindelandsholdet videre mod nye succeser.«

Møller fremhæver især Michelsens evner som kommunikator og hans evne til at få maksimal effekt ud af spillertruppen:

»Jakob har i mange år bevist, at han kan skabe resultater med engagement og stor taktisk indsigt. Han er en ung træner med masser af erfaring, og vi forventer, at han kan fortsætte kvindelandsholdets positive udvikling.«

Michelsen: »En kæmpe ære«

For Jakob Michelsen var beslutningen om at vende hjem og blive landstræner oplagt, selvom det betyder farvel til Norge:

»Min familie og jeg har haft en god tid i Norge, og det var svært at sige farvel. Men det er en kæmpe ære at blive landstræner for Danmark og Kvindelandsholdet. Det er et spændende hold med mange ambitiøse spillere, og der ligger et stærkt fundament at bygge videre på.«

Han ser frem til at arbejde tæt sammen med spillerne, trænerstaben og klubberne for at sikre en fortsat positiv udvikling af kvindefodbolden:

»Mit fokus bliver at fastholde den positive udvikling og samtidig finde områder, hvor vi kan tage nye skridt. Det er nødvendigt for at følge med internationalt.«

En stor opgave venter i Nations League

Jakob Michelsens første opgave som landstræner bliver at sikre Danmarks forbliven i Nations League A efter holdets nederlag mod Sverige, som betyder, at der venter playoffkampe til efteråret.

DBU takker Andrée Jeglertz

Inden Michelsen overtager, står Andrée Jeglertz i spidsen for Danmark ved EM-slutrunden i Schweiz denne sommer. Her møder Kvindelandsholdet Sverige, Tyskland og Polen i gruppespillet.

Peter Møller takker Andrée Jeglertz for indsatsen:

»Jeg vil benytte lejligheden til at takke Andrée for hans store arbejde med holdet. Han har opnået betydelige resultater, og vi ønsker ham en god afslutning ved EM.«

Jeglertz selv udtaler, at han er taknemmelig for tiden med holdet:

»Det har været en fornøjelse at arbejde med dedikerede spillere og stab. Nu handler alt om at præstere bedst muligt ved EM.«

Jakob Michelsen tiltræder officielt som landstræner 1. august 2025.

Fjernvarmesektoren glæder sig over lavere eltariffer fra Energinet

0

ENERGI. Energinet har netop meddelt, at selskabet vil sænke sine eltariffer med op til 10 procent fra 2026 og samtidig fastfryse tarifniveauet frem mod 2030. Denne beslutning modtages med stor tilfredshed i den danske fjernvarmesektor, hvor elektrificering er afgørende i indsatsen for at udfase fossil energi.

Dansk fjernvarme er i fuld gang med en grøn omstilling. Elektrificering spiller en central rolle i bestræbelserne på at udfase fossile brændstoffer som naturgas, kul og olie til fordel for mere klimavenlige alternativer som elkedler og store varmepumper.

Michael Søgaard Schrøder, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, hilser derfor Energinets udmelding meget velkommen:

»Det er en rigtig god nyhed for varmesektoren, at Energinet ønsker at sænke eltarifferne for deres forbrugere. Tarifferne er steget betydeligt gennem de seneste år, så det er positivt, at udviklingen nu vendes, og at der samtidig gives vished frem mod 2030. Det skaber større sikkerhed omkring investeringer i elektrificering hos fjernvarmeselskaberne.«

Fjernvarmeselskaberne er i stigende grad blevet store elforbrugere. Alene det seneste år har sektoren haft et elforbrug på omkring 2 TWh, og med de planlagte investeringer ventes elforbruget at stige markant i de kommende år. Med tarifreduktionen forventes sektoren derfor at kunne spare mindst 27 mio. kr. årligt ud fra det nuværende elforbrug. Denne besparelse ventes at stige væsentligt i takt med sektorens voksende elforbrug.

Elektrificering af fjernvarmen bidrager desuden positivt til samfundets samlede grønne omstilling. Varmepumper og elkedler kan nemlig effektivt udnytte overskydende grøn strøm fra sol- og vindenergi og dermed sikre balance og stabilitet i det danske elnet.

»Når der er overskud af grøn strøm, kan varmepumper og elkedler lagre energien som varme. Det er en vigtig fleksibilitet, der bidrager til stabiliteten i elnettet,« siger Michael Søgaard Schrøder.

Energinet har samtidig meddelt, at ikke alene forbrugerne, men også elproducenter som kraftvarmeværker kan forvente fald i tilslutningsbidrag og balancetariffer allerede fra næste år.

Fakta:

  • Fjernvarmesektoren har et årligt elforbrug på ca. 2 TWh.
  • Energistyrelsen oplyser, at 97 % af nye fjernvarmeanlæg frem mod 2027 vil være baseret på el.
  • Antallet af varmepumper i fjernvarmeproduktionen er tredoblet siden 2019.
  • En tarifreduktion på 10 % svarer i dag til en besparelse på ca. 27 mio. kr. årligt for fjernvarmeselskaberne, et tal som forventes at vokse de kommende år.

Energinet sænker elpriserne – lover stabilitet frem mod 2030

0

BUSINESS. Energinet med hovedsæde i Fredericia lover nu lavere og mere stabile elpriser frem mod 2030. Fra årsskiftet sænker selskabet sine tariffer med 10 procent og fastfryser dem i en periode på fire år. Energinet vil samtidig iværksætte en omfattende spareplan, der skal effektivisere virksomheden med 15 procent.

Det sker efter kritik fra erhvervsorganisationer, der har efterspurgt mere forudsigelighed og lavere omkostninger for at støtte virksomhedernes grønne omstilling og elektrificering.

Energinets initiativ bakkes op af Klima-, Energi- og Forsyningsminister Lars Aagaard (M), der ser planen som vigtig for at sikre stabilitet i elmarkedet.

Selskabet vil sænke elforbrugernes tariffer med op til 10 procent fra 2026 og derefter fastholde dette niveau frem til 2030. Beslutningen skal skabe større forudsigelighed og stabilitet for både virksomheder og privatforbrugere, der investerer i elektrificering som led i den grønne omstilling.

For at kunne realisere planen skal beslutningen først godkendes af Energinets bestyrelse og Forsyningstilsynet, hvilket forventes at ske efter sommerferien.

Elektrificering som afgørende brik i omstillingen

Baggrunden for den ekstraordinære beslutning er behovet for en hurtigere elektrificering af især transportsektoren, industrien og varmeværkerne. Elektrificeringen er en afgørende brik for at opnå et grønnere Danmark og for at reducere afhængigheden af fossile brændsler som olie, kul, naturgas, benzin og diesel.

Ifølge Energinet er stabilitet og forudsigelighed omkring tarifferne afgørende for, at virksomheder tør tage beslutninger om investeringer i elektrificering.

»Vi sænker tarifferne med op mod 10 procent det første år, og de efterfølgende tre år må de ikke stige. Det sikrer, at fx virksomheder, varmeværker og andre energiforbrugere bedre kan skue ud i fremtiden og dermed få større sikkerhed for deres investeringer i elektrificering,« siger Søren Dupont Kristensen, driftsdirektør i Energinet.

Handelsindtægter skal sikre lavere tariffer

I de senere år har omkostningerne til udbygning og drift af elsystemet været stigende, især på grund af højere priser på kabler og komponenter. Dette pres har tidligere ført til stigende eltariffer. For at undgå yderligere stigninger vil Energinet nu bruge en stor del af indtægterne fra elhandel med nabolandene til at holde priserne i ro.

Handelsindtægterne kommer fra transaktioner på tværs af grænserne, hvor elektricitet bliver købt og solgt mellem Danmark og nabolandene. Disse midler bruges normalt til at udbygge det grænseoverskridende elnet, men med ekstraordinært høje handelsindtægter kan Energinet nu sætte penge af til at sænke tarifferne.

»En øget elektrificering styrker Danmarks energisikkerhed og reducerer vores afhængighed af fossile brændsler. Derfor er det både ansvarligt og rettidigt, at vi bruger handelsindtægterne på at sænke tarifferne og fastholde et loft over dem frem mod 2030,« siger Søren Dupont Kristensen.

Effektivisering skal hjælpe med lavere priser

Udover anvendelse af handelsindtægterne vil Energinet også effektivisere sin drift med 15 procent frem mod 2028. Dette skal medvirke til yderligere at holde tarifferne lave.

Det forventes, at det danske elforbrug stiger markant de kommende år. Det vil betyde, at de faste omkostninger til drift og udbygning af elnettet kan deles mellem flere forbrugere. Hvis elektrificeringen derimod ikke tager fart, kan det medføre et kraftigt hop i tarifferne efter 2029, fordi omkostningerne ikke vil være tilstrækkeligt dækket.

Mindre udgifter for producenterne

Energinet meddeler også, at producenternes betaling falder fra næste år. Det betyder et mindre fald i både tilslutningsbidragene for nye elproducenter og i balancetariffen for produktion fra 2026.

Den endelige beslutning om tarifferne ventes efter sommerferien, hvor både Energinets bestyrelse og Forsyningstilsynet skal godkende planerne.

Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Energinet ejer og udvikler el- og gasnet i Danmark for at indpasse mere vedvarende energi, opretholde forsyningssikkerhed og sikre lige markedsadgang til nettene.

E20 får frisk asfalt – fire ugers vejarbejde på vej

0

TRAFIK. Bilister, der kører mod Nyborg på E20, kan godt væbne sig med tålmodighed de kommende uger. Fra fredag den 30. maj og fire uger frem lægger Vejdirektoratet nemlig ny asfalt på motorvejen mellem Langeskov og Nyborg i østgående retning.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Den otte kilometer lange strækning fra rampeanlæg 47 Langeskov til rampeanlæg 45 Nyborg Ø får ny asfalt, fordi den gamle belægning er blevet slidt og trænger til en grundig overhaling.

Arbejdet sker om aftenen og natten for at genere trafikken mindst muligt. Men helt uden bøvl bliver det altså ikke.

Først bliver den eksisterende asfalt fræset væk, hvorefter den underliggende belægning repareres. Derefter bliver der lagt ny, klimavenlig asfalt og friske vejstriber.

Ifølge Vejdirektoratet vil resultatet være en jævnere vej og dermed en bedre køreoplevelse for trafikanterne.

Når arbejdet står på, ledes trafikken i begge retninger over i vestgående spor med kun ét spor farbart hver vej. Derfor skal bilister forvente mindre forsinkelser. Fra- og tilkørselsrampen ved rampeanlæg 46 Nyborg V i østgående retning vil desuden være lukket, mens arbejdet foregår.

Asfaltarbejdet gennemføres primært mellem klokken 19.00 og 06.00 om natten, dog først fra klokken 21.00 om søndagen. I dagtimerne, hvor der ikke arbejdes, er motorvejen igen helt åben for trafik.

Vejdirektoratet beklager på forhånd generne for trafikanterne og opfordrer til at holde sig opdateret på deres trafikkort, hvor man løbende kan følge med i situationen på E20.

Ny teknologi skal sikre hurtigere svar ved mistanke om hudkræft

0

DEBAT. En ny digital metode til at diagnosticere hudkræft er ved at bevise sit store potentiale – og det er godt nyt for både patienter og sundhedsvæsenet.

Med et særligt lille kamera kan den praktiserende læge tage et billede af et mistænkeligt område på huden og sende det direkte til en hudlæge via en app. Patienten slipper altså for at vente på en henvisning og fysisk konsultation. Svaret kommer hurtigt – målet er inden for fire dage, men i et pilotprojekt var svartiden i gennemsnit kun én dag.

Resultaterne taler for sig selv: 53 procent af patienterne kunne afsluttes med det samme, 20 procent blev sendt videre til en hudlæge, og 10 procent blev henvist til et kræftpakkeforløb. De resterende blev anbefalet opfølgning hos egen læge.

Det betyder, at mange patienter hurtigt får afklaret deres bekymringer, mens kun de nødvendige bliver sendt videre i systemet. Det giver tryghed for patienterne og frigiver samtidig ressourcer i sundhedsvæsenet. Ventetiderne hos hudlæger bliver kortere, og kræftmistanker kan afklares hurtigere – hvilket i sidste ende kan redde liv.

Målet er, at 80 procent af landets praktiserende læger skal være med på løsningen inden udgangen af 2026. Det er en ambition, vi bør bakke fuldt op om.

Digital hudkræftdiagnostik er et stærkt eksempel på, hvordan teknologi kan forbedre både effektiviteten og kvaliteten i sundhedssektoren. Det er netop den type løsninger, vi skal have mange flere af fremover – til gavn for os alle.

Pernelle Jensen 

Formand for Udvalget for det nære sundhedsvæsen (V)

Regionsrådet 

Historisk dag i havnene: Krydstogtskibe i både Fredericia og Nyborg

0

BUSINESS. For første gang nogensinde har ADP – Associated Danish Ports – krydstogtskibe til kaj i både Fredericia og Nyborg Havn på samme dag.

Onsdag den 27. maj blev en historisk dag for ADP, der driver både Fredericia og Nyborg Havn. Aldrig før har selskabet haft krydstogtanløb i begge havne samtidig, men i dag lagde to skibe til kaj – ét i hver ende af bæltet.

I Nyborg anløb skibet Clio, som tidligere har gæstet havnen, mens Fredericia for første gang kunne byde velkommen til SeaDream II fra det eksklusive rederi SeaDream Yacht Club.

Ankomsten af SeaDream II blev markeret med manér. ADP’s kommercielle direktør, Niels Christiansen, gik ombord og bød officielt velkommen til Fredericia ved at overrække en traditionel plakette til skibets kaptajn.

»Vi ønsker begge skibe hjerteligt velkommen og håber, at de mange krydstogtgæster får en god dag med fantastiske oplevelser i både Fredericia og Nyborg,« lyder det fra ADP.

Det er endnu et tegn på den positive udvikling for krydstogtturismen i både Fredericia og resten af Danmark, hvor havnene i stigende grad benyttes af internationale rederier, som søger nye og attraktive destinationer i Østersøen.

Økonomiaftale sikrer løft til sundhedsvæsenet – og giver startskud til sundhedsreform

0

POLITIK. Ny økonomiaftale mellem regeringen og Danske Regioner tilfører milliarder til sundhedsvæsenet. Aftalen skal både understøtte sundhedsreformen og sikre bedre vilkår for drift og udvikling i regionerne.

Natten til onsdag den 28. maj blev regeringen og Danske Regioner enige om næste års økonomiaftale for regionerne. Aftalen sikrer et økonomisk løft på 2,3 milliarder kroner til drift og 450 millioner kroner til anlægsinvesteringer.

Ifølge aftaleteksten er en betydelig del af midlerne målrettet implementeringen af den kommende sundhedsreform, sundhedsinnovation og grønne hospitaler. Derudover gives der et solidt økonomisk afsæt til arbejdet med næste års regionale budgetter.

Godt udgangspunkt for sundhedsreformen

I Region Syddanmark vækker aftalen tilfredshed. Regionsrådsformand Bo Libergren (V) betegner den som både økonomisk ansvarlig og udviklingsorienteret:

»Vi har fået en rigtig god aftale, som giver os mulighed for at gøre vores syddanske sundhedsvæsen endnu bedre. Samtidig giver aftalen også et godt afsæt for arbejdet med den kommende sundhedsreform, som skal bringe sundhedsvæsenet tættere på borgerne og løfte kvaliteten i de nære tilbud,« siger Bo Libergren.

»Jeg ser også aftalen som et godt udgangspunkt for processen om næste års budget. Med aftalen kan vi både få enderne til at mødes og får mulighed for at udvikle vores sundhedsvæsen.«

Det er endnu uklart, hvor stor en andel af midlerne der konkret tilfalder Region Syddanmark, da bloktilskudsfordelingen endnu ikke er fastlagt.

Sundhedsfond rulles ud – 600 millioner kroner næste år

Et vigtigt element i aftalen er, at den længe ventede sundhedsfond nu bliver realiseret. Fonden er på i alt 22 milliarder kroner, som over en 10-årig periode skal bruges til vedligeholdelse og modernisering af landets sygehuse samt investering i nyt apparatur. I 2026 vil regionerne modtage de første 600 millioner kroner fra fonden.

»Med sundhedsfonden får vi mulighed for at udbygge og renovere alle regionens sygehuse – ikke kun dem, der har været omfattet af kvalitetsfondsmidler,« siger Bo Libergren.

»Udover moderne sygehuse giver det os også mulighed for at leve op til ambitionerne på klimaområdet og sikre, at apparaturparken til stadighed giver de bedste forudsætninger for at levere udredning og behandling i topklasse.«

Midler til reform og grøn omstilling

Aftalen indeholder også specifikke beløb til implementering af sundhedsreformen. Her er 325 millioner kroner afsat til bl.a. patientrettet forebyggelse og akutsygepleje. Yderligere 60 millioner kroner går til innovation og bæredygtige løsninger i sundhedsvæsenet – herunder grønne hospitaler.

Efter 50 år: Nu forsvinder 1.000-kronesedlen

0

HISTORIE. Fra den 31. maj er det slut med at betale med 1.000-kronesedlen. Digitaliseringen har gjort den overflødig, og værdien af kontanter er faldet drastisk siden 1975, viser en ny analyse fra Danmarks Statistik.

Efter 50 år med 1.000-kronesedler i danskernes lommer og punge er det snart slut. Fra og med den 31. maj 2025 udgår sedlen med Storebæltsbroen og solvognen som gyldigt betalingsmiddel.

Den store seddel, der engang populært blev kaldt »egernet«, har mistet sin relevans i takt med, at digitale betalinger har overtaget markedet. Samtidig har regler om hvidvask sat grænser for, hvor store betalinger der må foretages med kontanter.

Ifølge Danmarks Nationalbank udgjorde kontantbetalinger kun 9 procent af omsætningen i danske butikker i 2023. Det er et markant fald fra 60 procent i 1991. Udviklingen skyldes især, at det i dag er nemmere end nogensinde at betale med kort eller via mobiltelefon.

Kilde: Danmarks Nationalbank Anm.: Mobilbetalinger inkluderer forskellige mobilbetalingsløsninger, herunder Mobilepay, Apple Pay og Google Pay.

Kunne købe seks gange mere smør i 1975

Danmarks Statistik har set tilbage på, hvad man kunne få for 1.000 kroner, dengang sedlen første gang så dagens lys i 1975. Her havde sedlen et portræt af Thomasine Heiberg på forsiden og egernet på bagsiden – en seddel, der dengang blev kåret som verdens smukkeste pengeseddel.

I 1975 kunne man eksempelvis købe hele 58 kilo smør for 1.000 kroner – i dag rækker samme beløb kun til 10 kilo. Kigger man på kaffen, var der dengang råd til 34 kilo mod blot 10 kilo i dag.

  • Rødspætter: Dengang 69 kg – i dag 6 kg
  • Æg: Dengang 1.616 stk. – i dag 329 stk.
  • Sødmælk: Dengang 442 liter – i dag 70 liter

I nutidens priser ville en tusindkroneseddel fra 1975 svare til 5.604 kroner, altså mere end fem gange så meget som i dag.

Kunne dække en måneds boligudgifter

Foruden mad kunne 1.000 kroner i 1975 stort set dække en hel måneds udgifter til bilen eller boligen for en gennemsnitshusstand. Dengang kostede en families månedlige boligudgifter i gennemsnit omkring 1.226 kroner, mens bilen kostede 1.065 kroner. Også det årlige forbrug af fodtøj var dækket ind med rigeligt overskud – gennemsnittet lå nemlig på 811 kroner.

Det store fald i pengenes værdi skal dog også ses i lyset af en betydelig løn- og velstandsudvikling over de seneste fem årtier, som betyder, at danskerne i dag bruger deres penge anderledes, end de gjorde dengang.

Fakta:

  • Den nuværende 1.000-kroneseddel udgår pr. 31. maj 2025.
  • I dag er kontantbetalinger reduceret til 9 procent af butikshandlen.
  • Sedlen fra 1975 svarer til 5.604 kr. i dag.

Kilder: Danmarks Statistik og Danmarks Nationalbank