Danmark vandt EM-finalen med 34-27 mod Tyskland, og efter slutfløjtet var det Kevin Møller, der modtog prisen som kampens spiller. Den danske keeper leverede et afgørende indhop i anden halvleg og sluttede finalen med en redningsprocent på 34,7.
For Møller kom hæderen som en stor overraskelse.
”Jeg havde aldrig i livet regnet med, at jeg skulle blive kampens spiller på hjemmebane. Det havde jeg virkelig ikke. Det var så fjernt for mig, at jeg ikke engang havde drømt om det. Så det var bare en helt vild oplevelse,” siger han.
Finalen blev spillet under særlige omstændigheder for Danmark, der måtte improvisere – især defensivt.
”Det var kaotisk, både på grund af de udfordringer, vi blev stillet over for under kampen og allerede inden kampen. Vi manglede folk i midterforsvaret, der skulle findes alternative løsninger, og vi havde ikke trænet det,” siger Møller.
Han peger på, at løsningen blev fundet gennem fælles forståelse og taktisk overblik.
”Nikolaj lagde en slagplan, og det viser bare kvaliteten på vores hold – og hvor kloge hoveder der er på alle positioner, når folk bare kan gå ind og levere på så højt et niveau i så vigtig en rolle,” siger han.

En særlig ros går til anføreren Magnus Saugstrup.
”Og så må man bare tage hatten af for Saugstrup. Alt det usynlige arbejde, han laver på banen, skaber rum i angrebet til masser af gennembrud – både for Gidsel og Pytlick,” siger Møller og fortsætter:
”Samtidig var han også en stor del af det forberedende arbejde inden kampen, hvor han gik rundt og snakkede systemer, taktikker og aftaler igennem med spillere, der aldrig har stået i midterforsvaret før. Det kan simpelthen ikke roses nok. Der findes ikke superlativer nok for, hvor dygtig en anfører og hvor stort et menneske han er.”
For Kevin Møller blev EM-guldet også følelsesmæssigt anderledes end VM 2025, hvor han måtte følge sidste del af slutrunden hjemme fra pga. familie forøgelse.
”Det kan slet ikke sammenlignes. Sidste år var der ingen tvivl om, at jeg ikke skulle være med til de sidste kampe, og der var det også lettere at acceptere at sidde derhjemme med en nyfødt på armen,” siger han.
I år fylder taknemmeligheden mindst lige så meget som triumfen.
”I år er jeg bare ekstremt emotionel og stolt over alt det arbejde, min hustru har lagt i den her måned sammen med vores to børn. For at jeg kan udleve min drengedrøm og jagte det her,” siger Møller.
Den ældste datter var også med i hallen.
”Jeg tror ikke helt, hun forstår, hvad der egentlig er sket. Hun er bare glad for, at hendes far snart er hjemme igen,” siger han og smiler.

Fejringen venter, men med måde.
”Det tvivler jeg på, men jeg gør et forsøg,” siger Møller, da snakken falder på festen.
Om fremtiden på landsholdet er meldingen klar.
”Så længe Nikolaj mener, at der er brug for mig, vil jeg altid stå klar og hjælpe holdet. Lige nu ser det i hvert fald fornuftigt ud.”














