Danske pensionister får en økonomisk håndsrækning i 2025. En kombination af højere folkepension, stigende udbetalinger fra markedsrente og en forhøjet ældrecheck betyder, at mange kan se frem til flere penge på kontoen.

Det skriver Ekstra Bladet om onsdag.

Ifølge Danica Pension kan pensionister med markedsrente forvente en stigning på op til syv procent i deres udbetalinger næste år. Det svarer til, at en person, der i dag modtager 100.000 kroner årligt, vil få 107.000 kroner før skat i 2025.

– Mange pensionister kommer til at opleve en markant stigning i deres privatøkonomi næste år. Det er det seneste års gode afkast, der nu for alvor slår igennem i udbetalingerne, siger cheføkonom Mads Moberg Reumert fra Danica Pension til Ekstra Bladet.

Folkepensionen stiger mest i 15 år

Ud over stigningen i markedsrente bliver folkepensionen hævet med 3,9 procent, hvilket er den største stigning i 15 år. Det skyldes de generelle lønstigninger på arbejdsmarkedet, som regulerer pensionen. Enlige folkepensionister kan derfor se frem til en samlet stigning i deres folkepensionsydelser på op til 7.000 kroner næste år.

Ældrechecken får et historisk løft

Den skattepligtige ældrecheck, som gives til pensionister med lav indkomst og begrænset formue, bliver også hævet. I 2025 vil den maksimale ældrecheck stige fra 19.900 kroner til 25.700 kroner – en stigning på hele 5.800 kroner, hvilket er det højeste løft i mere end et årti. Cirka 300.000 pensionister forventes at modtage den forhøjede ældrecheck.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen har udtalt, at ændringen er målrettet de pensionister, der har mindst.

– Jeg er stolt over, at vi med vedtagelsen sikrer de pensionister, der har mindst, en mærkbar forbedring af deres økonomi. Forhøjelsen kan forhåbentlig gøre hverdagen lidt nemmere, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Hold øje med forskudsopgørelsen

Mads Moberg Reumert opfordrer afslutningsvis, i Ekstra Bladet, pensionister til at tjekke deres forskudsopgørelse og tage højde for de forhøjede udbetalinger næste år.

– Det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan den stigende ydelse kan påvirke skatten og modregningen i folkepensionen, forklarer han.